Udefra
En diplomatisk krise mellem Sverige og USA - det var resultatet, efter at den daværende svenske statsminister, Olof Palme, den 23. december 1972 kaldte de amerikanske bombninger af Nordvietnam en udåd og sammenlignede dem med det, der skete i Treblinka.
Det amerikanske udenrigsministerium meddelte bl.a., at dets chargé d'affaires i Stockholm, som da var i USA, ikke ville vende tilbage til Sverige i den nærmeste fremtid.
Siden sommeren 1972 havde USA ikke haft en ambassadør i Stockholm.
Nogle dage forinden Olof Palmes udtalelser havde også den daværende danske statsminister, Anker Jørgensen, fordømt USA:
"Den danske regering må, ligesom ved gentagne tidligere lejligheder udtale sin fordømmelse af bombardementerne af Nordvietnam og give udtryk for den opfattelse, at problemerne i Vietnam alene kan løses ved fredelige midler," hed det i en udtalelse fra regeringen.
Siden erklærede den daværende socialdemokrat og senere stifter af Centrumdemokraterne, Erhard Jacobsen, at han ikke var påvirket af bombardementerne, og han fastholdt en tidligere udtalelse om "Nordvietnams beskidte krig."
Men Palmes tale banede vej for, at de efterfølgende års protester mod amerikanernes krig i Vietnam ikke kun lød i gaderne, men også i magtens korridorer. Palme sagde:
Hanoi, julen 1972
Det er ting, som man skal kalde ved deres rette navn. Og det, der lige nu foregår i Vietnam, er en form for tortur.
Der findes ingen militære motiver for bombardementerne. Militære talsmænd i Saigon har benægtet, at der foregår en nordvietnamesisk mobilisering.
De kan ikke med nogen rimelighed henføres til vietnamesernes genstridighed ved forhandlingsbordet. Modstanden mod oktoberaftalen i Paris kommer - som New York Times påpeger - først og fremmest fra præsident Thieu i Saigon.
Det, man gør, er at pine mennesker, pine en nation for at ydmyge den og for at tvinge den til at underkaste sig magtens sprog.
Derfor er bombardementerne en udåd.
Dem findes der mange af i moderne tid.
De forbindes ofte med navne. Guernica, Oradour, Barbij Jar, Katyn, Lidice, Sharpeville og Treblinka.
Volden har triumferet. Men eftertidens dom er faldet hårdt over dem, der har båret ansvaret.
Nu findes der endnu et navn at føje til rækken.
Hanoi - julen 1972
Tale af Olof Palme den 23. december 1972 under de amerikanske bombardementer af Hanoi.
Hr. Præsident
Hr. Præsident, lad mig komme med nogle personlige bemærkninger til Deres erklæring.
Denne juleaften føler jeg den dybeste fortvivlelse over de menneskelige lidelser, der fortsætter i Vietnam.
Mange gange i fortiden har mennesker over hele verden rettet blikket mod De Forenede Stater for at hente moralsk styrke og ledelse i bestræbelserne for fred og for at beskytte grundliggende menneskelige værdier. Jeg står personligt i dyb taknemmelighedsgæld for den inspiration, som det amerikanske, demokratiske ideal har givet mig. Netop derfor har Vietnamkrigen - som den har udviklet sig - affødt dyb sorg og skuffelse. Følelser, som jeg deler med millioner af mennesker i Sverige og i andre lande. Sådanne reaktioner er særligt stærke hos ungdommen, og det medfører den risiko, at de unge mister troen på demokratiet og den demokratiske verden.
På denne dag, hvor mennesker samles for at udtrykke deres længsel efter fred, vil jeg med den dybeste alvor anmode til De Forenede Staters præsident at standse disse bombardementer, der forårsager så stor lidelse og ødelæggelse og i stedet arbejde hårdere på at finde en forhandlingsløsning, som sikrer vietnameserne retten til at forme deres egen fremtid.
Efter udtalelsen den 23. december reagerede den amerikanske regering, der betegnede Palmes ord som en grov forhånelse. På den baggrund sendte Palme dette personlige budskab til præsident Nixon.
