Per Olov Enquist har aflagt besøg i den danske oplysningstradition med sin roman om Struensee, som han forvandler fra sindssyg skurk til en misforstået intellektuel
Man bliver nysgerrig efter, hvad der er fiktion i Per Olov Enquists roman Livlægens besøg om Struensees fire skæbnesvangre år i dansk politik. Ofte under læsningen støder man på scener, som man mener, må være fiktion, men så er der pludselig en henvisning til en kilde. Til sidst spørger man:
- Er alt, hvad der står i bogen, dokumenteret?
"Ja, det synes jeg," svarer Per Olov Enquist. Jeg har skrevet den i tre versioner, og for hver gang kontrollerede jeg flere og flere detaljer."
- Kildehenvisningerne har også en stilistisk effekt: De forlener de dele af handlingen, som må være opdigtet, med sandsynlighed?
"Det er jo ikke en doktorafhandling, jeg har skrevet, det er en roman. Men der findes utroligt meget materiale, og alt, hvad der står i anførselstegn er autentisk. Christian den 7.'s huslærer, Reverdil, har beskrevet hele Christians opvækst fra han var otte til han var 16 på over 400 sider."
Ikke sindssyg
- Netop din beskrivelse af Christian 7. rejser spørgsmålet om fakta og fiktion. I din fremstilling bliver han - måske for første gang i dansk historie - til et rigtigt menneske. Du fremstiller hans formodede sindssyge som den eneste mulige reaktion på de syge omgivelser. Mener du ikke, at han var sindssyg?
"Nej, jeg mener hverken, at han var manio-depressiv eller skizofren - måske var han et DAMP-barn. Hans uforklarlige raseriudbrud ligner det billede, man har ved DAMP. Men der skal en stærk psyke til at overleve den opvækst, han blev udsat for. Man bliver som in i helvete oprørt, efterhånden som man læser! Ditlev Reventlow, der planlagde og styrede hans opdragelse, var ubegribeligt brutal. Reverdil er en lysende oplysningsmand, og hans analyse af, hvad der sker med Christian er klar, blot griber han ikke ind. Vi har en lille, følsom og højt begavet dreng, der opdrages med terror. Han uddannes ikke i statens anliggender, men i udenadslære, og han bliver straffet uanset, om han svarer rigtigt eller forkert."
"Men han lærer en rolle, ligesom en skuespiller, og følgelig tror han, at hoflivet er et skuespil, som han blot ikke kan slippe ud af. Hans virkelighedssans destrueres. Sveriges Gustav den 3., der i begyndelsen også er en intelligent oplysningsmand, beskriver i et brev fra det danske hof i september 1771, kongens usikkerhed og rædsel. Han er en følsom dreng, der sønderslås og flygter ind i sin sygdom."
"Samtidig har vi Christians bemærkelsesværdige korrespondance med Voltaire, der betragtede ham som oplyst monark og skrev et hyldestdigt til ham. Han mødte jo sammen med Struensee encyklopædisterne i Paris, og de var utroligt imponerede af ham og hans indforståede, relevante spørgsmål - han talte jo glimrende fransk. Det var hans største øjeblik, han havde mødt verdenseliten og gjort et godt indtryk."
"Nej, han var ikke sindssyg. Han var derimod én af de nye monarker - ligesom Gustav den 3. i Sverige, der, da han kom på tronen året før Struensees henrettelse, gennemførte en række af de samme reformer, men blev stadig mere reaktionær, indtil han blev skudt på en maskerade."
Bleg svensk oplysning
"Sveriges oplysning er i det hele taget bleg i forhold til Danmarks, hvor vi har Holberg i generationen før Struensee, og hvor oplysningen bliver ved at dukke frem som en stærk strømning - med Brandes og med kulturradikalismen," understreger Enquist, og tilføjer, at han mener, at Holbergs politiske virke er groft undervurderet.
"Da Struensees bibliotek efter henrettelsen blev sat på auktion, indeholdt det blandt andet Holbergs politiske skrifter, med omhyggelige understregninger. De er altså blevet købt at en tysk læge i Altona! Struensee er kun et aftryk af en meget længere oplysningstradition."
- Var det på grund af den blege svenske oplysning, at du skrev om den danske?
"Struensee er meget mere interessant! En civil intellektuel, der kommer til magten - og så så tidligt! Længe før den franske revolution."
- Der er faktisk et andet træk ved danskerne, jeg har heftet mig ved. København går amok i et flere dages druk- og voldsorgie, da Struensee bliver anholdt - men ved henrettelsen går de stille hver til sit, før det er slut. De bruser op, som vi i dag bruser op over 'de fremmede' eller over Poul Nyrup, men konfronteret med resultaterne, var det alligevel ikke så slemt ment!
"Sådan opfatter jeg det ikke. Det er bemærkelsesværdigt, at der højst var 30.000 tilskuere, men 5.000 soldater! Nej, Guldberg og de øvrige var meget usikre på massernes reaktion. De var bange for, at der var revolution i luften. Og det var en tavs og meget effektfuld protestmarch, da folk gik hjem, faktisk dybt bevægende."
Autentisk Enquist
- Sådan fortolker du det!
"Ja, og jeg tror, min tolkning er rigtig! Hvorfor kom folk? De var delvis udkommanderet, og det går igen i samtidige breve, at det blev for meget. Faktisk vakte grusomheden i henrettelsen almindelig vrede i Europa."
- Du beskriver Struensee som tavs, fordi han følte sig underlegen i forhold til sine adelige oplysningsvenner. Og som én, der ikke ønskede magt, men følte sig tvunget af pligt. Er det ikke en idealisering?
"Han er jo flittigt beskrevet! Alle ambassadørerne rapporterer jo hjem om det, der sker ved det danske hof. Men han var lidt af en gåde, for de kunne jo ikke se hans relation til Christian VII. Struensee var en pietistisk opdraget dreng, strengt opdraget, som brød ud af sit miljø, han læser meget, er idealist. Men han vil ikke dominere, ikke have magt. Tilnavnet 'den tavse' får han af sine adelige oplysningsvenner i Tyskland, før Danmarkstiden."
- Din forklaring på, at han alligevel griber magten, er mødet med encyklopædisterne i Paris. Her trækker Diderot ham til side og betyder ham, at han bør gribe magten, når de vender tilbage til Danmark. Er den scene autentisk?
"Den er autentisk Enquist! Men den er logisk, den ligger i situationen. Fra encyklopædisternes synspunkt var det her jo et politisk møde med det nye potentiale, en oplyst monark. Det var nærmest politisk omstyrtende. Præcis hvad Struensee og Diderot talte om, ved vi ikke, men Diderots opfordring er logisk."
- Hvorfor opløste Struensee ikke Stavnsbåndet?
"Man kunne ikke opløse Stavnsbåndet pr. dekret, uden at det hele brød sammen. Men han havde jo tilkaldt Reverdil, der tidligere havde arbejdet på sagen. Han nåede det blot ikke. Man skal heller ikke tro, at der var tale om godgørenhed, da det blev opløst, det var efter pres fra hæren, der havde brug for soldater."
- Du nævner et sted ordet skrivebordsintellektuel?
"Det var han også. Jeg har ingen steder fundet belæg for, at Struensee bevægede sig uden for hoffets cirkler. Men han var yderst bevidst om bondeproblemet."
Den sorte fakkel
- Du beskriver flere steder Christians sindssygdom som en sort fakkel indeni ham. Men Guldberg beskriver oplysningen på samme måde: som en sort fakkel?
"Faktisk var 'Den sorte fakkel' min arbejdstitel på bogen. På én gang lys og mørke. Og der er nogle påfaldende sammenfald: For pietisten Guldberg drejer kampen sig om renhedens kamp mod smuds, utugt og synd, og for Struensee er oplysningen også en drøm om renhed, fornuft - som samtidig er den fornuft, der ødelægges i Christian. Deres forestillinger er helt forskellige, men alligevel på en sær måde meget tæt på hinanden."
- Mod slutningen konstaterer du, at alle aktørerne i virkeligheden havde villet være noget andet. Ingen kom på den rette hylde?
"Sådan var det jo. Til slut sidder en lille gruppe tilbage med Brandt, der skulle have været leder af teatret, Struensee, der bare ville være læge, Christian, der kunne være blevet en fin skuespiller, men som mente, at han var en forbyttet bondedreng, og dronningen som i virkeligheden var den største politiske begavelse i gruppen. Ambassadørerne rapporterer hele tiden hjem: Det er dronningen, der har magten. Hun ser virkelig det politiske spil, og hun får i stigende grad politiske ambitioner."
- Men du beskriver det ikke, som om at hun udnytter Struensee?
"Nej, for jeg tror ikke på det. Det var Struensee, der udfærdigede alle dekreterne. Men man skal ikke undervurdere kombinationen af politisk og erotisk magt, og der er ingen tvivl om, at hun havde politiske ambitioner, også efter at hun var blevet forvist til Celle. Hun konspirerede med det engelske kongehus om at vende tilbage, og jeg anser det for sandsynligt, at danskerne forgiftede hende. Hun var besværlig."
*P.O. Enquists 'Livlægens besøg' udkommer fredag på Samlerens Forlag
