Læsetid: 7 min.

Monstre midt i hverdagen

14. april 2000

Modernisme, hverdagsbevidsthed og litteraturens livtag med verden - En samtale med Frederik Thygstrup, der er aktuel med essaysamlingen 'På sporet af virkeligheden'

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION

Interview
Den monstrøse roman, kalder lektor ved Litteraturvidenskab, København, Frederik Tygstrup første kapitel i sin nye essaysamling: På sporet af virkeligheden, som udkom på Gyldendal i begyndelsen af april. Bogen består af ti essays om det 20. århundredes modernistiske litteratur, og det er romaner som Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, James Joyces Ulysses og Robert Musils Manden uden egenskaber, Tygstrup karakteriserer som monstre.
Men eftersom én af hans pointer er, at det er disse romaners særtræk, der bearbejdes og varieres i den modernistiske litteratur op gennem resten af århundredet, kommer de 'monstrøse træk' også til på forskellig vis at gennemsyre bogens øvrige ni essays. Den monstrøse romans virkelighedsbillede er fragmenteret, den lineære, vellignende virkelighed, der forløber i tid, er brudt, tillige med en klar opdeling i ydre og indre.
Romanerne viser "en gennemgående vilje til ikke at løse modsætninger, men i stedet fiksere dem i gådefulde, paradoksale og ambivalente figurer," skriver Frederik Tygstrup.

Et overskud
Om sin fascination forklarer han:
"De store modernistiske, monstrøse romaner har sådan et overskud i forhold til hverdagsbevidstheden, at man kan tillade sig at tænke noget, som hverdagsbevidstheden ikke kan. Vi er altid tvunget til at tænke os selv på en bestemt måde i de rammer, vi er sat i, men i korte øjeblikke, får vi fornemmelsen af, at det kunne være anderledes. Det er disse momenter, romanerne kan gå ind i og undersøge: Hvor langt kan man udstrække det, man er nødt til at glemme til daglig?"
"Hverdagsbevidstheden og 'de små øjeblikke' mødes ikke, men de strejfer hinanden, og fra det sted, hvor det sker, kan det litterære univers lære os noget, også om hverdagslivet, som vi kan bruge. I kraft af litteraturens afsondring fra livet kan den måske endda skabe nye måder, vi kan tænke det menneskelige i."
- Nu får du de monstrøse romaner til at lyde som et udelukkende positivt kraftreservoir. Men du beskriver dem jo som fulde af konflikter og forsøg på at finde ud af en virkelighed, de er kommet ud af trit med?
"Men det er konflikter, vi åbenbart ikke har lagt bag os! Min beskæftigelse med dem udspringer egentlig af en undren. Man plejer at tale om visse højdepunkter i litteraturhistorien: Den realistiske tradition, der dominerede det 19. århundrede, den naturalistiske roman - og også den lille håndfuld store romaner fra begyndelsen af det 20. århundrede. - Men fortsætter man fremad, er der pludselig langt tilbage til Proust, Joyce, og Musil, uden at noget nyt er kommet i stedet, i hvert fald uden at man kan tale om et markant brud på samme måde."
"Det undrede mig: Hvor var modbevægelsen, reaktionen, de unge, der sagde: 'Vi er de næste!' - De er der ikke! Det fik mig til at spørge om, hvad der er det særlige ved den generation, der er født omkring 1880."

Den dobbelte kronologi
- Du taler om en 'dobbelt kronologi' i 1880'er-generationens intellektuelle biografi?
"Forfatterne er typisk vokset op i det storborgerlige, trygge, dannede borgerskab. Fra dette udgangspunkt foretager de et meget selvbevidst brud med den højborgerlige dannelseskultur - med hele den revolutionære patos, der kendetegnede det europæiske fin-de-siècle. Men så havner de pludselig i en helt ny tid med industrialiseringen og Første Verdenskrig, der efterlader dem individualiserede over for en ny og fremmed verden. Hele fremtidshåbet er fejet af bordet af krigen, og den entusiastiske vision om det 20. århundrede er blevet til en uudnyttet mulighed, der blev tilbage i historiens grøft. I stedet står de i den moderne massevirkelighed, der begynder med masseødelæggelsen og fortsætter med masseproduktion, massemedier osv. - og det sker altsammen fra deres barndom til de er i 30'erne."
"Den fornemmelse af pludselig historisk acceleration, der opstår, er medvirkende til, at de 'monstrøse' forfattere tvinges til at tænke nyt, og det er disse konflikter, vi øjensynlig ikke har lagt bag os."
"Den historiske acceleration åbnede muligheden for, at nytænkningen kunne forekomme som en nødvendig opgave. Det er imidlertid ikke sådan, at forfatterne kun vil bryde med den forsvundne verden; de vil også overtage den. De vil lade romanen beholde den funktion, den havde i det 19. århundrede som fortolkningsmodel for den menneskelige skæbne, men de indser, at den må være anderledes for at kunne varetage sin traditionelle funktion. Spørgsmålet går på, hvordan den traditionelle opgave kan løses på moderne præmisser."
- Du anfører, at fremstillingen ikke længere kan afbilde virkeligheden som en totalitet. I stedet indfører forfatterne hjælpekonstruktioner, som ikke er nødvendige for det, de vil udtrykke - såsom Joyces brug af Odysséen og Prousts brug af katedralarkitektur. Men i og med de gør det, lægger de vel alligevel op til en totalitets-fortolkning: Joyce sætter strøm til forholdet mellem Da og Nu, Proust til forholdet mellem helligt og profant?
"Man kan givetvis komme langt med at spørge sig, hvad man får ud af at betragte et værk, der spejler sig i det andet værk, men romanernes struktur er afgørende ændret. Romanerne giver sig ikke lov til at anvende forgængernes totalperspektiv, hvor der var en begyndelse, en midte og en slutning i et tidsforløb, som samtidig udgjorde en kausalitet: Heltens oplevelser undervejs havde gjort ham klogere ved slutningen. I gamle dage udtrykte menneskelivet en (gudskabt) mening, i det 19. århundrede bliver det interessant, fordi det skaber en mening. Men netop dén opfattelse undsiger den moderne roman. Livet er ikke længere en fortælling, der kan fortælles, selvom Robert Musil konstaterer et sted, at vi 'i det private stadig forholder os som fortællere af vores liv, mens vores virkelighed unddrager sig fortællingens beroligende orden'."

Den usete virkelighed
- Du konstaterer til slut, at det er, som om de monstrøse romaners eftersøgning af et virkelighedsbillede, der kunne bringe verden fra det 19. ind i det 20. århundrede, er dømt til at vare ved ind i det 21. Men måske kan vi slet ikke lade være med at forholde os som fortællere i det private, og så vil modernismens verdensbillede aldrig blive integreret?
"Forfatterne vil jo sige, at det er fortællingen, der er ude af trit med hverdagen og virkeligheden. Derfor bruger de også andre teknikker og lægger vægten anderledes: De interesserer sig for, hvordan fortællingens tid viger for undersøgelsen af de rum, som menneskets tilstedeværelse åbner i mødet med en ny kompleks virkelighed."
"Storbyen er her et priviligeret eksempel, fordi storbyudviklingen er foregået så markant i det 20. århundrede. Storbyen står som en udfordring, den er kompleks, uoverskuelig, nervøs, hastig med en række virkelighedsniveauer, der oscillerer mellem hinanden. Der er aldrig ét perspektiv, men mange mulige. Hele den udfordring, det er at se individet i massen, det hysteriske perceptionstempo, det sociale spil, menneskekroppens placering optræder som udfordring, man må finde en fremstillingsform for, og her kan romanerne noget, hverdagsbevidstheden ikke gør."
"Romanen kan undersøge, hvad der sker i dette kakafoniske sammenstød af virkelighedsniveauer og redegøre for det, Salman Rushdie kalder 'den synlige, men usete virkelighed'."
- Du foreslår også at betragte realisme som en erkendende fremstilling af virkeligheden i symbolsk form og blot gøre sig klart, at de symbolske former, vi erkender virkeligheden i, varierer fra epoke til epoke. Bliver alt - også modernismen - ikke realisme på den måde?
"Du kan sige, at realismebegrebet som litteraturhistorisk kategori mister betydning, men samtidig får det en ny i undersøgelsen af virkelighedsbearbejdningens historiske forskelle og ligheder i værkerne. Jeg synes, man skal bruge realismebegrebet strategisk, tilnærmende, altså: Hvordan foregår den udveksling mellem form og erfaring, der fører til en virkelighedsfremstilling, som bryder med en epokes nedgroede hverdagsbevidsthed?"

Læsningens fetich
- For litteraturvidenskabens vedkommende tegner du en udviklingskurve, der går fra kritik/kommentar over fortolkning og analyse til 'læsning' som 'nyeste fetich'. 'Læsning' kræver en skærpet opmærksom omgang med tekstens strukturer, figurer osv. men er samtidig en subjektiv, nærsynet tilgang, der bliver nede i teksten. Er der en parallel til romanens udvikling fra et harmonisk, tidsmæssigt struktureret, totalt univers til et fragmenteret, punktuelt univers, der fokuserer på detalje og rum og reflekterer over sin egen konstruktion?
"Der har været en tendens til en indelukket, retorisk nøjagtighed inden for litteraturvidenskaben. Den har på den ene side skabt megen indsigt, men samtidig har den i et vist omfang været blind for værkernes kontekst. Men jeg tror ikke, man kan sige det samme om litteraturen, heller ikke i dag. Hvis man fastholder, at arbejdet med formen ikke er et formalistisk korsstingsbroderi, så er den nærsynede litteratur ikke nær så nærsynet som den nærsynede litteraturvidenskab, som er blevet god til at afkode, men har glemt perspektivet, nemlig, hvordan form kan være den instans, der skriver sig ind mellem virkelighedsopmærksomheden og virkelighedsanskuelsen. Udfordringen for litteraturvidenskaben består i både at huske på detaljeringen i læsningen og prøve at besinde sig på sammenhængen. Litteraturens dobbelthed af form og erfaring kan ikke skilles ad."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her