Læsetid: 4 min.

Et lille miljøeventyr

22. april 2000

Flere og flere små, specialiserede miljøgrupper dukker op i Danmark. Den Økologiske Have hjælper dem med viden om det grønne

Økologisk
Der var engang en forening, der brændende ønskede sig en have. En ordentlig have, hvor alt skulle dyrkes på økologisk vis. Så stor og så økologisk, at folk ville komme fra nær og fjern for at beundre haven og lære af de gartnere, der holdt den.
I 1994 fik foreningen, der hed - og stadig hedder - Landsforeningen Praktisk Økologi, sit ønske opfyldt. Den 11. juni samme år åbnede Den Økologiske Have på en mark ved Odder. I dag seks år senere er Den Økologiske Have en blomstrende succes, med urte-, staude- og køkkenhaver, får og grise, bier og høns, frugttræer og omkring 15.000 besøgende om året.
Selv om haven endnu ikke løber økonomisk rundt i sig selv, så mener havens daglige leder, biolog Elin Kyhl Svendsen, at der er grund til at være tilfreds. Interessen er nemlig stigende, og det samme er aktiviteterne. Foretagendet er nu så stort, at havens økonomi overstiger foreningens, og derfor er blevet skilt ud som en fond med egen bestyrelse.
"Besøgstallet stiger med omkring 2.000 om året, men også på vores konsulentarbejde mærker vi en øget interesse. Og det er ikke kun private, der ringer for at få gode råd om praktisk økologi. Vi mærker også en stigende interesse fra daginstitutioner og skoler, der ønsker, at børnenes omgivelser skal være økologiske," fortæller hun over en kop Max Havelaar-kaffe i havens café, der ligger i et lille rødt træhus isoleret af papiruld og opvarmet af en brændeovn.

Giften skal væk
Udover at være en forsøgs- og demonstrationshave, som haveejere, landmænd og turister kan besøge, er Den Økologiske Have også uddannelsessted. Den holder både kurser for deltidslandmænd i omlægning til økologi - og for almindelige mennesker i kunsten at flette et pilehegn - og hvert år tager den personer i jobtræning, praktikanter og udenlandske studerende ind. Derudover har haven sin egen hjemmeservice, der klarer rengøringen med fiberklude frem for skrappe rengøringsmidler.
Som et velplejet bevis på, at det kan lade sig gøre, ligger Den Økologiske Have nu udstrakt over 7,8 ha land. Hvert år vokser den med enten én emnehave eller et husdyrhold, og det betyder også, at medarbejderstaben er vokset fra tre i 1994 til nu omkring 21 plus ni ansatte i hjemmeserviceordningen.

Små og specielle
Det er ikke kun i Den økologiske Have, miljøengagementet blomstrer. Der bliver flere og flere miljøgrupper i Danmark, fortæller Lars Myrthu-Nielsen, der er sekretariatsleder i et netværk for økologisk folkeoplysning og praksis. Foreningen udgiver nyhedsbrevet Øko-net, som prøver på at registrere alle danske miljøgrupper.
"Hver dag kommer der bunkevis af materiale ind af postkassen, og ind til videre har vi listet 70-80 lokale miljøorganisationer på vores hjemmeside. Og det tal er stigende," fortæller Lars Myr-thu-Nielsen, der ikke føler, at folk er blevet mindre engagerede i miljøet end tidligere, selv om vi ikke længere ser store demonstrationer mod kernekraft.
"Fokus flytter hele tiden mellem, om man skal koncentrere sig om sin egen navle eller redde verden," siger han.
Lige nu ser det ud til, at tendensen går mod mindre og mere specialiserede miljøgrupper. På Øko-nets hjemmeside kan man læse om organisationer som Dansk Legeplads Selskab, Økologisk Staldørssalg, Landsforeningen Jord, Arbejde og Kapital - og mange, mange flere.
Den samme tendens ser Elin Kyhl Svendsen - og hun kan lide, hvad hun ser.
"Politisk synes jeg, man skal bevare de faglige enheder og støtte dem. Det giver meget miljø for pengene, og det giver den bedste information til borgerne, hvis de bliver henvist til det sted, der virkelig har erfaring med lige det problem, den enkelte står med," siger hun.
Også Den Økologiske Have nyder godt af ekspertisen. Hver emnehave er anlagt som et samarbejde mellem havens medarbejdere og eksperter på netop det område, der er havens tema - f.eks. er vinarealet opbygget med ekspertise fra Dansk Vinavlerforening.

Helbredende urter
Også i dag bliver der - på trods af klæbrigt og koldt vejr - arbejdet i haven. Væksterne, der er inddelt efter helbredende evner såsom slimløsende urter, urter for betændelse og beroligende urter, ser ud til allerede at have fået turen. Men længere inde i haven ligger flere medarbejdere på knæ med fingrene begravet i jorden. Endnu ser det hele lidt brunt og goldt ud, men de grønne spirer på purpurpilen, der omkranser hver enkelt have, argumenterer overbevisende for, at der er liv i foretagendet, og at arealerne inden længe vil være et væld af farver og dufte. Også de grå-sorte får ser ud til at have det godt - ellers havde de vel ikke sat to kulsorte miniatureudgaver af sig selv i verden. Jo, naturen går sin gang i haven - uden giftige sprøjtemidler. Det er så Den Økologiske Haves opskrift på, hvordan vi alle kan leve lykkeligt til vore dages ende.

www.ecogarden.dk
www.eco-net.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her