Læsetid: 3 min.

Kritikken dansede af

15. april 2000

Kølig analyse og afdæmpet stemning prægede det sidste af tre møder mellem digtlæsere
i KafCafeen

Digtaften
"Alt udsolgt!" stod der uden for KafCafeen i København i torsdags, som et håndgribeligt tegn på den overvældende succes, forlaget Borgen har haft med sine tre 'afdansningsbal' for 90'er-lyrikken. Efter konfrontationerne mellem først Niels Frank og Erik Skyum-Nielsen, dernæst Per Aage Brandt og Lars Bukdahl skulle Niels Lyngsø og Tomas Thøfner have æren af at afslutte rækken, som Borgen dog arbejder på at genoptage til efteråret.
Tomas Thøfner måtte imidlertid melde afbud og blev med kort varsel erstattet af Neal Ashley Conrad, der agerede ordstyrer ved de to foregående møder. Hans rolle blev gnidningsfrit overtaget af Borgens lyrikredaktør Lene Wissing.
For dem, der havde forventet at genfinde den samme eksplosive og polemiske stemning, som kendetegnede det første møde, må denne sidste seance have været en skuffelse. Ikke fordi de udvalgte digte var mindre gådefulde eller diskutable, men fordi ingen af de to hovedpersoner på nogen måde søgte at fremhæve deres uenigheder. Faktisk var det komplet umuligt for Niels Lyngsø og Neal Ashley Conrad at blive uenige om noget som helst.
Det betød, at forløbet blev præget af mere kølig, analytisk-beskrivende aktivitet, hvilket især så ud til at passe Niels Lyngsø godt.
Lyngsø, som medbragte digte af Nicolaj Stockholm, Annelise Marstrand-Jørgensen og Mette Moestrup, demonstrerede supertætte nærlæsninger, hvor hver enkelt digtlinje - og i mange tilfælde hvert enkelt ord - blev endevendt for mulige betydninger. Teknikken bestod i at udgrave betydningsmuligheder i de enkelte elementer gennem små, korte associationer med afsæt i grammatiske, lydlige eller indholdsmæssige fænomener i digtet.
F.eks. måtte der en vis "marinebiologisk research" til for at forstå betydningen af en søanemone i Marstrand-Jørgensen-digtet, mens Moestrup-digtet gav anledning til en overvejelse over det konjunktiviske hjælpeverbum på dansk.

Vild og nøgen væren
Neal Ashley Conrads læsninger af Christian Dorph, Morten Søndergaard og Naja Marie Aidt var til gengæld svøbt i mere filosofiske gevandter. Conrad fremlæste især bearbejdninger af eksistentielle grunderfaringer og forsøg på "at indkredse en vild og nøgen væren".
Publikum var som helhed betragtet mindre modtageligt over for Conrads farefuldt svævende abstraktioner end Lyngsøs stærkt konkrete analyser, men deltagelsen fra salen kom i det hele taget kun langsomt i gang - måske fordi den polemiske ophidselse og de poetikalske slagord denne gang var fuldstændig fraværende.
Da der endelig rejste sig en kritisk stemme fra publikum tilhørte den ikke overraskende Forfatterskolerektoren Niels Frank, der ved det første møde tændte heftigt op under sit publikum med sine angreb på Erik Skyum-Nielsens kritiske praksis.
Neal Ashley Conrad havde fremlagt en stærkt engageret og rosende læsning af Morten Søndergaard-digtet "Disse dyrebare øjeblikke" fra samlingen Bier dør sovende (1998), hvortil Niels Frank replicerede, at han fandt digtet "meget forfærdeligt" og "fuldstændig rædselsfuldt". Niels Lyngsø holdt sig helt uden for den følgende diskussion mellem Conrad og Frank. Heller ikke publikum udviste nogen synderlig lyst til at blande sig i striden om, hvorvidt ironien spillede en rolle for Søndergaard eller ej.
Først da ordstyrer Lene Wissing til sidst bragte Nicolaj Stockholm-digtet tilbage på dagsordenen, kom der lidt liv i den mere læge del af forsamlingen.
Samlet kunne torsdagens arrangement tjene som en erindring om, at det desværre ikke altid er sagligheden og seriøsiteten, der har det største underholdningspotentiale, når digtlæsning bliver til performance. Der var mindre fyrværkeri denne gang. Men til gengæld ikke mindre indsigt i digtlæsningens vanskelige kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her