Læsetid: 11 min.

Litteraturens Operative Kommando

14. april 2000

Hvad enten forlagene agerer læsernes orakel eller litteraturens fanebærere, så er én ting sikkert: Deres valg og fravalg er altid genstand for debat. Tre unge forlagsredaktører fortæller om arbejdet som litteraturens filter, om skizofrenien i både at skulle udgive underholdningslitteratur og publikumsfjendske eksperimenter, og om kvalitet, der i øvrigt er en mere fast størrelse, end man skulle tro

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION
Forlag
Et sted mellem katedral og pengebørs. Sådan ynder forlagene at beskrive sig selv. At udgive bøger er både en hævdelse af åndelige værdier og køligt kalkulerende forretning. Kontrasten mellem på den ene side at håndhæve den eksperimenterende litteratur og på den anden at undgå røde tal på bundlinien, når regnskabsåret er omme, er et forhold, der ofte får forfattere og andre litteraturafhængiges penne til at gløde i avisernes spalter.
Senest har debatten om denne skizofreni fyldt både litterære caféer og avisspalter i forlængelse af et angreb, som Forfatterskolens rektor, Niels Frank, i efteråret rettede mod forlagenes manglende blik for den formeksperimenterende litteratur.
Lene Wissing, Simon Fruelund og Simon Pasternak er skønlitterære redaktører på tre af Danmarks største forlag - hhv. Borgen, Gyldendal og Lindhardt & Ringhof. Ud over at være jævnaldrende deler de i øvrigt alle den opfattelse, at den igangværende debat om litteraturens vilkår indtil videre har haft én sikker taber, nemlig litteraturen.
"Det pudsige er, at debatten har drejet sig om litteratur, der aldrig er blevet læst, da den aldrig er udkommet," siger Simon Pasternak. "Hele debatten udspringer jo af, at der var en række forfatterskoleelever, der ikke kunne få deres manuskripter udgivet. Men alligevel kunne man læse anmeldelser, hvor den mere eksperimenterende litteratur blev anklaget for at være 'forfatterskoleagtig', hvilket vil sige usammenhængende, kedelig og svær at forstå, og hvem gider at læse det?" spørger Simon Pasternak.
"Debatten løber af sporet, når der går litteraturpolitik i den - fra begge lejre. I stedet for at tale om det konkrete værk, bliver diskussionen ført på et mere overordnet og formelt plan, og i en sådan diskussion er der én sikker taber: Den eksperimenterende litteratur, da den vil blive sat i forbindelse med noget publikumsfjendsk og utilgængeligt."
Simon Fruelund, uddannet på Forfatterskolen, har i den seneste tids debat mellem Forfatterskolens rektor, Niels Frank, og skiftende redaktører og kritikere, følt sig som en lus mellem to negle.
"Debatten har været en storm i et glas vand. Ind imellem virker det som om, Niels Frank synes, der er en stor sammensværgelse, at alle læser litteratur på den samme måde, men det er altså meget mere sammensat."
"Grundlæggende er jeg ked af den polarisering, som debatten har været præget af. Hvis den her diskussion gør, at Forfatterskolens elever vælger at sende deres manuskripter andre steder hen, så synes jeg naturligvis, at det er ærgerligt. I de to år, jeg har været her, har vi ikke modtaget særlig mange manuskripter fra Forfatterskolens elever, og der er heller ikke særlig mange af eleverne, der har debuteret."
"Måske er det den frustration, der ligger bag Niels Franks konfrontation. Jeg har en fornemmelse af, at det, der er blevet gjort til forlagenes problem, egentlig er Forfatterskolens problem. Niels Frank har forsøgt at skyde den over i vores lejr. Tidligere var det jo i den grad Forfatterskolens elever, der satte dagsordenen. Sådan har billedet jo slet ikke været de sidste fire år," siger Simon Fruelund.
Simon Pasternak mener, at den igangværende debat giver det indtryk, at litteraturen er polariseret i mainstream og eksperimenterende litteratur.
"Men sandheden er, tror jeg, at man i dag - sammenlignet med 1980'erne - sagtens kan arbejde med flere forskellige udtryk og attituder. Man er ikke snobbet. 80'er-generationen var heller ikke snobbet, men der var en større fokusering på at arbejde med én bestemt æstetik."
"I dag er det i orden at have alle mulige forskellige stemmer og være alle mulige steder på én gang. Der ligger en stor åbenhed i det, som nu befinder sig inde i værkerne, men som også måske kommer til at kunne ses mellem værkerne."
"Her er Dan Turèll en meget spændende forfatter, fordi han netop havde flere forfatterskaber. Det tror og håber jeg, at vi kommer til at se mere af," siger Pasternak og nævner Christian Dorph som et eksempel på en lyriker, der er sprunget ud som krimiforfatter.
Lene Wissing kan godt forstå Niels Franks frustrationer, men hun undrer sig over, at han giver forlagene skylden, når problemet ifølge Wissing egentlig mere er et udestående med læserne, som forfattere og forlag er fælles om.
"Når man som forlagsredaktør taler om læseren, bliver det ofte opfattet, som om man kun tænker på salgstal og sorte tal på bundlinien. Jeg vil ikke nødvendigvis kun udgive bøger, der giver penge, men jeg vil udgive bøger, der bliver læst."
"Niels Frank giver forlagene skylden for litteraturens problemer. Men litteraturens største problem er vel læseren. Læserne er en truet art. Den store interesse for de læsearrangementer, vi holder i KafCafeen, ser jeg som tegn på, at folk faktisk er interesserede i også at læse den traditionelt smalle nye poesi, og at vi alle så at sige gerne vil blive ved med at lære os selv at læse. Men andre tegn tyder på, at læserne er hægtet af læsningen. Man møder oftere og oftere folk, der ikke læser bøger. Hvad skal vi gøre ved, at der ikke er flere, der læser bøger? Det er naturligvis et sociokulturelt spørgsmål, men hvad skal vi gøre ved det? Svar udbedes, tak," lyder opfordringen fra Lene Wissing, der ud over at arrangere Borgens 'Litterær Salon' er meget interesseret i at arbejde mere tværæstetisk med litteraturen ved at inddrage andre medier som Internettet eller musikken.

Kulturbærere?
Traditionelt opfattes forlagene som kulturbærende institutioner, der har pligt til at sørge for et bredt udbud af litteratur. Denne opfattelse har stået ved gennem årtier til trods for, at forlagene kun modtager meget lidt offentlig støtte - ud over en klausul i konkurrenceloven, der giver forlagene suveræn magt til at fastsætte bogpriserne - og dermed ikke er forpligtet over for andre end deres potentielle aktionærer. At opfattelsen af forlag som kulturbærende alligevel har hængt ved, hænger sammen med det åbenlyse faktum, at det trods alt er en kulturvare, der er substansen i forlagsvirksomhed.
Ingen af de tre redaktører føler et stort kulturelt ansvar hvile på deres skuldre.
"Man skal tage det meget roligt, at man bliver kaldt for kulturbærende institution," siger Simon Fruelund.
"Der er mange forlag, og det er altså begrænset, hvor mange oversete genier, der er i verden. Selvfølgelig har Gyldendal en position, der stiller nogle krav til os, men det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over."
Heller ikke Lene Wissing kan genkende billedet af forlagene som kulturbærende institutioner. Hun kritiserer Johannes Riis' udtalelse i Weekendavisen om, at forlagene skal være læsernes orakel, der kan høre, hvad læserne vil have.
"Jeg opfatter ikke litteraturen som en smørrebrødsforretning, hvor man går ind og krydser af, hvis man eksempelvis vil have realisme - måske med ekstra mimesis på toppen."
"I bedste fald leverer forfatterne, hvad læserne længes efter, fordi deres interesser er de samme. Forlagenes fornemmeste opgave er at stille sig til rådighed for litteraturen. Jeg er opmærksom på det problem, der kan opstå i forhold til læseren, men kræver man kvalitet, må det også handle om, at læseren bliver ved med at kvalificere sin evne til at læse litteraturen, hvorhen den end bevæger sig," mener Lene Wissing.

Uinteressant
"Når man siger 'kulturbærende institution' om et forlag, så bliver det uinteressant," mener Simon Pasternak.
"Så taler man om Den Store Tradition og om ansvaret over for Kulturen. Der er ikke én offentlighed eller én kultur længere, der er masser af offentligheder, og så er der nogle offentligheder, der er mere offentlige end andre, og de sælger flere bøger. Som forfatter og forlag må man også sørge for, at offentligheder ikke bliver for små. Litteratur handler om interesse."
I den traditionelle forståelse af et forlag som både en katedral og en børs, mener Lene Wissing, at man ofte glemmer, at der også er nogen, der har finansieret katedralerne.
"Jeg tror, det er naturligt for yngre redaktører ikke at arbejde med en så skarp adskillelse mellem de to størrelser. Vi er operativt skizofrene. Jeg kan godt få dollartegn i øjnene over en populær forfatter som Christian Jacq og samtidig fryde mig over at antage en fremragende bog, jeg ved, kun vil sælge 50 eksemplarer."
"Det er for besværligt at gå bankerot, og det er for besværligt at gå til redaktionsmøder kun med meget smalle digtsamlinger. Den skizofreni har jeg det udmærket med."
Netop forlagenes uafhængighed af offentlige midler er vigtig for de tre redaktører, men alligevel mener Simon Pasternak, at man måske bør rejse en debat om, der ville ville være en ide i at gå ind og understøtte nogle udgivelser.
"Det ville nok være rimeligt at sørge for, at hvis man vil have en litteratur, der ikke polariserer Danmark i det, som den lille klike læser og selv udgiver, og så alt det de andre læser, men vil prøve at lade de to nå hinanden - så tror jeg, man bliver nødt til at understøtte nogle af de bøger, forlagene udgiver, for ellers kan det ikke lade sig gøre. Forlagene er faktisk presset," siger Pasternak.
Simon Fruelund mener ikke, at der er fare for en polarisering af litteraturen.
"Man skal ikke tro, at ting kun er gode, hvis de er eksklusive. Der er jo ikke noget entydigt forhold mellem salg og kvalitet. Man kan kun gøre en succes op i salgstal, hvis man gør det over tilpas mange år. Der må være en god grund til, at Homer eller Shakespeare har solgt så meget over så mange år. Måske er kvalitet mere stabilt, end man går og tror."

Kvalitet en fast størrelse
Fragmenteret, atomiseret, grænseløs og flydende er begreber, der klistrer sig til vores tid. Tilsyneladende en tid uden faste holdepunkter, fælles værdier eller objektivitet. Derfor kan det vække undren, at når samtalen falder på, hvad der er kvalitet, så er ingen af de tre redaktører uenige om, at det er noget, man meget ofte er enige om.
Hos Gyldendal er redaktionen som regel enige om, hvad der skal gennem filteret.
"Selvfølgelig er der uenighed - det ville være lidt foruroligende, hvis der ikke var det - men det er sjældent, at vi er lodret uenige," siger Fruelund. "Det er nærmere gradueringer af begejstring, men man kan som regel tale sig frem til, at niveauet ligger et bestemt sted."
"Vi påvirker jo hinanden løbende i redaktionen, og vi skal passe på ikke at nærme os hinanden for meget. Det er jo nemmere at være enig med sine kollegaer, end det er at være uenig. Det er ikke fordi, der er nogle formelle krav, der underbygger dette, men det er en tendens, vi skal passe på."
I sit arbejde med forfattere og andre redaktører oplever Simon Pasternak også denne enighed om, hvad der er kvalitet.
"Vi er for det meste enige - i hvert fald 87 pct. - om hvad der holder, og hvad der ikke gør. Det synes jeg er pudsigt. Det gælder selvfølgelig om at snakke sig ind på, hvad der kan få den valgte form til at give det maksimale udbytte, og hvad der genererer den."
Dialogen med kollegaer og forfattere styrker ifølge Lene Wissing fornemmelsen for kvalitet, og trods den voldsomme læsebyrde - halvanden meter manuskripter står ulæste på en hylde på kontoret - er Wissing sjældent i tvivl om, hvad der skal udgives.
"Selv om jeg synes, jeg mangler tid til at læse, er jeg egentlig ikke bange for at overse den gode tekst. Man finder meget hurtigt ud af, hvad der larmer på den gode måde, og hvad, der slet ikke larmer," siger Lene Wissing.

Dialog og atter dialog
Netop dialogen med forfattere og kollegaer synes at være svaret på mange af redaktørernes problemer i jagten på den levende litteratur.
Konkret har Simon Pasternak arrangeret forskellige workshops, hvor forfattere, der 'ligner' hinanden, hvad enten det er eksperimenterende litteratur eller kriminalromaner, mødes og diskuterer hinandens tekster.
"Det er en måde at bruge forfatternes egne ressourcer som læsere og ikke kun som 'skrivere'. Vores forfattere er kloge folk, de læser godt og meget tit - desværre eller snarere heldigvis - meget bedre, end jeg gør. Det er også vigtigt, at forfatterne får medindflydelse på, hvad det er for en litteratur, der skal udgives på forlaget," siger Pasternak, der desuden har indgået et samarbejde med det relancerede forfatterforlag, Arena.
Det er altså ofte efter mange gennemlæsninger og lange diskussioner om kvalitet, at enigheden om et værk opstår, hvilket ifølge Lene Wissing godt kan udvikle en distance til læseren.
"Det er tit sådan, at vi er enige om, at noget er kvalitet, men det er gerne efter flere gennemlæsninger og lange diskussioner af manuskriptet, men selve bogen bliver jo læst på andre vilkår. Men man kan ikke altid forvente, at læseren har den samme mulighed, interesse eller forudsætning for at læse denne litteratur," siger Lene Wissing.
"Det samme problem oplever Forfatterskolen måske, fordi de udvikler ret snævre læserfællesskaber, mens Øverste Kirurgiske er et eksempel på en anderledes åben, løsere måde at arbejde på," siger Lene Wissing.
"Dilemmaet for et forlag er, at yder man for meget modstand, så løber forfatterne til andre forlag," mener Fruelund.
"Hvis så forfatterne bare selv udgiver deres manuskripter ved at lægge det ud på Internettet eller laver deres eget forlag, så kan de skyde sig selv i foden, hvis der ikke bliver ydet den nødvendig modstand, og det er skidt for litteraturen," siger Simon Fruelund.

Unge redaktører
*Simon Fruelund
Født i 1966
Skønlitterær redaktør på Gyldendal for engelsk og amerikansk litteratur.
Elev på Forfatterskolen fra 1993 - 1995. Cand.mag. i dansk og engelsk/amerikansk
Har skrevet novellesamlingen Mælk fra 1997.
Seneste favoritudgivelser: Poul Borums Kritisk Alfabet og Anne Fadimans essays Ekslibris - En almindelig læsers bekendelser, udkommer i maj.

*Lene Wissing
Født i 1968
Skønlitterær redaktør på Borgen for poesi og fransk litteratur siden 1998.
Cand.mag. i dansk og idehistorie i 1998
Medredaktør på det tværæstetiske cd-rom-projekt Van Gogh.
Korrespondent for afsnitp.dk
Seneste favoritudgivelser: Poptøs af Emma Forrest og Verdenslyrikserien.

*Simon Pasternak
Født i 1971
Redaktør for dansk skønlitteratur i enhver afskygning på Lindhardt & Ringhof siden 1998.
Cand. mag. i litteraturvidenskab og russisk i 1998.
Seneste favoritudgivelser: Krimier af blandt andet Niels Lillelund, Mark Ørsten og Leif Davidsen. Inden for den eksperimenterende litteratur blandt andet Hans Otto Jørgensen, Jeppe Brixvold og Christian Dorph.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu