Læsetid: 4 min.

Når den moderne teknologi slår igen

5. april 2000

Hvis fremtiden overhovedet ikke har brug for os, har vi så heller ikke brug for den? Og er vejen frem at skabe en ny økopoetik?

Verdenskompas
"Det er det første øjeblik i vores planets historie, hvor en art med dens egne frivillige handlinger er blevet en fare for sig selv." Bill Joy, den videnskabelige chef for en af verdens førende computerkoncerner, Sun, offentliggjorde fornylig en pamflet i det trendsættende magasin, Wired, der bør kunne sparke nyt liv i den kritiske debat om det videnskabelige fremskridt.
Hans indlæg - med overskriften "Hvorfor fremtiden ikke har brug for os?" - er af flere blevet sammenlignet med det berømte brev Albert Einstein skrev til Franklin D. Roosevelt i 1939, hvor han advarede imod det frygtelige ødelæggelsespotentiale, som atombomben rummede.
Det er ikke et tilfælde. Bill Joy - en af hovedmændene bag det for Internettet så vigtige java-sprog - skriver, at den accelererede teknologiske udvikling er så farlig, at den kan føre til udryddelse af menneskeheden i løbet af to generationer.
"Det 21. århundredes teknologier - genetikken, nanoteknologien og robotikken - er så magtfulde, at de kan afføde en helt ny serie ulykker og misbrug. Og allerfarligst, for første gang nogen sinde er de inden for individers og små gruppers rækkevidde. Viden alene vil gøre det muligt at bruge dem," skriver Joy.
Det er ikke længere en militært afgrænset teknologi, der er i spil. Det er derimod nogle teknologier, som udvikles i skarp global konkurrence, og som fremstilles med henblik på kommerciel udnyttelse.

Farlige teknologier
Joy, der ellers altid har troet, at han med en perfektionering af softwaren og informatikkens netværker kunne bidrage til at gøre verden til et bedre sted at leve i, er kommet i tvivl. Han aner, at videnskaben har indgået en faustisk pagt - med erobringen af magten over de nye nanoteknologier kan vi bane vej for en ødelæggelse af den biosfære, som vi alle er afhængige af. Og robotterne, der skulle sætte mennesket fri, risikerer at overtage magten. Som mikroberne i de genetiske laboratorier.
Selv om han altid har været tilhænger af den ubegrænsede søgen efter ny viden, så skriver han nu, at "det eneste realistiske alternativ, som jeg ser, er, at vi begrænser udviklingen af de teknologier, som er blevet alt for farlige."
Bill Joy vil ikke længere afvise, at den dag snart er kommet, hvor han vil føle sig moralsk forpligtet til at stoppe sit arbejde, men han betegner sig stadig som 'optimist'. For han har et håb om, at det er muligt at rejse en diskussion om en "forhindring af den vidensfremkaldte massedestruktion". Og tilføjer han: "fortsatte forsinkelser er uacceptable."
Mange vil sikkert ryste på hovedet, og i stedet bifalde at den britiske premierminister Tony Blairs rådgivere i mandags anbefalede, at man af terapeutiske årsager tillader kloning af menneskelige embryoner.
Softwaredesigneren Bill Joy søger derimod tilflugt hos Michelangelo, der lader sin hånd hæve marmorens fortryllelse.
"De bedste kunstnere har ingen tanke, der kan vise, hvad den rå sten i dens overfladiske skal ikke allerede indeholder," citerer han fra en af Michelangelos sonetter.
Men hvad skal der til for at genfortrylle en verden, hvor det funktionelle maskinsprog og it er trængt dybt ind i hverdagen og har erobret herredømmet i den politiske diskurs?

Økopoetik
Det giver en ny bog af den engelske professor Jonathan Bate måske en anvisning på. Den litteraturkritiske bog - The Song of the Earth - udkommer i slutningen af april, men i en foranmeldelse i avisen The Sunday Times skriver Bryan Appleyard, at den "fortjener at blive den mest indflydelsesrige i sin tid."
Bates projekt er at genrejse poesien, fordi alle kulturer har brug for poesi, og den rummer det eneste sprog, der kan give det moderne vestlige menneske en fornemmelse af at høre hjemme på jorden.
Efter at postmodernistiske, postkoloniale, poststrukturalistiske, feministiske og forskellige marxistiske læsninger af litteraturen har hersket på universiteterne i de sidste tyve-tredive år, slår Jonathan Bate til lyd for en 'økopoetik'.
"Jeg er af en anden mening end de aktuelle ortodoksier. Kritikken har været fuldstændig lukket ind i akademiet og er meget jargonfyldt. Jeg ønsker at komme væk fra enhver ide om kulturel determinisme i form af ideologi, race og nationsfølelse, og væk fra de frygtindgydende ideer af folk som Richard Dawkins, der mener, at alt er biologisk determineret. Det er to lukkede systemer, og jeg er totalt modstander af dem begge. Jeg ønsker at vise, at i poesien kan vi se et komplekst samspil mellem kultur, natur og kunstnerisk kreativitet."

Afviser Internettet
Sådan skriver den 41-årige Bate, der åbent bekender, at han ikke turde fremføre sine synspunkter offentligt, førend han var tilstrækkelig anerkendt. Det blev han efter sin meget roste bog The Genius of Shakespeare, og den gav ham mod til at skrive 'naturens sang'. Bate beundrer forfattere som William Wordsworth, John Keats og Seamus Heamus og længes tilbage til de bedste sider af det 19. århundredes romantik.
Som romantikerne er vi i dag konfronteret med voldsomme teknologiske forandringer, og Bate vælger at tage romantikken i hånden:
"Det økologiske standpunkt er ultimativt set spirituelt. Religion er en trosstruktur og en måde at leve på, som anser verden og livet for at være mere end materielle ting. Jeg tror ikke, at det er et tilfælde, at marginaliseringen af kristendommen i fejringen af årtusindet gik side om side med en besættelse af Internettet. Internettet er den ultimative instrumentalisering af sproget og fjerner forankringen i en følelse af at leve på et sted," skriver Bate.
Jeg tvivler på, at han har ret i sin hårde afvisning af Internettet. Dens hastigt florerende netværk af kommunikation behøver ikke at være i modsætning til den økopoetik, som Bate længes efter at få rejst. Faktisk er Jonathan Bate i sin tænkning meget beslægtet med en af netværkssoftwarens fremmeste udviklere, Bill Joy. Det er ikke Internettet, men teknologiens almagtsforestillinger, der burde bekymre de to hædersmænd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her