Læsetid: 4 min.

Oprør mod de gamle partier

19. april 2000

I Karup er man enige om, at en stor del af forklaringen på Dansk Folkepartis succes hedder Christian H. Hansen. Men er han opportunist eller en moderne politiker, der holder tæt kontakt med folket?
Lokalpolitikeren
Spørger man Jens Erik Olsen, redaktør på Uge-Avisen i Karup, om årsagen til Dansk Folkepartis succes i kommunen, lyder svaret først og fremmest: "Christian H. Hansen."
Og Jens Erik Olsen - der også lyder navnet Uge-Olsen - er ikke kendt for at lægge fingrene imellem.
På skranken i forkontoret, hvor hans kone Margit styrer telefoner, gæster og andet sekretærarbejde, står en granitblok med inskriptionen Victor.
En pris Ekstra Bladet har tildelt redaktøren for "sin kamp for ytringsfriheden". Uge-Olsen leverer noget så usædvanligt i distriktbladsgenren som kritisk journalistik - og den handler i høj grad om kommunalpolitik.
"Herude siger folk ikke bare Dansk Folkeparti. De siger Christian H. Hansen. Havde han ikke været på listen, havde partiet ikke fået så godt et kommunalvalg," siger Jens Erik Olsen.
Den 36-årige politiker, der startede sin karriere i Fremskridtspartiet og nu er viceborgmester i Karup samt medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, har ifølge Jens Erik Olsen skabt en moderne type lokalpolitiker.
Socialrådgiveren
Christian H. Hansen står for åbenhed over for borgerne i det lille samfund, hvor de gamle partier med Socialdemokratiet og Venstre i spidsen for det meste har ordnet kommunens sager bag lukkede døre på rådhuset, mener Uge-Olsen.
Desuden har den tidligere fotograf og salgskonsulent en evne til at tage den almindelige borgers problemer i dagligdagen alvorligt - endog sætte sit netværk af lokale kontakter i boligforeningernes bestyrelser o.l. i gang med at løse dem.
"Den almindelige borger kan ikke rigtig komme igennem til de gamle partier. Der er simpelthen ikke plads til de problemer, almindelige mennesker oplever i hverdagen. Dansk Folkeparti går i dialog med folk. Det er nærmest en slags socialrådgiverfunktion", siger Jens Erik Olsen.
"Det er muligt, at Christian ikke kan gøre noget ved det konkrete problem. Men han er altid villig til at undersøge en sag og ringer altid tilbage. Og hvis bare folk får fornemmelsen af, at de bliver lyttet til og taget alvorligt, så føler de, at de har haft en positiv debat."
Ofte afviser politikerne borgerne med en eller anden "tåget" forklaring på, hvorfor de ikke kan gøre noget, mener Jens Erik Olsen.
"Åbn op over for folk!. Erkend, at der er et problem!. Det kan politikerne ikke finde ud af. Hverken herude - hvor vi også kender skellet mellem eliten og underdanmark - eller landspolitisk. Kommunalpolitikerne vover kun snuden frem, når det handler om at mele deres egen kage," siger Jens Erik Olsen.
På den måde kommer de til at sidde og forsvare et system, som de i virkeligheden gerne selv ville være med til at lave om på, mener redaktøren.
Kører frihjul
Den tidligere borgmester i kommunen, Kjeld Merstrand (S), er enig i, at Christian H. Hansens person i høj grad har været medvirkende til Dansk Folkepartis position i kommunen.
"Mere end partiets egentlige politik," siger Kjeld Merstrand.
Han mener, at Christian H. Hansen er "rendyrket opportunist."
"Han kører frihjul i byrådet og vælger de populære synspunkter. I Socialdemokratiet kan vi i modsætning til Dansk Folkeparti komme ud for at få flertal for vores forslag. Derfor er vi mindre flyvske," siger den tidligere borgmester.
Christian H. Hansen særlige forhold til borgerne kender Merstrand ikke noget til. Han mener derimod, at viceborgmesterens kontakt til borgerne gennem den lokale presse, er det, der giver pote.
"Christian har været god til at udnytte medierne - også de lokale. Og han er altid godt inde i sagerne," medgiver Jens Erik Olsen.
Samarbejder med alle
Dansk Folkeparti er med i en konstitueringsaftale med de andre borgerlige partier. Men er også gået sammen med Socialdemokratiet om f.eks. at forhindre nedskæringer på ældreområdet.
"Jeg synes ikke, de går efter enkeltsager mere end de andre. Men derimod holder de sig til deres mærkesager uden dog at forsøge at køre dem i stilling hele tiden," siger Jens Erik Olsen.
Ifølge redaktøren, der har siddet på posten siden 1990, er det sjældent, at karupborgerne diskuterer flygtninge- og indvandrerpolitik, som ellers er en af Dansk Folkepartis mærkesager i landspolitikken.
"Men når jeg snakker med folk fra forskellige grupper, registrerer jeg en holdning, der drejer i retning af Dansk Folkepartis. Jeg hører tit, at 'nu har vi for mange, og hvad koster det med alle de udlændinge'", siger Jens Erik Olsen.
Christian H. Hansen diskuterer sjældent udlændingepolitik. Og på Christiansborg er landbrugs- og fødevarepolitikken, der hvor han ligger sit politiske arbejde.
Ifølge Christian H. Hansen selv forsøger han at gøre op med de partipolitiske magtkampe.
"F.eks. sender jeg ofte nye forslag på landbrugsområdet ud til en landmand, jeg kender, og spørger ham, 'hvilken effekt ville det her have på din gård.' Og det har ikke noget med fokusgrupper at gøre. Han er nemlig venstremand," siger Christian H. Hansen.
Dansk Folkeparti i Karup har trods succesen ét stort problem. Det hedder også Christian H. Hansen.
"Man har ikke udviklet partiapparatet så meget. Det betyder, at det meste er bundet op på den ene mand," siger Jens Erik Olsen.

Tidligere artikler i serien er bragt den 14., 15. og 18. april. Serien fortsætter.

Fakta - DF i Karup
*Kommunalvalg 1997: 15,5 pct. af stemmerne, hvilket gav to pladser i byrådet.
*Folketingsvalg 1998: 10,6 procent af stemmerne. Det betød en tredjeplads i Karup Kommune for Dansk Folkeparti efter Socialdemokratiet og Venstre. Christian H. Hansen opstillede i Ribe Amt.

Kilde: Indenrigsministeriet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu