I dag skal grandonklen til den lille cubanske dreng, der siden november har været strandet i Miami, tilkendegive, om han frivilligt vil opgive sin midlertidige myndighed over barnet og lade det vende tilbage til faderen og bedsteforældrene på Cuba.
Umiddelbart synes sagen at være soleklar: En fjern slægtning i et andet land kan ikke uden videre sætte sig over national og international lovgivning og bemægtige sig forældremyndighed over et mindreårigt barn, med mindre helt særlige omstændigheder foreligger. Hertil hører eksempelvis faderens bevislige mishandling af sin søn, i hvilket tilfælde en civil domstol burde tage stilling til, om barnets tarv varetages bedre af andre slægtninge. Men for Elians vedkommende kan der ikke blive tale om at overgive forældremyndighed til en grandonkel og grandtante, eftersom Elians bedsteforældre lever i bedste velgående på Cuba og hellere end gerne tager sig af deres barnebarn.
SÅDAN HÅNDTERES den slags sager normalt. Det absurde ved denne affære er imidlertid, at ingen nogensinde har beskyldt Elians far Juan Miguel Gonzaléz for at have forsømt, endsige mishandlet sin seks-årige søn. Tværtimod skulle han ifølge amerikanske reporteres samtaler med naboer og venner være en særdeles omsorgsfuld far.
Om moderen Elizabet Brotons vides ikke meget. Forældrene blev skilt for nogle år siden og giftede sig på ny. De delte myndigheden over barnet, og Elian tilbragte mere eller mindre lige tid med sine skilte forældre. Hvis nogen kan beskyldes for misligholdelse af forældrepligten i denne sag, må det blive afdøde Elizabet Broton, der tilsyneladende uden farens viden kidnappede Elian, satte ham på en lidet sødygtig båd, lejet af hendes nye mand og ti andre, og startede en farefuld færd over strædet mellem Cuba og Florida. Hvor hasarderet dette forehavende var, ved vi fra én kilde: Et barn, der blev efterladt af sin mor på Cuba, efter at gruppen måtte opgive et første forsøg på at gennemføre overfarten. Denne kvinde må have indset, hvor uansvarligt det var at risikere sit barns liv for at leve en tilværelse i frihed fra Fidel Castros styre. Som alle nu ved, kæntrede båden under det andet forsøg. Elian overlevede på mirakuløs vis.
Når Elians grandonkel, eksilcubanske organisationer og nogle amerikanske politikere hævder, at barnet bør blive i USA, fordi moderen ofrede sit liv for at bringe sin søn til frihedens land, er der tale om at vende tingene på hovedet. Hun udsatte tværtimod sin søn for ekstrem risiko. Den uansvarlige var stakkels Elizabet Brotons.
Nu da den amerikanske forbundsregering endelig har valgt at sætte hårdt mod hårdt og kræver en overgivelse af Elian til faderen, har grandonklen Lazaro Gonzaléz, hans allierede i Miamis eksilcubanske samfund og familiens tre advokater pludselig ud af den blå luft beskyldt Juan Miguel Gonzaléz for at mishandle Elian over telefonen. Faderen skal have sagt, at moderen venter på ham på Cuba, og alene denne udtalelse - hvis påstanden er korrekt - skal ifølge deres opfattelse diskvalificere ham fra at opdrage sin søn. Kun ekstrem kynisme og fatal mangel på indsigt i en seks-årig drengs verden kan foranledige så idiotisk et argument. I Elians alder er tabet af en forælder ikke nødvendigvis definitivt; han kan stadig tro, at hun en dag vil vende tilbage og søger forsikring herom fra sin far. Hvad skal den desperate far gøre? Fortælle ham sandheden over telefonen uden at kunne holde ham i sin favn!
Heldigvis er der i Amerika et overvældende flertal af voksne mennesker, som sympatiserer med Juan Miguel Gonzaléz og Elians bedsteforældre på Cuba. Kun et lille og højrøstet mindretal blandt Miamis 800.000 eksilcubanere, især den ældre generation, hvis had mod Fidel Castro og hans forkvaklede diktatur er forståeligt fra en menneskelig synsvinkel, er gået helt amok. Demonstrationerne i Miami i sidste uge, truslerne om at stoppe deportationen af Elian med vold og ledende cubansk-amerikanske politikeres bebudelse af, at det lokale politi vil forholde sig passivt i en konflikt med de føderale myndigheder, illustrerer med al ønskelig klarhed, at for dem drejer sagen sig ikke om barnets velfærd. Tværtimod handler striden om dem selv og deres magtesløshed. Den ældre generation af cubansk-amerikanere har i årevis shanghajet USA's politik over for Cuba, og hvad har udfaldet været? Mildest talt bedrøveligt! Fidel troner stadig i Havana.
Det skændige er, at nogle amerikanske politikere - heriblandt de to ryggesløse præsidentkandidater - lefler for ekstremisterne i Miami i håb om at vinde stemmer. Denne principløshed vil i længden koste dem dyrt, fordi så snart Elian sætter fod på Cuba, vil det stå klart, at de radikale cubansk-amerikanske elementer har tabt, og den internationale dialog vundet. Elian kan en dag trøste sig med, at hans lidelser bidrog til entente mellem USA og Cuba. burch
