Læsetid: 2 min.

Lykketoft:10 stramme år venter

13. april 2000

Finanspolitikken strammere i Danmark end ØMU-krav, siger finansministeren, som ønsker offentlig gæld betalt ned

Finansminister Mogens Lykketoft lægger op til 10 år med en finanspolitik langt strammere end landene i EU's økonomiske og monetære union har forpligtet sig til.
Målet er ikke at lægge sig i førertrøjen i en europæisk sammenhæng, men at betale den offentlige gæld ned.
"Vi skal have et stort overskud for at kunne betale den offentlige sektors gæld tilbage. I dag koster renter på gælden næsten lige så meget som vi bruger på sygehusene," siger Mogens Lykketoft til Information efter fremlæggelsen af finansredegørelsen
i går.
Mogens Lykketoft kan kun se én sammenhæng mellem sin stramme finanspolitik og den økonomiske og monetære union.
"Hvis Danmark bliver ØMU-medlem efter folkeafstemningen, så falder renten og det bliver billigere at betale af på gælden," siger finansministeren.
Hvert eneste af de næste ti år vil Lykketoft opkræve 2.5 procent mere end han bruger. Kravene til den økonomiske politik inden for møntunionen handler alene om, at der skal være balance på de offentlige budgetter i løbet over en række år.
Finansministeren vil af med gælden, så der er penge til at betale for pensioner og hjemmehjælp, når ældre danskere har brug for det fra og med 2010.
"Det er ikke nogen nem opgave at lægge mere end 25 mia. kroner til side hvert eneste år," sagde Lykketoft ved fremlæggelsen af ministeriets årlige Finansredegørelse onsdag.
Der er derfor hverken plads til de store forbedringer af den offentlige service eller til nedsættelser af skatten. Det fremgår af finansredegørelsen, at kommunerne kun kan forbedre deres service halvt så hurtigt som de har gjort i løbet af 1990'erne.
Hvis Lykketoft skal nå sine mål uden at sætte skatterne op, så skal arbejdsstyrken øges med 76.000 personer. Det er særligt ældre arbejdsløse over 50 år og arbejdsløse indvandrere,der skal i job.

Rimelige krav
Venstres finanspolitiske ordfører Thor Pedersen mener, Lykketoft skjuler problemer i redegørelsen. Han tror ikke på, at regeringen kan trække de 70.000 mennesker ind på arbejdsmarkedet. Professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Claus Vastrup mener, Lykketofts krav til den økonomiske politik "alt i alt er rimelige". Han peger på, at Danmark er bedre stillet end mange andre europæiske lande, der på samme måde som Danmark vil opleve en massiv stigning i antallet af ældre borgere om fem eller ti år.
Claus Vastrup lægger vægt på, at forudsætningerne så skal holdes. Og her er han en anelse mere optimistisk end Thor Pedersen.
"Situationen vil blive forbedret, hvis danskerne bliver længere på arbejdsmarkedet. Det er det, reformen af efterlønnen fra 1998 gerne skulle bidrage til," siger Vastrup til Information.
Århus-professoren peger derudover på, at flere indvandrere skal i job, og at den kommunale service over for ældre bør effektiviseres for at undgå, at udgifterne her eksploderer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her