Læsetid: 2 min.

Pædagogmedhjælpere trues mest af udstødning

11. april 2000

Næsten hver tiende pædagogmedhjælper udstødes fra arbejdsmarkedet.
Nu må pengene til arbejdsløse bruges bedre, siger LO

Medhjælperne i børnehaver topper på en kedelig top 10. De tilhører den gruppe på arbejdsmarkedet, der er i størst fare for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet. Nye tal fra LO fortæller, at 8,53 procent eller næsten hver tiende pædagogmedhjælper er marginaliseret.
"Nu ved vi, hvem man skal bruge pengene på, hvis man skal undgå udstødning fra arbejdsmarkedet. Indtil nu har vi kun haft en fornemmelse for, hvilke grupper, der er ramt hårdest," siger Kim Knudsen, arbejdsmarkedspolitisk konsulent i LO, til Information.
Han mener, arbejdsformidlingerne og de regionale arbejdsmarkedsråd meget tidligt skal sætte ind over for grupper som de ikke-faglærte medhjælpere.
"Vi er i gang," siger Peter Kay Mortensen, formanden for det regionale arbejdsmarkedsråd i Storkøbenhavn. Her tilbyder man pædagogmedhjælperne to løsninger, når de har mistet deres job.
"Vi kan se, at nogle af de ledige medhjælpere er kørt træt inden for deres fag. Dem prøver vi at flytte til job inden for social- og sundhedsområdet. Vi kan også se, at medhjælperne bliver hængende, når de har fået noget uddannelse. Vi tilbyder mange en pædagogisk grunduddannelse," siger Peter Kay Mortensen til Information.

Skæv fordeling
Han ser en direkte sammenhæng mellem udstødning og ikke-faglærte job. En sammenhæng, de nye LO-tal synes at bekræfte. Kvinde-
lige arbejdere, specialarbejdere og tjenere topper sammen med medhjælperne statistikken. I bunden ligger sygeplejersker, skolelærere og andre med en længere uddannelse.
Oplysningerne om den meget skæve fordeling af risikoen for at blive udstødt fra arbejdsmarkedet kommer kun to uger efter, at Arbejdsministeriet kunne fortælle, at langtidsledigheden er halveret.
Finn Danielsen fra det kollektivt ledede Pædagogmedhjælpernes Forbund, PMF, er ikke overrasket over, at hans medlemmer topper på den 'sorte' statistik.
"Vore arbejdsløse medlemmer får det ene jobtilbud efter det andet, men de kommer aldrig rigtig i arbejde. Nogle gange fungerer det omvendt, er man først kommet i jobtræning, så får man slet ikke et fast job som medhjælper igen," siger Finn Danielsen.
Han mener, at op mod hver fjerde medlem tager nyt job eller forlader faget helt hvert eneste år.
Der er derfor hele tiden mange stillingsopslag i branchen, samtidig med, at der er mange langtidsledige, der står i fare for helt at glide ud af arbejdsmarkedet.

Samfundsværnepligt
"Problemet er, at arbejdsformidlingerne i mange år har sendt alle mulige arbejdsløse i aktivering i en børnehave. Arbejdet med børnene har været en slags samfundsværnepligt for overhovedet at kunne få udbetalt dagpenge," siger Finn Danielsen.
PMF-repræsentanten mener, at det offentlige skal sikre job efter endt aktivering for at gøre det mere meningsfuldt at gå i gang med jobtræning i en børnehave.

FAKTA
Marginalisering
Hårdest ramte er:
Pæd.medhjælper 8.5 pct.
Restaurations- og
bryggeriarbejdere6.2 pct.
Kvindelige arbejdere4.6 pct.
HK'ere3.2 pct.
Specialarbejdere3.1 pct.

Mindre hårdt ramte er:
Sygeplejersker 0.1 pct.
Elektrikere 0.4 pct.
Ledere0.5 pct.
Skolelærere0.5 pct.

Kilde: LO og Arbejdsministeriet. Marginaliseringen er opgjort som andel af alle dagpengeforsikrede i hver faggruppes a-kasse. Procenttallene er nedrundet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her