Læsetid: 2 min.

Nul magt til Danmark i euro-bank

12. april 2000

Kun mindretal af euro-lande med i top af euro-bank, lyder forslag

Bank-rådet
Mens de danske vælgere skal tage stilling til Danmarks medlemskab af den økonomiske og monetære union, så er det ikke sikkert, at Danmark kan få en plads i styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank.
Sådan lyder indholdet i et forslag fra Tyskland og Frankrig. De to lande frygter, at rådet ikke kan træffe beslutninger, når 12 lande fra Østeuropa på et tidspunkt bliver medlem. På det tidspunkt kan rådet bestå af mere end 30 medlemmer.
I dag er alle 11 euro-lande repræsenteret i bankens styrelsesråd, der er bankens besluttende myndighed. Her fastlægges rentesatsen og den pengepolitiske målsætning for euro-land.
"Beslutningsprocessen fungerer udmærket. Men når de østeuropæiske lande bliver medlem af den økonomiske og monetære union, kan det blive helt uoverskueligt. Så skal beslutningerne tages af en gruppe på op til 25 repræsentanter for alle landene. Det kommer ikke til at fungere," siger Daniel Gros, der er direktør for tænketanken CEPS, Center for European Political Studies i Bruxelles.
Daniel Gros har på vegne af CEPS fremsat et forslag om, at bankens styrelsesråd efter udvidelsen af EU med de østeuropæiske lande frem over kun skal bestå af ni repræsentanter. Alle medlemslande bliver så efter tur repræsenteret på en af de nu ni pladser.
Frankrig og Tyskland overvejer en model, der skal sikre de to store lande en fast plads i styrelsesrådet, mens de mindre lande så efter tur kan blive repræsenteret.

Farligt forslag
Netop det forslag tager Daniel Gros stærkt afstand fra.
"Det er meget farligt, hvis enkelte store lande får en fast plads i Styrelsesrådet. Det ville give de store lande indtryk af, at centralbanken skal føre en politik i overensstemmelse med deres behov og ikke i overensstemmelse med alle landenes behov," siger Daniel Gros.
Den finske avis Helsingin Sanomat citerer en højtstående finsk embedsmand for at sige, at forslaget ikke fremsættes, fordi det vil genere EU-tilhængerne i den danske folkeafstemning.
En kilde i EU's Ministerråd afviser dog over for Information udlægningen i den finske avis. Den danske folkeafstemning har ikke en så afgørende betydning, siger kilden. Forslaget fremsættes ikke endnu, fordi Euro-landene ikke vil lave om på reglerne for banken, før den opfattes som veletableret på verdens børsmarkeder.
Sammensætningen af bankens styrelsesråd er beskrevet i Maastricht-traktaten. Den kan kun ændres, hvis alle lande er enige om det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her