Nordmændene ser ikke landets miljøproblemer for bare dybblå fjorde. Men Norge er en dårligere miljøvogter end mange lande i Sydeuropa, siger den norske miljøforsker John Hille
Mandagssamtale
Billedet af Norge som det store, grønne broderland med fod på miljøet er krakeleret. Brundtlandet Norge er et glansbillede, der dækker over en anden og mere nuanceret virkelighed, hvor bæredygtighed og miljø har trange kår.
Ser man nemlig på Norges indsats for miljøet, så kommer landet ind som nummer sjok i sammenligning med ni vestlige industrilande, kun undergået af USA. I toppen af miljøhitlisten ligger Sverige, Danmark og Tyskland.
"Det skyldes blandt andet, at man har været langt mere optaget af miljøproblemer i Sverige og Danmark end i Norge," siger John Hille, som er manden bag en omfattende undersøgelse af, hvordan det går med bæredygtigheden i en række vestlige industrilande.
John Hille har i en årrække arbejdet for den norske miljøorganisation Fremtiden i våre hender, som har udgivet rapporten Norge nær miljøbunnen i 1995 og en opdateret udgave, som udkom sidste år.
I dag er John Hille ansat som fagchef i den selvejende institution Idébanken, som kortlægger eksempler på bæredygtig praksis. Information har talt med den norske miljøforsker under hans besøg i København.
møder modstand
Ikke alle har været lige glade for John Hilles konklusioner. Således karakteriserede Gro Harlem Brundtland under en tv-debat i 1995 Hilles første rapport som "noget af det værste, jeg har set."
Brundtland mente, at et land som Frankrig, der har satset på atomkraft, umuligt kan være mere bæredygtigt end Norge. Eller hvad med Italien, som ikke ligefrem har ry for at være et foregangsland på miljøområdet?
"Men når man gør det samlede regnskab op over landenes miljøbæredygtighed, kommer man frem til, at eksempelvis den italienske eller franske livsstil forbruger mindre af klodens økologiske rum end den norske," siger John Hille.
Det økologiske rum er et mål for de mængder af energi, vand, jord, ikke-fornybare råstoffer og træ, som jordens befolkning kan bruge, hvis udviklingen skal være bæredygtig.
Som forklaring på, at Norge får dumpekarakter, nævner John Hille, at nordmændene ofte oplever miljøproblemerne som lidt fjerne.
"Vi har vældig meget plads, meget vand, meget såkaldt ren energi i form af vandkraft, og så optager landbruget kun tre procent af arealet i Norge."
Det lille landbrugsareal betyder, at hvad landmændene gør på de tre procent har forholdsvis lille indflydelse på grundvandet, overfladevandet og den biologiske mangfoldighed i Norge som helhed. Derfor kan nordmændene, når de kigger ud af vinduet, ikke se miljøproblemerne for bare dybblå fjorde, birkeskove og fjelde med blinkende søer.
Bagsiden af medaljen
Men det er et andet og mindre idyllisk billede, John Hille tegner af hjemlandet. Han bruger såkaldte miljøindikatorer til at vurdere et lands bæredygtighed. Indikatorerne kan være alt fra forbrug af udtømmelige ressourcer som metaller, olie og gas til, hvilke mål landene har sat sig for at reducere udslip af drivhusgasser. Det ser skidt ud for Norge på transportområdet. I intet andet af de undersøgte lande stiger godstransporten så meget som i Norge. Nordmændene flyver også mere, bruger mere stål og kunstgødning, producerer mere kommunalt affald, laver flere veje, har ringere mål for nedbringelse af drivhusgasser og genbruger mindre, end godt er.
"Vi er også præget af, at vi i Norge har en udenrigsøkonomi, som er bundet til, at andre lande opretholder et højt ressourceforbrug," siger John Hille.
Årsagen er ikke mindst
olien ude i Nordsøen. Den norske stat er dybt involveret i udvindingen af olie, som er Norges vigtigste eksportvare.
Olieselskabet Statoil er statsejet, og Hydro er halvt statsejet. Hydro er i tillæg den vigtigste producent af aluminium, og udvindingen af dette metal sluger store mængder energi.
Interesse i højt forbrug
Disse forhold gør ifølge John Hille, at de tunge aktører i norsk erhvervsliv er særdeles optagede af, at energi ikke skal koste noget. Ligesom de har interesse i, at verden har et højt forbrug af naturressourcer som olie, træ, aluminium og zink.
"Det er da også velkendt, at direktørerne i de pågældende virksomheder har deres gang i korridorerne i Stortinget og i ministerierne i Norge, og det præger norsk miljø- og ressourcepolitik."
I marts i år skete der paradoksalt nok det, at regeringen i det meget lidt miljøbevidste land blev tvunget fra magten netop i et miljøspørgsmål. Den kristelige statsminister valgte at gå, da Stortinget ville pålægge regeringen at bygge gaskraftværker.
"Spørgsmålet gjaldt, hvordan vi kunne skaffe endnu mere elektricitet i landet, der bruger mest el pr. indbygger i verden. I den debat var spørgsmålet om, hvordan vi kan nedsætte el-forbruget praktisk taget totalt fraværende," siger John Hille.
Statsminister Kjell Magne Bondevik og hans regering blev væltet, fordi de ikke ønskede at bygge gaskraftværker. De mente ikke, at den nuværende teknologi er tilstrækkelig miljømæssig sikker.
I dag er det den tidligere olieminister, Jens Stoltenberg fra Arbeiderpartiet, som leder landet, og styrer imod en udbygning med gasfyrede kraftværker.
Tegn på fremskridt
Det er dog ikke første gang, at det norske socialdemokrati vælger vækst i stedet for bæredygtighed. John Hille finder det f.eks. lidt ironisk, at der i Danmark findes Brundtland-byer - byer, som har vedtaget, at man skal halvere energiforbruget.
Hilles syn på Gro Harlem Brundtland, som tidligere ledede det norske socialdemokrati, Arbeiderpartiet, er mildt sagt noget blandede.
"I Norge har vi den erfaring, at tre måneder efter, at Brundtland-kommissionen under FN i 1987 udgav sin rapport Vor fælles fremtid, så fremlagde regeringen Brundtland i Norge en hensigt om at forøge Norges energiproduktion med 30 procent frem til år 2000," siger John Hille.
Men der er tegn på, at man enkelte steder i Norge er begyndt at tage tankerne om bæredygtig udvikling til sig. Der er faktisk kommet en norsk Brundtland-by i Grong, som er venskabsby med Toftlunde i Danmark, som i en årrække har arbejdet ud fra intentionerne i Brundtlandrapporten. Og enkelte kommuner har været på studietur til Albertslund i Danmark for at studere, hvad økologisk råderum er, og hvordan man bruger begrebet i praksis.
Det kan virke lidt besynderligt, at Norge må søge til Danmark for at lære om økologisk råderum, og om hvordan man måler ressourceforbrug. Tilbage i 1970'erne var Norge nemlig et af de første lande, hvor man overhovedet gjorde sig tanker om ressourceregnskab. Man så på en egentlig ressourcebudgettering med henblik på, at regeringen skulle fremlægge langtidsplaner for, hvordan man kunne forvalte ressourcerne på en forsvarlig måde.
Man målte, hvor stor væksten var i f.eks. skovarealer og fiskebestande. Og derefter var det så meningen, at man skulle fastlægge, hvor meget det ville være forsvarligt at bruge i den kommende planlægningsperiode.
"Der var dengang, i den borgerlige Willoch-regering, et lille tilløb til at lave en form for ressourcebudgettering. Men derefter gik det hele i glemmebogen. Nemlig da en statsminister ved navn Gro Harlem Brundtland overtog magten. Man skulle tro, at hun ville give ideerne et skub fremad, men sådan gik det ikke," slutter John Hille.
Fakta - Italiensk livsstil er mere bæredygtig
Norge er overraskende nok mindre bæredygtigt end eksempelvis Italien. Miljøforsker John Hille laver følgende regnestykke: Italienerne bruger mindre end halvt så meget energi som nordmændene, og forskellen kan langt fra alene forklares med forskellen i klima. Italienerne rejser mindre med fly, forbruger mindre stål og langt mindre tømmer og spiser mindre kød end europæerne i nord. Og nok er italienerne dårligere til at sortere affaldet, de producerer til gengæld mindre af det. Italien har også, i lighed med Norge, valgt atomkraften fra. De sydeuropæiske bønder bruger mindre kunstgødning (men flere sprøjtegifte), og flere italienske landmænd end norske har lagt om til økologisk landbrug. Og endelig er Italiens CO2-udslip pr. indbygger mindre end Norges. Samlet set er den italienske livsstil derfor, ifølge John Hille, mere bæredygtig end den norske.
