Radio og tv
Jeg har flere gange villet skrive det, men jeg er kommet fra det. Nu skal det være: Den grimmeste lyd, der kommer ud af samtlige de lyd- og billedbærende medier, jeg har adgang til, er den larm, der indleder, afslutter og adskiller de enkelte afsnit i DR-programmet Deadline.
Programmet i sig selv hører til mine favoritter, selv om det ifølge sagens natur må være svingende både i kvalitet og retten til opmærksomhed. Men fanfaren, eller hvad fanden man nu skal kalde den, er så ubehagelig en lyd, at overværelse af programmet i hvert fald for mig stiller krav om den ekstra indsats, det er at slå lyden fra og til i de rette øjeblikke.
Kunne en eller anden behjertet sjæl ude i Gyngemosen dog ikke henlede den eller de rette ansvarliges opmærksomhed på, at trods tvivlen om, hvad public-service-opgaven egentlig går ud på, så er det næppe at genere seerne mest muligt.
Alt kan jo ikke være lige godt - eller lige skidt. Men hvordan kan det dog være at programmet Udefra er så godt, når programmet Indefra er så dårligt? Jeg mindes ikke at have set en dårlig udsendelse, som Tyge Pedersen har stået for. Det er sagligt, det er nøgternt, det er informativt. Måske en anelse lidenskabsløst, men det er vel netop forudsætningen for sagligheden.
Udsendelsen Ondt blod mindede os for eksempel på ubønhørlig vis om, hvor dybt hadet har rod i befolkningen i det, der engang hed Jugoslavien.
Og dog, for samtidig viste udsendelsen os billeder af en dagligdag, hvor nogle civile serbere, der efter brutalt at være jaget bort, nu er vendt hjem til deres landsby. Her aflægger de noget, der nærmest ligner høflighedsvisit, i deres gamle hjem, mens de pænt venter på at de kroater, der er flyttet ind der, kan flytte ud igen, så snart der er bygget huse til dem. En civiliseret opførsel, man ellers ikke har set meget til på de kanter.
Jeg tror, jeg hørte i indledningen af Indefra, at dette ville være den sidste udsendelse i rækken. Gid det var så vel. De to journalister, Christian Schou og Klaus Bundgaard Poulsen, er sikkert flinke folk, alt for flinke. Efter min mening har de tabt en god idé på gulvet. At være indenfor i Folketinget og fortælle derfra er jo mange journalisters speciale. Men ikke de to benævntes. Da de endelig efter megen stræben - og det skulle åbenbart i sig selv være en del af historien over adskillige udsendelser - kom på tremandshånd med statsministeren, havde de ikke andet at spørge ham om end, hvordan det føles at have magt, om han nød udsigten fra sit kontor hver dag, om han følte, at han havde en næse, og hvordan det var at fyre og ansætte ministre.
Man synes jo nok, man kunne finde på noget andet at spørge den gode statsminister om, hvis man havde fået ham ned i en lænestol og havde ham for sig selv en halv times tid. Men det må blive en anden gang.
Det er ikke mit gebet at have mening om den rullende tv-serie Edderkoppen. Om det er godt eller skidt henhører under de professionelle smagsdommeres resort. Men jeg kan ikke dy mig for at lufte en undren: Findes der ingen grænser for, hvor langt man kan gå i offentlig tilsvining af andre mennesker, in caso en forbryder, der har udstået sin straf? Han har vel også visse menneskerettigheder, herunder til privatlivets fred. Eller hvad?
På den ene side bedyrer DR, at der her er tale om ren fiktion. På den anden side hævder man, at dette er baseret på virkelige hændelser. Og for at understrege det sidste, undsender man det ene program efter det andet, der repeterer den kriminalsag fra 1948-50, der er udgangspunktet for det hele. Man kalder serien Edderkoppen, der for alle indviede er, og for nyindviede bliver, synonym for Svend Aage Hasselstrøm.
For at mildne lidt på det kalder man hans alter ego i tv-serien for Svend Aage Hjalmar. Men ingen kan være i tvivl om, hvem der sigtes til. En mand, som efter udstået straf levede 40 år uden dadel og i anonymitet til sin død for kun fire år siden.
Denne mand knytter man nu sammen med alt, hvad der foregik af mord og bestialske likvideringer i hans funktionsperiode som gangster, som om al kriminalitet i perioden var knyttet til hans person. Og det til trods for, at samme Svend Aage Hasselstrøm aldrig blev anklaget endsige dømt for mord eller for at have ladet nogen myrde.
Nu dømmer den moderne folkedomstol - tv - ham, og i millioner af seeres opfattelse vil denne mand for al fremtid være en morder.
PFA sagen kaldes den største svindelsag i Danmark siden Alberti. Vi ved, at Rasmus Trads vil blive dømt, for han har erkendt sig skyldig. Vi ved ikke, hvilken skæbne hans medanklagede i sagen Kurt Thorsen vil få.
Det er en spændende affære, oplagt for dramatisering. Jeg ser allerede scenen med de to mænd, endnu venner, i en bil nær kajen i Tuborg Havn en tidlig morgen. Trads græder. Thorsen trøster. For at peppe dramatiseringen lidt op, driver et par ansigtsløse lig forbi ude i havnen under musikledsagelse, mens de to uheldige helte i bilen bliver gjort til bagmænd for de sidstre tre års uopklarede mord i Danmark. Ja, selvfølgelig kun hvis Thorsen også bliver dømt.
Historien bliver ikke dårligere, hvis han bliver frifundet, men så bliver Trads gjort til enebagmand for mordene. Man kan jo kun svine en person til, der har fået en dom. Problemet er måske, at både Trads og Thorsen er højst nulevende, men det kan der jo nok findes en løsning på.
Så altså: Værsgo, DR, til fri afbenyttelse.
