Læsetid: 4 min.

Når eventyr er mangetydige

1. april 2000

Villy Sørensen genfortæller H.C. Andersens liv for børn - ligetil og smukt, men drilske spørgsmål rumsterer under overfladen

Ny bog
Hvilket år er ikke en slags H.C. Andersen-år? I år har han 195 års fødselsdag, og det er 125 år siden, han døde. Fødselsdagen - den 2. april - markerer Agertofts Forlag ved at udgive bogen En ensom fugl. Her genfortæller Villy Sørensen H.C. Andersens livshistorie for børn; de drømmerisk stemningsfulde illustrationer er af den internationalt anerkendte Robert Ingpen.
Med bogen sidder man med en slags yderste lag af et løg: Kernen i H.C. Andersens produktion er hans eventyr; om den skæbne, der fremkaldte dem, skrev digteren selv Mit livs eventyr, og
nu svøber Villy Sørensen altså udenom sin genfortælling.
Villy Sørensen afstår fra at skabe en pastiche på Andersens eventyr-sprog. Fremstillingen er helt i Villy Sørensens egen sprogtone: Enkel, nøgtern, smukt glidende - i sin genre en fornøjelse at læse og læse op af.
En fortælling skal jo have et omdrejningspunkt, et tema. Villy Sørensen vælger at lade det være H.C. Andersens stræben efter berømmelse - og derigennem den anerkendelse fra andre mennesker, der var ham nægtet i barndommen.

Plagsomme Andersen
Den voksne H.C. Andersen ville hele tiden påkalde sig opmærksomhed, fortæller Villy Sørensen:
"Han ville altid læse op for de familier, han kom hos - og det var efterhånden mange - og det var ikke altid de voksne gad høre på ham."
Og så kommer overrumplingen: Det var derfor, Andersen gav sig til at fortælle og siden skrive eventyr for børn, for de gad godt høre på ham!
Unægtelig en pudsig forklaring på, hvordan Andersen fandt sin guldmine: Han havde ikke andre steder at gå hen.
Den voksne læser sidder lidt forundret tilbage: Er det nu rigtigt? Ville Andersen aldrig være blevet verdensdigter, hvis han havde formået at fastholde voksne øren i dagligstueunderholdningen? Og hvordan kan det forklares til børn, hvis de ønsker fremstillingen uddybet?
Det fører tilbage til berømmelsestrangen som ledemotiv. Jovist var Andersen ambitiøs, forfængelig, nærtagende, ville mænge sig med de fine, men i hans eventyr ligger en så skarp satire over også disse menneskelige dårskaber, at man må spørge sig, om ikke den hele Andersen havde en dybere drivkraft.
Dette berører Villy Sørensen, da han fortæller om Andersens gensyn med den ungdommelige fascination, operasangerinden Jenny Lind. Hun er i mellemtiden blevet stærkt religiøs og vil ikke længere optræde:
"Glem ikke, at der er et højere mål end kunsten," siger hun til Andersen. Om dennes reaktion fortæller Villy Sørensen:
"Han mente, at det var synd at opgive den gave Gud havde givet hende. Det er Guds vilje at man skal gøre det som man er god til."

Flugten fra galskaben
Hermed antyder Sørensen selv den tolkning, at Andersen egentligst var drevet af sin trang til at fortælle, for det antog han for Guds vilje med ham, og han ville have gjort det også uden udsigten til berømmelse. For havde han ikke gjort det, ville han være blevet indhentet af den galskab, der slog ud i lys lue hos farfaderen.
Bogen indeholder syv dobbeltsideopslag med fantasifulde illustrationssammenfatninger af H.C. Andersen-eventyr. Hvert af dem ledsages af en kort Villy Sørensen-omtale af eventyret.
Det har helt åbenbart stillet Villy Sørensen i et vanskeligt valg: Skal han på den knappe plads blot lynreferere eventyret, minigendigte det, tolke det - eller sætte det i sammenhæng med digterens biografi? Han vælger forskelligt fra eventyr til eventyr, og det er ikke uproblematisk.
Om Den lille havfrue, der for at få fiskehalen ombyttet til menneskeben må betale med sin stemme og derfor ikke kan fortælle sin elskede prins, at hun reddede ham fra at drukne, hvorfor han i vildfarelse gifter sig med en anden - tilføjer Villy Sørensen, at eventyret er skrevet "den sommer, 1836, da Edvard Collin blev gift".
Her er virkelig noget for voksne og børn at undre sig over. Hvad er sammenhængen mellem eventyret og den af Andersen tilbedte Collins giftermål? Hermed er vi langt inde i det vanskelige spørgsmål om H. C. Andersens seksualitet. Var Andersen rent ud forelsket i Collin, og derfor fortvivlet over den socialt/seksuelle forskellighed imellem dem, der gjorde, at de aldrig kunne få hinanden. Det er en mulig tolkning af eventyret, men én, der unægteligt kræver nærmere redegørelse.
I kontrast til denne åbning mod seksualiteten står, at Villy Sørensen taktfuldt undlader at omtale, at da Odenses arbejdsdrenge begynder at hive fat i den lille Hans Christian, da han synger med pigestemme - ja, så er det fordi de vil flå bukserne af ham for at bestemme hans køn. Tilsvarende kattelister fremstillingen omkring arten af H. C. Andersens følelser for Jenny Lind:
"De var som bror og søster, han ville hellere, at de var mand og kone."
Ville Andersen nu også det? Sådan i rent fysisk forstand. Eller var det platonisk hengivenhed? Det kan H. C. Andersen-historikere få megen nyfigen diskussion ud af. Men tankevækkende er det at se problemstillingen pible frem i en bog, der har børn som målgruppe.

*Villy Sørensen: En ensom fugl. H.C. Andersens historie fortalt for børn. 36 s., 238 kr. Agertofts forlag. Udkommer 2. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu