Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

8. april 2000

Løbet tør for penge til våde enge
*Planerne om at løse miljøproblemerne i fjorde og søer er ved at strande, fordi der ikke er sat penge nok af til at udføre opgaverne, skriver Politiken. Ifølge Vandmiljøplan II skal i alt 16.000 hektar landbrugsjord udlægges til svuppende dansk eng, fordi engene som en form for naturligt renseanlæg kan omsætte skadeligt kvælstof fra landbruget til frit kvælstof i luften. Det er kvælstof fra grise og køer, der op gennem 1980'erne og 1990'erne har tappet danske søer, fjorde og bugter for ilt.

Stor demonstration i Indonesien
*Flere end 10.000 muslimer demonstrerede i går i Indonesiens hovedstad mod regeringens planer om at ophæve ti års forbud mod kommunisme.
Indonesiens kommunistparti var engang det tredie største i verden, indtil det blev erklæret ulovligt af den tidligere præsident Suharto i slutningen af 1960'erne.
Demonstranterne, som kalder sig for den Indonesiske Islamiske front, bar bannere, hvor der bl.a. stod "Kommunisme og Zionisme er opium for folket". Både kommunistiske og israelske flag blev brændt af.
Råbende "Allahu Akbar" (Gud er stor) marcherede de ned ad hovedgaden, hvor de stoppede trafikken
Kvinder med muslimske tørklæder bar gule flag, der er en tradition ved begravelser.
"Vi vil ikke have kommunistisk ideologi, og præsidenten bør ikke bruge demokratiet som grundlag for at genindføre kommunismen," sagde en af demonstranterne.
Præsident Abdurrahman Walid, der blev valgt i oktober, ønsker at ophæve forbuddet mod kommunisme som en del af den demokratiske proces.
Man regner med at 500.000 mennesker døde og mange tusinde blev fængslet under den anti-kommunistiske heksejagt i midten af 60'erne, hvor partiet blev anklaget for at ville overtage regeringsmagten ved et kup.

Ja til euroen svinder
*Tilslutningen til ØMU'en er faldet markant siden statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for tre uger siden fastsatte datoen for folkeafstemningen til 28. september.
To meningsmålinger lavet af henholdsvis Vilstrup Research for Politiken og
Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen viser, at ja-sigernes forspring svinder.
46 procent af de danske vælgere vil ifølge Green-målingen stemme ja til euroen. I Vilstrup-undersøgelsen gælder det 37 procent. Nej-sigerne udgør 42 procent i
Green-målingen og 34 procent i Vilstrups undersøgelse.
Artikel på forsiden og tema side 4

Grønland bør have observatørstatus
*Som en del af Rigsfællesskabet er Grønland part i sagen, når Færøerne ønsker at forlade dette fællesskab. Derfor bør vi være med ved forhandlingerne, siger landstingsmedlem Johan Lund Olsen (IA), der er medlem af den grønlandske selvstyrekommission.
"Det er meget utilfredsstillende, at vi ikke kan holde os tæt orienteret om de igangværende forhandlinger mellem de to øvrige parter," siger Johan Lund Olsen, der mener, at det er utrolig vigtigt, at Grønlands Hjemmestyre eller den grønlandske selvstyrekommission som part i sagen har akt- og partsindsigt i disse forhandlinger.

Nyt forsøg på skatte-forlig
*EU's grundstødte skattepakke, der skal bekæmpe unfair konkurrence og skattely på det indre marked, skal bringes flot på et uformelt økonomi- og finansministermøde i Lissabon, så der holdes liv i mulighederne for at få manøvreret den store skatteharmoniseringsplan i havn til sommer.
Det er i hvert fald ambitionen fra finansminister Joaquim Pina Moura fra det portugisiske EU-formandskab, der fredag og lørdag er vært for økonomiminister Marianne Jelved (R) og de øvrige EU-landes økonomiske ministre. Og selv om der stadig ikke er sket noget regulært gennembrud i de langstrakte skatteforhandlinger, så er der i hvert fald nye signaler i luften fra Storbritannien, der blokerede for et skatteforlig under EU-topmødet i Helsingfors i december.

Tobaksselskaber på togt i Europa
*Amerikanske tobaksselskaber brugte millioner af dollar på at undergrave en videnskabelig undersøgelse af passiv rygning i Europa, skriver to forskere i det britiske lægetidsskrift The Lancet.
Ifølge forskere fra University of California i San Francisco brugte det amerikanske tobaksselskab Philip Morris, der producerer Marlboro, mellem to og fire mio. dollar (15,5-31 mio. kr.) på at undergrave en undersøgelse fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
The Lancet skriver på basis af en af tobaks-retssagerne i USA, at tobaksselskaberne udviklede en tredelt strategi for at bekæmpe WHO's forskning.
Strategien gik ud på at overvåge forskernes videnskabelige arbejde, manipulere medierne og føre lobbyarbejde rettet mod politikere og beslutningstagere.

Nettet strammes om Thorsen
*Nettet strammes om den bedrageritiltalte entreprenør Kurt Thorsen i sagen om de falske PFA-garantier. Der kom belastende oplysninger frem mod ham under fredagens retsmøde i Københavns Byret.
Anklager, politiadvokat Merete Vestergaard, fremlagde tekniske beviser, som direkte gennemhuller Thorsens forklaring om, at sagens anden hovedtiltalte, Rasmus Trads, og topchefen i PFA, André Lublin, skulle have været på Royal Hotel den 8. oktober 1998 for at underskrive en garanti.
Det handler om den allounge, som Sparbank Vest ville have som ekstra garanti for et lån på 57 mio. kr. til Thorsens køb af Nokken-grunden nord for København, og som to af hotellets ansatte skrev under på som vitterlighedsvidner.
Under fredagens retsmøde i Københavns Byret, dokumenterede anklager, politiadvokat Merete Vestergaard, at Rasmus Trads og André Lublin ikke kan have været på Royal Hotel den 8. oktober 1998.
De tekniske beviser støtter derimod Trads' forklaring om, at Thorsen har været i PFA-bygningen og efterfølgende selv er kørt til Royal Hotel og har fået de to ansatte til at skrive under som vitterlighedsvidner for Trads og Lublins underskrifter.

Martin-stifter tre måneder i fængsel
*En dommandsret i Århus idømte fredag stifteren og den tidligere storaktionær i lyskoncernen Martin Gruppen, Peter Johansen, tre måneders ubetinget fængsel.
Samtidig konfiskeres 3,6 millioner kroner fra Peter Johansen i det, der er blevet kaldt den hidtil største danske sag om insiderhandel. Anklagemyndigheden havde krævet otte måneders ubetinget fængsel, mens Peter Johansen havde ventet en pure frifindelse. "Det er en meget politisk dom. Jeg er chokeret og dybt rystet," sagde Peter Johansen, der på et improviseret pressemøde oplyste, at han overvejer at flytte sine aktiviteter til udlandet. Til et land uden snigende socialisme, som han sagde.

Racehygiejne på nudansk: genetik
*Sammenligningen mellem forrige århundredes racehygiejne og den moderne genteknologi ligger provokerende lige om hjørnet. Men mens det i 30'erne var staten, der ville bestemme over de kommende generationer, kommer kravet om retten til kontrol over de ufødte børn i dag nedefra - fra befolkningen.
Det er forskningslektor Lene Koch fra Institut for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet, der om ikke sætter lighedstegn mellem racehygiejne og gendiagnostik så i alle tilfælde påpeger, at der er flere lighedspunkter.
Den klassiske form for eugenik - racehygiejne - går ud på at begrænse, at uønskede egenskaber nedarves til den næste generation, og det er i bund og grund også formålet med at teste fostre for arvelige sygdomme.

Elektronisk post er en tidsrøver
*Elektronisk post og muligheden for at sende mange breve på kort tid er blevet en tidsrøver på mange arbejdspladser, og to af landets største virksomheder beder nu medarbejderne bruge elektronisk post med mere omtanke.
Det er legetøjskoncernen Lego og landets største industrivirksomhed, Danfoss, der i den kommende tid vil opfordre medarbejderne til at bruge elektronisk post med omtanke. Erling Jørgensen, der er brugerservicechef på Danfoss siger til DR Syd, at man blandt andet vil opfordre medarbejderne til at tænke over, hvor mange personer det er nødvendigt at sende et enkelt brev til. "Hvis man ikke bruger e-mailen effektivt, kan den blive en rigtig tidsrøver både for dem, der sender, og dem der modtager," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her