Læsetid: 6 min.

Det nye mandighedsideal og den omvendte anorexi

14. april 2000

Overtager den maskuline krop i frigørelsens hellige navn de moderne feminine skavanker?

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION

Kropskultur
Hvad sker der med vores selvopfattelse med vores identitet og kropsopfattelse i en kultur, hvor det er de kommercielle visuelle mediers idealer og normer, som gradvist er ved at sætte standarden for, hvad der er normalt.
I USA er operative indgreb for at få større bryster i dag det mest almindelige kosmetisk kirurgiske indgreb overhovedet, det skyldes selvfølgelig ikke, at kvinderne, der i almindelighed er heftigt forfængelige væsner, indbyrdes konkurrerer på kropsidealer og først er tilfredse, når de har hollywoodstjernernes idealmål inden for rækkevidde. Nej, de fleste af dem vil ganske enkelt bare være helt normale, tage sig ganske normale ud i en kultur, hvor normaliteten er ved at undergå voldsomme forandringer, fordi det nu er kirurger, skuespillere, modeller og mediæstetikken, der definerer den nye normalitet.

Otte millioner ofre
Prisen er velkendt. Otte millioner amerikanske kvinder lider i dag af spiseforstyrrelser, som i forskellige grader er blevet normen blandt de kvinder. Det er i dag en del af den normale feminine selvopfattelse. Det er en del af den kvindelige hverdagsbevidsthed at opfatte sig som for tyk og at drømme om eller arbejde på at blive slankere.
Kløften mellem selvet og de kulturelle billeder er ved at blive uoverstigelig. Vi vurderer, vi måler os ikke længere i forhold til hinanden, men i forhold til kunstige ikoner, kødeliggjorte fantasier.
Sådan lyder et afhovedargumenterne i den amerikanske kulturteoretiker Susan Bordos bog om den maskuline krop. Bordo gennemanalyserede i 1993 problematikken omkring kvindernes kropslighed og selvopfattelse i bogen med den fremragende titel Unbearable Weight.
Hendes nye bog er læsning af den maskuline krops forandringsprocesser gennem de sidste 50 år. Synsvinklen er på en gang subjektiv, feminin og samtidig kulturanalytisk. Bordo gennemskriver på en gang sin egen livshistoriske omgang med den maskuline krop, fremstiller uden krukkeri sine egne kropsfascinationer, og fortæller samtidig med film og reklamer som eksempler historien om den maskuline krops forandringer fra 50'erne og frem til i dag.
Fortæller om sine egne første tidlige oplevelser af den maskuline krop, når den blev martret og pint i Hollywoods store bibelfortællinger i 50'erne.

Den nye maskulinitet
For nylig kunne man i en kommentar i Weekendavisen læse, at mænd ikke jamrer over, at de får komplekser på grund af andre mænds veltrimmede kropslige fremtræden. Men skal man tro Bordos analyse af forholdene i USA, så varer det nok ikke længe, før vi også herhjemme begynder at få stillet diagnosen muskeldysmorfi eller bigorexia, som er den kliniske betegnelse for en slags omvendt anorexi. Altså mænd som på trods af, at de tilbringer det meste af deres fritid i fitnesscenterets maskinpark, bliver ved med at opfatte deres muskler som for små.
Bordo refererer til undersøgelser, der viser, at 90 procent af de mandlige studerende mener, at deres muskler ikke er store og velproportionerede nok. Plastickirurgien tilbyder i dag brystimplantater til mænd, så deres brystmuskulatur kan fremtræde mere veldefineret og skulpturel.
Flere og flere mænd får psykiske lidelser på grund af vrangforestillingerne om deres eget kropsbillede. Resultatet er fitnessjunkier og omkring én million amerikanske mænd, som i dag lider af spiseforstyrrelser. Det handler nemlig ikke kun om en krop, der skal se godt ud, men om en krop, der får en til at føle sig sikker, respekteret, og som viser, at man har magt over tingene.

Kamp mellem mænd
Men de kødeliggjorte fantasier stikker dybere. Bordo refererer til amerikanske undersøgelser, der viser, at unge collegefyre i dag, uanset hvordan de rent faktisk er udrustet, som tendens mener, at deres penis er for lille. Pornobranchen og sexmagasiners annoncesektioner, hvor man finder ugens tilbud som f.eks. "11 inch cock looking for beautiful blonde female" eller "7 inch hard thick cock. I stay hard all night and I know I can take care of you" er begyndt at øve sin indflydelse.
Den kirurgiske industri er i gang, og parallellen til de kirurgiske brystoperationer griber om sig, og begrundelsen er også her kropslige vrangforestillinger og konkurrence mænd indbyrdes.
Begrundelsen for indgrebet er selvfølgelig altid, at man vil have den gjort større, så man kan træde frem som en rigtig mand, så man kan være bekendt at vise sig frem for andre mænd. Det handler nemlig ikke primært om at tilfredsstille kvinder, men om at vise sig frem, at konkurrere med andre mænd, demonstrere sin mandighed og magt over for andre mænd. Plastikkirurgerne er hurtige til at opfange signalerne og taler om "brusebadsyndromet" eller "omklædningsrumsfobi".
Penisforlængelse er vejen til mere selvsikkerhed, og social autoritet et tegn på kulturel magt.

Forbrugskultur
Bordo refererer til en undersøgelse, hvor man har spurgt mænd, hvad de ville foretrække: 1) at være 160 høj og udstyret med 7 tommer eller 2) 185 høj og udstyret med 2 tommer. 63 procent af de adspurgte foretrækker at være udstyret med de syv tommer. Den muskuløse krop og det forlængede organ skal således ikke bruges funktionelt, men har først og fremmest kulturel betydning.
Bordo polemiserer mod den opfattelse, at denne feminisering af mændene skyldes ligestillingen, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet og nu ikke længere stiller sig tilfreds med et økonomisk skaffedyr, men vil have attraktive og smukke mænd. Hendes egen forklaringsmodel, som hun argumenterer for med analyser af blandt andet en lang række reklamekampagner er, at det er konsumkapitalismen, som har fundet de nye ekspansionsmuligheder hos mændene.
Calvin Klein viste os de første overordentlig veludrustede mænd med veldefinerede og stålsatte muskler i hans reklamekampagner for underbukser. Senere rykkede så kosmetikindustrien, fitnessbranchen og kirurgien ind på scenen med deres tilbud, og så handler det jo samtidig om nogle af de første målrettede forsøg på at få fat i de meget store markedsandele, der ligger hvis man kan ramme de homoseksuelle forbrugere.

Dobbeltbinding
Bordo fremstiller også i et par kortere analyser en række af de kulturelle dobbeltbindinger, som den maskuline kropslighed og seksualitet er fanget i. På den ene side en sportsverden, som fremelsker de omvandrende maskuline testosteronbomber, og tilbeder den utæmmelige og dæmoniske maskuline aggressivitet. Den maskuline krop, som eksploderer i sin ubændighed, og som hæmningsløst tilintetgør sine modstandere, men som samtidig skal deltage i en kultur, hvor femininiteten i stigende grad erotiseres, og hvor man pludselig er kriminel, hvis man på denne anden scene ikke forstår at tage et nej for et nej.
Bordo bruger her blandt andre O.J. Simpson og Mike Tyson som eksempler, og hun konstaterer tørt, at professionelle boksere, basketballspillere og fodboldspillere langt langt hyppigere anklages for voldtægt og vandalisme end andre grupper af økonomiske og succesfulde mænd.
Det er kulturer, hvor fotomodellerne bliver stadig yngre, og hvor modebranchen og underholdningsindustrien i stigende grad næsten hæmningsløst erotiserer ganske unge piger, samtidig med at der samfundsmæssigt iværksættes kampagner for at beskytte mod seksuelt misbrug af børn.
Så sent som i 1995 måtte Calvin Klein trække en reklamekampagne tilbage, fordi den åbenlyst spillede på den voksnes manipulationer med det troskyldige barn.
Bordo gennemfører gennem hele bogen en indædt kritik af de mange biologiske, genetiske og evolutionære teorier, som specielt i USA har været i omløb gennem de seneste år, og som især lanceres af magasinpressen og den specielle talk-show offentlighed. Insisterer på, at det er et kulturelt felt, men netop derfor savner man et mere sammenhængende teoretisk bud på en kulturteori, som lidt mere sammenhængende end blot henvisningerne til konsumkapitalens udbytning af den moderne sanselighed kan gøre rede forde subjektive omkostninger ved den kulturelle moderniseringsproces.

*Susan Bordo: The Male Body Farrar, 358 s. 25,50 USD, Straus and Giroux

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu