Læsetid: 4 min.

Lygtemænd for fulde blues

6. april 2000

Gnags genfinder storformen og sig selv på en plade, der gør op med tidens værdifrie refræner og rockens ungdomsfiksering

Ny cd
Jeg ved godt, det er håbløst umoderne, men okay, så er jeg umoderne: Jeg har glædet mig til den nye Gnags-plade. Og vel at mærke glædet mig uden at vide det. Det ved jeg nu, efter at Ridser Revner & Buler har fortrængt alt andet i cd-afspilleren den sidste uge.
Glæden er ikke genkendelsens glæde. Det handler om noget andet og mere. Tillad, at jeg skruer lidt op for blusset: I en tid, hvor rocken er forvandlet til koncept, marked og produkt, og hvor de værdifrie refræner har stamplads øverst på hitlisterne, og ungdom, og det, der gør alt for at ligne, er gud, er der brug for en gruppe som Gnags til at minde os om sammenhæng og alderschauvinismens goldhed.
Gennemsnitsalderen i Gnags giver overhovedet ikke udslag på pladebranchens nuværende potentiometre. Deres tidligere pladeselskab gad f.eks. end ikke reagere på de tilsendte bånd med nye sange. Peter A. G. Nielsen, Jacob Riis-Olsen, Ivan O. Sørensen og Mads Michelsen er nemlig noget så forbudt som voksne. Det kan høres, og det er - undskyld udtrykket - det virkeligt fede ved denne første Gnags-plade i fire år.
Skilsmisse, dødsfald i familie og vennekreds, hjerneblødning... det smertelige råstof, der kan forløse. Og i de rette hænder forvandle sig til kunst af den slags, der lindrer og lutrer for nu at blive i den bevidst tidsprovokerende gammelmodige tone, Peter A. G. Nielsen denne gang har holdt sine sange i. Eller stikker de bare så meget ud, fordi de insisterer på at stikke dybere...

Reklamesloganagtige
Det virkelige nybrud høres ikke i numre som den oplagt fængende show-stopper "Gnister i Granitten", titelsangen med dens lidt for reklamesloganagtige samtidsbesværgelser: "Min erfaring er med mennesker: Det er de ufejlbarligste, der er de farligste". Eller den lidt for spejderagtige 'kom-hinanden-ved'-hymne "Fløjtesang". Det lyder stort set som standard-Gnags, tag det eller lad det ligge. Eller som fruen sagde: "Her lugter nok af gymnasiefest, hva'" Og huskede 80'erne i Grindsted. Næh, det er når Peter A.G. Nielsen når ind til det, der gør ondt, at det begynder at gøre godt.

Den fysiske sorg
Sange som "Nyt Årtusinde", "Efterår" og "Så Er Det Godt At Have Venner" ligger i levende forlængelse af den kontemplative tone på hans undervurderede 1997-cd Solo. Ballader suverænt balancerende på, men aldrig over grænsen til kitschet croon, og bag vellyden og den organiske sangbarhed en desto stærkere virkende selvrensende blotlægning af en sorg, der næsten er fysisk.
Det er ikke kun ordene, men måden de synges på, der bliver ved at køre som et deja vu i bevidstheden: "Og to, der kommer ud af Brugsen, bærer bæreposer hjem, og vi står bare og drømmer, at vi var en af dem. Og to i et lyskryds rækker hinanden et kys. Det er mærkeligt det er den slags man ser, når ens elskede ikke er der mere, siger manden og smiler ..."
Eller "Every Time It
Rains", hvor sangeren for en stund nedstammer direkte fra Paul Verlaine, og kun går tur, når det regner, både indeni og udenpå: "Dig og mig, hvis jeg havde vidst det, at vores sidste kys sku' blive det sidste. så havde jeg åndet fra dine læber endnu." Og så til sidst på "Lissom Solen Igen Efter Regnen" erkendelsen af altings nødvendighed, erkendelsen af, at tiden ikke bare skal fyldes ud. Den skal indgives fylde. Og det arbejde starter og slutter med dig selv.
Sådan er der ikke mange, om overhovedet nogen, der tør synge i dansk rock. Det kaldes også at investere sig selv - og det handler ikke om aktier.

Nypudset arvesølv
På samme måde med musikken. Selvfølgelig er det uundgåeligt, at Gnags lyder som Gnags. Det kan vel vanskeligt bebrejdes dem, selv om det - selvfølgelig - bliver gjort. Vi andre kan glæde os over en plade, som er et historisk tværsnit, fuld af nypudset arvesølv, men også med en ny afslappethed, der lyder som en tiltrængt opsang til tidsånden.
Og så skal ikke glemmes, at pladen bugner af nogle af de ting, ingen gider regne for andet end programmerede selvfølgeligheder nu om dage: instrumentalt håndværk i noget nær telepatisk særklasse - fra Jacob Riis-Olsens poetiske og særegne leadguitar-arabesker over Ivan Sørensens Booker T. & The M.G.'s-klaviaturer til Mads Michelsens iltre, men dog så beherskede slagtøjsmønstre, tilsat den obligate knivspids af gammel hjemmegroet Haraldsgade-reggae og en bane eller to af tidens triphoppende klangtapeter, for ligesom at markere, at de godt ved, hvad år vi skriver.
Gnags lader sig bare hverken kue eller lamme af det.
Ridser, Revner & Buler er den bedste Gnags-plade siden Lygtemandens Sang, og indtil videre den dejligste danske plade i dette århundrede.

*Gnags: Ridser, Revner & Buler. Producer: Nielsen/Michelsen. Mix: Mark O'Donoughue, Recart Music. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu