Læsetid: 3 min.

Man må ikke bedrive metafor

7. april 2000

Om Hans-Jørgen Nielsens kritiske og litterære projekt med ny-enkle, poplyriske og konkrete digte

Aldrig så snart havde modernisterne i begyndelsen af 60'erne vundet fodfæste på det danske parnas, førend en ny, ung kritiker, Hans-Jørgen Nielsen, fór i flæsket på dem. Modernisterne var digtere som Rifbjerg, Benny Andersen, Inger Christensen, Uffe Harder, Poul Borum, Jørgen Sonne, Jess Ørnsbo og Jørgen Gustava Brandt. Torben Brostrøm var deres åndelige mentor.
Hvad skulle det til for at skrive kryptisk, når hele den nye verden med massemedier, pigtrådsmusik og rigtige menneskeliv lå lige uden for døren? Aristokratmodernisme, lød skældsordet. Eller gammelmodernisme.
Så mange græske guder som i Thorkild Bjørnvigs og Ole Wivels digte - det var simpelthen for kunstigt, når vi var i en dansk virkelighed.
Væk med de symbolske, metaforiske og/eller metafysiske udtryk.
Nielsen og Henrik Nordbrandt diskuterede på tv, hvad der var på bunden af et raflebæger. Nielsen mente, at der var nogle konkrete terninger. Nordbrandt mente, der kunne være noget mere. Tror du måske, der er dæmoner dernede? hånede Nielsen. Det ville Nordbrandt ikke udelukke.

Pop og nyenkelt
Hans-Jørgen Nielsen opererede først fra sin platform i Ekstra Bladet, men snart efter i Politisk Revy og i mange år i Information.
Over for aristokratmodernismen stillede han det, han kaldte 'demokratmodernisme', som kunne deles i følgende kategorier:
*Nyenkelheden, repræsenteret af Knud Sørensen og Charlotte Strandgaard, der - oh, modernistisk Gudsbespottelse - lige ud og lettilgængeligt skrev digte om hhv. livet på landet i omvæltningernes tid og om kvinders menstruation og deslige.
*Poplyrikken, som tog udgangspunkt i tegneserier, filmoplevelser, sport, etc. (F.eks. Per Kirkeby, Jørgen Leth, Per Sørensen og undertegnede).
*Konkretlyrikken, hvor det visuelle og lydlige spillede en stor rolle (Vagn Steen, johannes l. madsen og Nielsen selv).
Hertil kom en systemdigtning, hvor lyrikken lænede sig op ad i forvejen fastlagte strukturer (Per Højholt passede ind her), og en kunst, der overskred grænserne mellem billedkunst, musik og litteratur.
Hans-Jørgen Nielsen nøjedes ikke med at være kritiker. Som han engang sagde - i harmoni med sin ikke-metafysiske indstilling: "Digter er ikke noget, man er, men noget man gør sig til".

Ind til sproget
Han gjorde sit indtog på den litterære scene i 1965 med bogen at det at. Det var vigtigt for ham, at ordene var stavet med lille begyndelsesbogstav. Hvorfor?
Meningen var, at alt overflødigt, lyrisk flommefedt skulle pilles bort, så man kom helt ind til benet af råmaterialet, ordene, i en lyrisk minimalisme, hvor endog et stort begyndelsesbogstav kunne være et forstyrrende element. Væk med alle følelserne, væk med de græske guder, væk med alle fortænkte billedkonstruktioner ("Du må ikke bedrive metafor," lød en af hans artikeloverskrifter).
Det overflødige skulle pilles bort, så noget nyt kunne begynde. Derfor blev hans egne digte ekstremt nøgterne. Konstateringer hed således den følgende digtsamling, hvor et digt i sin gribende enkelhed kunne lyde således:
"tilværelse/der//derværelse/her//herværelse/hvor//uophørlig/hvorværelse".

Morgengymnastik
Hans-Jørgen Nielsens store lyriske, litterære og kulturelle projekt, som også omfattede en ny filosofi, attituderelativismen, blev ikke modtaget vel på parnasset, men tromlede dog frem. En anmelder kaldte hans digte for 'morgengymnastik for sprogduelige', og da projektet fik sit eget talerør i 1967, det tværkunstneriske tidsskrift ta', vendte samtlige anmeldere tommelfingeren nedad. Nogen stor plads i litteraturhistorien tilstod man ikke projektet, og ordet attituderelativisme blev for nogle år siden fjernet fra ordbogen, fordi det ikke blev benyttet. I 80'erne fik digterne travlt med at vende tilbage i modernismens og symbolismens trygge favn.
I dag kan man grine ad det hele, for de demokratiske digte forblev smalle, og digterne endte med at have hver sin sangstemme, ligesom modernisterne senere blev ganske forskellige.
Men dengang gik bølgerne unægteligt højt. Resultaterne af løjerne blev henlagt som mislykkede eksperimenter, men når man i disse år genopdager Hans-Jørgen Nielsen, vil man forhåbentligt kunne se, at perioden var frugtbart ekspanderende, og at flere kunstnere fra positionen under Nielsens hat voksede sig store, ligesom han selv brød afgørende igennem til mange, lykkelige læsere med hovedværket, generationsromanen Fodboldenglen, der nok var traditionel, men også systemisk og i hvert fald helt uden overflødigt flommefedt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu