Læsetid: 3 min.

Har Nora levet forgæves?

12. april 2000

Nikoline Werdelins forestilling 'Den Blinde Maler' handler om kunst og kærlighed. Hovedpersonen er en mand uden nuancer. Men kvinderne ligger for hans fod

Teater
Igen en kunstner i druk og krise. Moderne dansk teater handler sjældent om andet.
Denne gang er hovedpersonen en maler af stort
format. Det forhindrer ham ikke i at være en sut og et bæst. Ifølge dansk dramatik flyder sprutten i kunstnerkredse, og ondskaben florerer.
Malerens kone forlader ham. Det forstår man godt. Ubegribeligt er det til gengæld, at hun vender tilbage og beder så mindeligt om at få lov til at blive. Ufatteligt er det også, at en anden kvinde forlader mand og barn for at leve sammen med ham - efter at han har fortalt hende, hvor ufatteligt grim og ækel, han synes, hun er. En tredje kvinde, som han ikke vil noget med - andet end at bolle hende bagfra - afliver sine elskede katte af hensyn til hans allergi. I håb om at få en mand i sit liv.
Et enkelt krybende, underdanigt fruentimmer i en teaterforestilling - det kunne være troværdigt nok. De findes. Men hele tre, der i tur og orden lader sig kyle hen ad gulvet eller ud af døren, det er lige i overkanten. Håber jeg. Ellers står det værre til med kvinders selvagtelse, end det gjorde på Ibsens tid. Nora kunne da selv finde døren - og finde ud af at lukke den efter sig. Og det falder mig svært at tro, at hun senere vendte tilbage og tiggede om tæsk - sådan som malerens hustru gør.

Ægte ømhed
Det varer meget længe, før en af de kuede damer gennemskuer manden og siger, som slutreplik: "Du har talent for at elske dig selv. Du har talent for kunsten. Men du har ikke talent for kærligheden."
At det netop er sådan, det er fat med manden - det ved man som tilskuer fra første replik. Det er ikke en person, der udvikler sig, eller afslører sig, gennem et dramatisk forløb. Nikoline Werdelin har talent for skarpe replikker. De fyger over scenen som knive og barberblade. Der er noget af stemningen fra hendes 80'er-tegneserie Café i dette stykke. Den samme distance. Den samme foragt for personerne. Den varme medfølelse, som har fundet udtryk i den senere stribe Homo Metropolis, viser sig ikke her.
Som dramatiker er Nikoline Werdelin stadig på Café-stadiet: Humoren er kold og spids som den geometriske, sort-hvide scenografi. Hovedpersonen er et dumt svin og intet andet. Jens Zacho Böye forsvarer sin rolle så godt, han kan. Han prøver virkelig at få et menneske ud af den. Men han har alle odds imod sig: Forfatteren har skabt sin hovedperson med færrest tænkelige nuancer.
Kun et kort øjeblik viser der sig en sprække i malerens kyniske karakter. Det er til gengæld så smukt, at man alligevel fatter håb for Werdelins fremtid som dramatiker. Det er, da den kræftsyge Helga beder ham kysse hende der, hvor hendes bryst engang var. Og han gør det med ægte ømhed. I et par minutter får han lov at vise, at han har andet i sig end had og selvynk.
Men resten af tiden drikker han, flæber og sparker kvinder omkuld, mens han jamrer over, at han ikke kan holde andre ud - og ikke kan klare at være alene. Hvordan kan man tro på hans storhed som kunstner, når han knap får lov at vise sig som et menneske? Hvordan kan man tro, at hele tre kvinder ønsker at ofre alt for sådan et røvhul?
Det er en meget misantropisk historie om kønskamp og kunstnersind, Nikoline Werdelin har skabt. Men er den sand?

*Aarhus Teater Studio: Den Blinde Maler. Af Nikoline Werdelin. Iscen.: Inger Eilersen. Scen.: Jesper Corneliussen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu