Læsetid: 6 min.

Lige så slemt som i Tibet - men langt mere skjult

1. april 2000

Mens tibetanerne er blevet overøst med international opmærksomhed og støtte i kampen mod det kommunistiske Kina, har det uiguriske folks sag været nedsunket i glemsel - trods rapporter om grove krænkelser af menneskerettighederne

Uigurerne
I december 1949 ankom en gruppe uigurer fra Østturkestan til den indiske del af Kashmir, udmattede efter at have krydset Karakorum-bjergenes højeste pas til fods. En af dem var Arslan Alptekin, hvis far var Isa Yusuf Alptekin, indtog en høj stilling i den kinesiske provins Xinjiang og var en af det uiguriske folks mest fremtrædende ledere.
Et fly udsendt af de indiske myndigheder fløj de værst medtagne til et militærhospital i Srinagar, men for Arslans yngre søster kom hjælpen for sent. Hun døde tre dage senere. Arslan mistede alle sine tæer.
"Hver aften når jeg tager sokkerne af, mindes jeg den tur," siger han på det beskedne kontor i Istanbul, der blev oprettet af hans far i 1960 som hovedkvarter for Den Østturkestanske Flygtningeorganisation.
De omkring 1.800 uigurers eksodus i 1949 har en forunderlig lighed med den legendariske flugt, som Dalai Lama og hans regering foretog fra Tibet ti år senere. Og det østturkestanske folks skæbne under kinesisk kommunistisk styre er et spejlbillede af det, tibetanerne har gennemgået.
Ifølge en rapport fra Amnesty International foregår der grove krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang, især over for uigurerne. Organisationen har dokumenteret 190 henrettelser mellem januar 1997 og marts 1999 og siger, at tusinder er tilbageholdt.

Kina spiller på religion
Men mens tibetanerne er blevet overøst med international opmærksomhed og støtte, har eksil-uigurernes sag i mange år været sunket ned i glemsel.
"Det, der sker i Østturkestan, er akkurat lige så slemt som i Tibet. Og det er langt mere skjult," siger analytikeren Kate Saunders fra Tibet Information Network i London.
"Dalai Lama får stor støtte til sin religion og til sig selv. Vi er muslimer, og vi har ikke formået at tiltrække den samme opmærksomhed," siger formanden for Den Østturkestanske Fond i Istanbul, M. Riza Bekin, en pensioneret tyrkisk general, der forlod Østturkestan som niårig sammen med sin familie.
En uigurisk journalist, der arbejder for Radio Free Asia i USA, siger det mere direkte:
"Religionen er den største hindring. Kineserne ved præcis, hvad Vesten hader. Derfor forsøger de at fremstille uigurerne som muslimske frontkæmpere. Men islamisk fundamentalisme har intet at gøre med uigurernes sag. De ønsker et demokratisk, sekulært land."
Uigurerne mangler en karismatisk leder som Dalai Lama, og de bombeattentater, som militante aktivister har gennemført i de senere år, har ikke ligefrem gavnet deres sag. Men analytikere peger også på andre årsager til, at den østturkestanske eksilbevægelse har så ringe opbakning: Den er dårligt organiseret, den mangler penge, og den lider under indre splittelse.

Historiske stridigheder
Ud over de syv millioner uigurer bor der også andre tyrkiske folkeslag i Xinjiang: en million kasakhere i nord, 140.000 kirgisere i vest og 700.000 tunganere (kinesisk-talende muslimer). Dertil kommer enkelte mongolske enklaver. Xinjiang, som indtil for få årtier siden var et af de mest afsidesliggende områder i verden, har en lang og kompliceret historie.
"Indbyrdes stridigheder er et historisk problem blandt folkeslagene i Østturkestan," siger Erkin Alptekin, Isas ældste søn og øverste talsmand for eksilbevægelsen.
I 1933 udråbte uigurerne Republikken Østturkestan, som blev knust året efter. En ny republik blev oprettet i 1944, men siden den kommunistiske magtovertagelse i 1949 har Kina gennemført en systematisk kolonisering af området.
Selv om Xinjiang nu har status af autonom republik, er antallet af civile han-kinesere steget fra et par procent til 40 procent af befolkningen, og hvert år ankommer omkring 250.000 flere fra kystprovinserne ved kysten, tiltrukket af myndighedernes incitamenter.

Stærk Anmesty-kritik
Men nu er der tegn på, at østturkestanernes sag endelig er ved at blive anerkendt af det internationale samfund. De mange henrettelser, beretninger om tortur, de omfattende krænkelser af menneskerettighederne og den forstærkede undertrykkelse af de tyrkiske folk efter opstanden i Baren i 1990 har altsammen givet anledning til stærkt kritiske rapporter fra Amnesty International.
I februar opfordrede det amerikanske udenrigsministerium således til øjeblikkelig løsladelse af Rabiya Kadeer, en rig muslimske forretningskvinde, der har hjulpet uiguriske kvinder med at oprette små virksomheder. Hun blev tilbageholdt i august sidste år med den begrundelse, at hun havde skadet landets sikkerhed ved at fortælle udenlandske organisationer om separatistbevægelsen i Xinjiang.
Europa-Parlamentet kalder området Østturkestan i sine resolutioner om forholdet mellem Kina og EU, og i oktober sidste år samledes den første Østturkestanske Nationalkongres i München.
Eksil-uigurerne er begyndt at tale deres sag på en måde, som de håber vil øge presset på Kina for at få det til at behandle uigurer, kasakhere og andre i Xinjiang bedre.

En guldgrube
Kontrasten mellem tibetanernes og uigurernes situation bliver endnu stærkere, når man sammenligner Tibets og Østturkestans strategiske betydning for Kina.
"I sammenligning med Østturkestan er Tibets betydning for Kina lig nul," siger Haci Anat, en 79-årig uigurisk historiker, som tilbragte 31 år i fangelejre i Xinjiang, før det lykkedes ham at flygte til Tyrkiet i 1996.
Mens Tibet først og fremmest fungerer som stødpudezone mellem Indien og Kina, indeholder Xinjiang - som dækker en sjettedel af det kinesiske territorium - en guldgrube af mineralforekomster. Det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, meddelte i oktober, at der i den nordlige del af Tarim-bækkenet var opdaget et stort oliefelt, som måske rummer op til en milliard ton olie.
Dertil kommer store forekomster af kul, kobber og guld, og området ligger på vejen til de rige olie- og gasforekomster i de centralasiatiske republikker. Størstedelen er ørken, men de frugtbare oaser gør det alligevel muligt at dyrke en rig mangfoldighed af landbrugsprodukter.
Xinjiang rummer også det mest af Kinas Gulag, foruden de anlæg, hvor Kina afprøver sine atomvåben.
Oprettelsen af nye uafhængige stater vest for Xinjiang - Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan og Turkmenistan, som alle domineres af tyrkiske folk - har givet næring til uigurernes drøm om et uafhængigt Østturkestan og tvunget de kinesiske myndigheder til at øge sikkerheden langs grænsen.
Der bor omkring 250.000 uigurere i Kasakhstan, og ifølge bogen Oasis Identities, Uighur Nationalism along China's Silk Road af den amerikanske antropolog Justin Rudelson har to militante uiguriske grupper i Kasakhstan taget ansvaret for adskillige af bombeattentaterne i Urumqi i de seneste år.

Tyrkisk støtte
I februar-marts 1997 afsporede militante uigurer et tog mellem Lanzhou og Urumqi og bragte bomber til sprængning i busser i Umruqi og Beijing. Og den 10. december sidste år citerede den usbekiske radio en uigur-leder for at sige, at 35 mennesker var blevet dræbt under et sammenstød med kinesiske soldater, mens 61 var blevet henrettet den 1. november.
Udsigten til en genopblussen af de pan-tyrkiske følelser har længe redet den kinesiske ledelse som en mare, og i de seneste år har den lagt pres på Tyrkiet og de centralasiatiske republikker for at få dem til at indskrænke eksil-uigurernes aktiviteter.
Siden Tyrkiet i 1954 gav Isa Yusuf Alptekin asyl som flygtning, har Istanbul været det vigtigste centrum for eksilbevægelsen. Spørgsmålet om Østturkestan er et hyppigt emne for tv-debatter og aviskommentarer i Tyrkiet.
"Gennem alle årene har vi fået den største støtte fra Tyrkiets folk," siger Erkin Alptekin.
Også uigurerne i Tyrkiet kan gribe til militante midler. Den 5. oktober sidste år stormede en mand ind i en kinesisk restaurant og åbnede ild; den kinesiske ejer blev såret, mens hendes svoger blev dræbt. En gruppe, der kalder sig Den Østturkestanske Befrielsesorganisation, tog ansvaret for mordet - det andet af den slags i Istanbul på to år - og sagde, at det var gengældelse for henrettelsen af tre uigurer i Xinjiang.

Ny generation
De tyrkiske myndigheder tolererer organisationer som Den Østturkestanske Flygtningeorganisation og Den Østturkestanske Fond, men vil ikke tillade åbenlyst politisk arbejde af frygt for at lægge sig ud med Kina.
Samtidig har en ny generation af unge, universitetsuddannede uigurer slået sig ned i Vesten, især USA og Tyskland.
Det har længe været et mål for østturkestanerne at oprette en eksilregering, og Erkin Alptekin nævnes ofte som den mest sandsynlige kandidat til at lede den. Hidtil har han imidlertid afvist lederollen og foretrukket at arbejde ad andre kanaler.
På hans initiativ blev Den Forenede Komité for Østturkestan, Det Indre Mongoliet og Tibet grundlagt i 1985. Og i 1992 oprettede repræsentanter for Estland, Tibet og Østturkestan De Urepræsenterede Nationers og Folks Organisation med hovedkvarter i Haag. Den har i dag 52 medlemsorganisationer og repræsenterer 100 millioner mennesker verden over.

Erling Hoh er svensk freelance-journalist.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu