Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

29. april 2000

Solmærke på museum
*Mærket med den smilende sol omgivet af ordene 'Atomkraft? Nej tak' blev skabt af et par OOA-aktivister i et køkken i Aarhus i 1975. Det blev siden trykt 35 mio. gange på badges, t-shirts mm. og er bl.a. blevet plantet på toppen af Mt. Everest. Nu kommer det verdensberømte mærke på Nationalmuseet i en miniudstilling om OOA

Over 12.000 fanger får amnesti
*Flere end 12.000 fanger blev lovet amnesti af den vietnamesiske præsident Tran Duc Luong, som på denne måde markerer 25-årsdagen for afslutningen af Vietnam-krigen, meddeltes det i går fra præsidentens kontor.
"I alt 12.264 fanger vil få gavn af amnestien," oplyste en talsmand for præsidenten.
Af dem er 29 udlændinge fra bl.a. Australien, Cambodja, Laos, Hong Kong, Singapore, Taiwan og USA, men det blev ikke oplyst, om der blandt de frigivne vil befinde sig politiske eller religiøse fanger. Dette var blevet antydet af de vietnamesiske myndigheder, men en formel erklæring er utænkelig, da Vietnam ikke vil indrømme at have taget politiske eller religiøse fanger.
Amnesty International offentliggjorde i 1998 en liste over mere end 40 politiske fanger med tilføjelsen, at tallet kunne være højere. En menneskerettighedsrapport fra USA har sat tallet til mellem 100-150 personer. Blandt dem er buddhistiske munke, katolske præster og etniske Hmong-demonstranter.
Præsidentens talsmand affærdigede i går spørgsmål til rapporten fra USA med udtalelsen, "Vietnam er ikke en menneskerettighedssag, så vi er ret ligeglade med USA's rapport om menneskerettigheder."

Oprør i Dansk Folkeparti
*Dele af baglandet i Dansk Folkeparti gør nu oprør mod Pia Kjærsgaards topstyring af partiet, som ellers er stormet frem i meningsmålingerne og på kort tid næsten har fordoblet sit medlemstal.
To amtsformænd, en byrådsgruppe på tre medlemmer og en hel partibestyrelse har vendt DF ryggen i protest mod håndfast centralisme, skriver Berlingske Tidende.
Dansk Folkepartis næstformand, Kristian Thulesen Dahl, afviser over for ritzau, at udmeldelserne skulle være udtryk for et generelt partioprør. "De eksempler, der har været, har rod i lokale konflikter. Og efter min mening er der ingen sammenhæng imellem dem eller noget mønster i forhold til hovedbestyrelsen eller ledelsen," siger Thulesen Dahl.

Irans sidste reformaviser lukket
nDe konservative kræfter i Iran har nu lukket de tre sidste reformvenlige aviser af i alt 17, skriver Politiken.
De sidste avislukninger omfatter bl.a. avisen Mosharekat, der udgives af præsident Khatamis bror og som er talerør for Irans populæreste parti, Islamic Iran Participation Front.

Hunzvi opfordrer til at indstille volden
nLederen af Zimbabwes krigsveteraner Chenjerai Hitler Hunzvi opfordrede i går sine tilhængere til at stoppe volden på de hvide jordejeres ejendomme.
Hunzvi sagde videre, at jordbesætterne vil forblive på den jord, de har besat, men ikke vil forstyrre arbejdet.
"Al vold skal stoppes. Veteranerne vil blive på ejendommene, men de vil ikke blande sig i arbejdet," sagde Hunzvi ved en pressekonference efter et møde med de kommercielle jordejeres forening CFU. Hunzvis udtalelser faldt på andendagen af de forhandlinger, der er kommet i stand mellem de såkaldte krigsveteraner og de hvide jordejere. Den britiske regering har tilbudt delvis finansiering af en jordreform, hvis volden standser, men forhandlingerne har endnu ikke båret frugt.

Enkelt sats for førtidspension
nFørtidspensionen skal forenkles, så den fremover kun tildeles efter en enkelt sats i stedet for de nuværende fire. Det er regeringens mål i de politiske forhandlinger om en reform.
Samtidig er Det Radikale Venstre venligt stemt over for et krav fra SF om, at førtidspensionen bliver den samme som dagpengesatsen, tilkendegiver den radikale socialordfører, Anders Samuelsen.
Dagpengesatsen på knap 150.000 kr. vil generelt indebære en indkomststigning for førtidspensionisterne, men ydelsesstørrelsen er stadig til forhandling, siger Samuelsen til ritzau. "Men det er et godt bud. Vi har hele tiden sagt, at satsen skal være anstændig," siger han.
Foruden en og samme førtidspensionssats har regeringen i forhandlingerne med oppositionen spillet ud med et forslag om at stramme tildelingskriterierne, således at man kun skal have en tredjedel af arbejdsevnen tilbage for at få førtidspension uden at blive modkrævet en arbejdsydelse.

Sanders langer ud efter politiet
nAdvokat Henrik Sanders langede i går i Københavns Byret ud efter politiets efterforskning i PFA-sagen. Sanders, der er den ene af entreprenør Kurt Thorsens to forsvarere, mener ikke, at politiet har ført en uvildig efterforskning i forbindelsen med sagen mod hans klient.
"Der er sket graverende fejl under politiets efterforskning. Fejl, der har været til skade for Kurt Thorsen," sagde advokaten.
Henrik Sanders gav mange eksempler på, at politiet i sin efterforskning ikke havde været objektive nok i sagen Kurt Thorsen. Begge Thorsens forsvarere, Sanders og Ebbe Mogensen, har i deres halvanden dag lange procedure nemlig gjort gældende, at Kurt Thorsen er uskyldig i både bedrageri og dokumentfalsk i sagen om de falske PFA-garantier.
Dommen i PFA-sagen falder den 14. juni, oplyste dommer Peter Lind Larsen i går.

Sikkert euro-ja på S-kongres
*Der vil blive afgivet et stensikkert ja til euroen, når Socialdemokratiet på søndag holder ekstraordinær kongres i Odense. Selv de mest forbitrede nej-sigere erkender på forhånd, at slaget er tabt, og at de godt 450 delegerede vil vedtage hovedbestyrelsens ja-udtalelse med massivt flertal.
Langt sværere bliver det bagefter, når partiets tillidsfolk skal overbevise de traditionelt EU-skeptiske partimedlemmer og vælgere op til folkeafstemningen den 28. september. For selv om vurderingen er, at partiets EU-positive side vokser, er der langt op i partitoppen tvivl om, hvorvidt det kan opveje den voksende skepsis blandt de borgerlige vælgere.

Militsmænd dræbt i det sydlige Libanon
*Adskillige medlemmer af Israels allierede Den Sydlibanesiske Hær, SLA blev dræbt eller såret i går, da militsmedlemmer blev angrebet af Hizbollah-partisaner i det sydlige Libanon, meddelte en israelsk militærkilde.
Kilden sagde, at tre blev såret i en bilbombe-eksplosion nær Aaramta-stillingen og yderligere tre blev begravet under ruinerne.
Det israelske militær havde tidligere sagt, at en israelsk soldat var blevet såret, da Hizbollah indledte et raket- og morterbombardement over den israelsk-besatte zone i det sydlige Libanon.

Bilismen bliver fordoblet
*Alt tyder på, at biltrafikken bliver ved med at stige, uanset hvor meget man forbedrer den kollektive trafik.
Det mener i hvert fald en gruppe forskere hos det rådgivende ingeniørfirma Cowi. De har undersøgt 23 faktorer, der bestemmer persontrafikkens omfang. Og de har fundet frem til at alle de 23 faktorer peger mod stigende privatbilisme. Ugebladet Ingeniøren har fået aktindsigt i den endnu ikke helt færdige rapport. Danskerne vil blive ved med at købe flere biler og køre længere i dem indtil alle voksne med kørekort har adgang til en bil og alle bruger den mindst en time hver dag, konkluderer ugebladet.

Pornoaktivister angreb showcenter
*'Aktionsgruppen Vrede Pornomodstandere' angreb natten til i går Scandinavian Showcenter i København med maling, fordi gruppen ikke vil acceptere det kvindesyn, som Scandinavian Showcenter repræsenterer.
"Alfonsen bag 'Stripperkongens piger' promoverer kvindens krop som en vare, og det er et modbydeligt kvindesyn, hans forretning lever af. En undersøgelse blandt 7., 8. og 9. klasser i København viser, at 22 procent af eleverne får deres viden om sex gennem tv. De nævner selv programmet 'Stripperkongens piger'. Porno forpester billedet af seksualitet og gør kvinden til et objekt," hedder det i en pressemeddelelse fra gruppen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu