Læsetid: 4 min.

Krigens skygger i solen

29. april 2000

En dansk students eventyr i USA under Vietnamkrigens kulmination

"If you don´t like the people or the way they talk/ if you don´t like their color or the way they walk/ kill, kill, kill for peace."
The Fugs

"Be the first one on your block/ to have your son come home in a box."
Country Joe MacDonald

Hvis det er helt eller delvist sandt, at Vietnam-krigen blev afgjort på USAs gader og universiteter, så tilbragte jeg krigens afgørende år, 1967-1968, ved fronten.
Krigen havde også præget min gymnasietid i Odense, men der var den overvejende holdning hos lærere såvel som mine kammerater, at ligesom Hitler skulle have været standset senest i Sudeterland, så var det nok en god idé, at USA trak en streg i sandet for verdenskommunismen på grænsen mellem Nord- og Sydvietnam.
Et stipendium satte mig i stand til at tilbringe det akademiske år 1967-68 på Pomona College, et lille men anset college ca. 50 miles øst for Los Angeles. Derfra så verden og krigen noget anderledes ud.
Mine nye kammerater og medstuderende var fortrinsvis fra den amerikanske liberale middelklasse, og de så på krigen med en blanding af moralsk forfærdelse og personlig angst. Deres venner fra high school var begyndt at komme hjem i flagindsvøbte kister. Og få af dem kunne se, hvad den amerikanske krigsmaskine havde at bestille i en borgerkrig i et sumpet og skovklædt tredje verdens land langt borte. Lærerne var forsigtige og splittede, men de færreste omfattede det amerikanske engagement med entusiasme.

Det var et mærkeligt år i det solrige Sydcalifornien. Det ene øjeblik fordybede vi os i klassikerne, kælkede på stjålne bakker fra madsalen ned af Mount Baldy´s sne, drak øl i smug og eksperimenterede med kønslivets forbudte fristelser (det var ikke altid, forbuddet mod natlig blanding af kønnene i vore dormitories blev overholdt), det andet sad vi i stille protest mod krigen ved den ugentlige tavse vågetime eller protesterede mod hærens rekrutteringsteams. Om aftenen så vi general William Westmoreland eller præsident Lyndon Johnson i tv-nyhederne forsikre om lyset for enden af tunnelen og den forestående sejr. På en slags resultattavler kunne vi - under ironisk hujen - følge de officielle tabstal, der altid var meget større for fjenden end for de amerikanske tropper. Senere har det vist sig, at man opererede med en såkaldt "kill-ratio" - x antal dræbte og sårede fjender for y runder affyret ammunition.
Der var kun beskedne drillerier til dem, der meldte sig til ROTC - Reserve Officers Training Corps. Alle vidste, hvad det drejede sig om - meldte man sig frivilligt, kunne man selv vælge udstationeringssted. Tyskland i stedet for Vietnam.
Politi så vi sjældent på campus - heller ikke, når der var ballade. Der var en stiltiende aftale om, at ordensmagten normalt kun kom efter anmodning fra Pomonas ledelse. Og de anmodninger var man passende karrig med at fremsætte.
"Stol ikke på nogen over 30" , var den tids slogan, men vi havde da også voksne, vi respekterede - krigsmodstandere som Yale-præsten William S. Coffin Jr. og børnelægen Benjamin Spock kom og talte mod krigen - ligesom Pomonas højt respekterede professor i international politik, den senere viceudenrigsminister Michael H. Armacost. Han var atypisk - hans krigsmodstand var mindre af etisk-moralsk karakter; han havde blot før de fleste indset, at USA ikke kunne vinde i Vietnam med "acceptable" (læs konventionelle) midler.
Så kom Tet-offensiven i begyndelsen af 1968, hvor Vietcong afslørede hulheden i den amerikanske sejrs-propaganda. Billeder af partisaner i den amerikanske ambassades have i Saigon sendte et chok gennem USA - herefter troede ingen på en hurtig og smertefri sejr.
Krigsmodstanden tog til, og i slutningen af marts meddelte præsident Johnson, at han trak sig ("I shall not seek, nor will I accept, the nomination of my party for another term as your President"). På Pomona var der glædesbål og fadøl i gaderne.

Politisk investerede vi vore håb i enten senator Eugene McCarthy eller John Kennedys bror, Robert. Selv hældte jeg mest til McCarthy, som havde taget kampen op, da den så håbløs ud, snarere end til Robert, der forekom mig at være lidt af en opportunist. Alligevel tog jeg med nogle kammerater til et af hans sidste valgmøder inden primærvalget i Californien. Det foregik i Hollywood Bowl, og jeg glemmer aldrig den elektricitet, der var i luften den sommerdag og den udstråling og karisma, der kom fra den høje, magre ungdommelige mand med den viltre hårlok i panden.
Få dage efter vandt han 49 procent af stemmerne ved primærvalget, og under sejrsfesten på Ambassador Hotel i Los Angeles blev han kl. 00.16 natten til 5. juni skudt ned af den statsløse palæstinenser Sirhan Sirhan. Kl. 01.44 erklærede lægerne på The Good Samaritan Hospital ham død.
Få minutter efter blev jeg vækket af min telefon, og en grædende pigestemme fik fremhvisket noget uforståeligt om, at de havde dræbt Kennedy. "Det var i '63", svarede jeg halvt i søvne. Nej - Robert!
Ugen efter var vi tre kammerater, der kørte tværs over Amerika. Hele vejen fulgte Bob Dylans stemme os fra bilradioen: "How many deaths will it take till we know/ that too many people have died?"
I efteråret blev Richard Milhouse Nixon valgt til præsident. Krigen stoppede i 1975, da de sidste amerikanere og kollaboratører blev løftet væk fra Saigon-ambassadens tag i helikoptere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her