Læsetid: 3 min.

Pensioner stavnsbinder danskerne

6. april 2000

De danske arbejdsmarkeds-pensioner er i strid med EU-traktaten. Eksperter venter en retssag, der kan omvælte det danske skattesystem

Hvis du er på vej til et job i et andet EU-land, så tøv en kende. Det kan hurtigt udvikle sig til en dyr affære.
Især hvis du har en pensionsopsparing, som de fleste danske lønmodtagere har i dag. Skattereglerne for arbejdsmarkedspensioner og andre private pensioner er nemlig indrettet sådan, at man nærmest er stavnsbundet til Danmark.
Reglerne er faktisk så snærende, at de er i strid med EU-traktatens krav om arbejdskraftens fri bevægelighed. Derfor kan en retssag i stil med den netop anlagte sag om efterlønnen føre til, at reglerne må ændres.
Sådan lyder en af de opsigtvækkende konklusioner i en ph.d.-afhandling fra Handelshøjskolen i Aarhus, skrevet af Britt Blichfeld Frederiksen, der er skatterådgiver i revisionsfirmaet Ernest & Young.
I afhandlingen påpeger hun, at det stort set er umuligt for en dansk lønmodtager at flytte til et andet EU-land uden at tabe store penge på arbejdsmarkedspensionen, som i dag udgør op imod 15 procent af danske lønmodtageres samlede løn.
"Vi har nærmest stavnsbundet folk til det sted, hvor de har oprettet deres pensionsordning," konstaterer Britt Blichfeld Frederiksen.

60 procent i skat
Problemerne ved at tage job i et andet land er omfattende, hvis man gerne vil have sin pension med.
For det første skal der betales 60 procent af den samlede formue i skat til den danske stat, når man tager pensionen med ud af landet. Det er 10-20 procent mere, end man ellers ville have betalt i skat.
For det andet opkræver pensionsselskaberne en afgift på op til 14 procent af formuen. Og vælger man at lade pengene stå i Danmark, er man også ilde stedt. Der er nemlig ikke fradrag for indbetalinger til pensionsordninger på tværs af grænser. Og skattereglerne ved udbetaling er samtidig vidt forskellige.
Dertil kommer, at det kan være meget svært at oprette en pensionsordning i udlandet, der er lige så god som den, man har i Danmark.
Alt i alt er indretningen af de danske arbejdsmarkedspensioner - og en lang række europæiske i øvrigt - i meget dårlig overensstemmelse med EU-traktatens krav om fri bevægelighed.
"Man bliver i stedet straffet, hvis man flytter. Det er faktisk umuligt at flytte, og få det samme ud af arbejdsmarkedspensionen, som hvis man var blevet i Danmark," siger Britt Blichfeld Frederiksen.
Europa-Kommissionen er opmærksom på problemet, men endnu er det ikke lykkedes den at overbevise EU-landene om, at de må fjerne hindringerne.

Retssag truer
Britt Blichfeld Frederiksen vurderer, at der meget vel kan komme en retssag ved EF-domstolen om arbejdsmarkedspensionerne. Og sandsynligheden for at dommen går imod det nuværende system er store, vurderer hun.
"Hvis en arbejdstager kan bevise, at hun er stillet dårligere på det tidspunkt, hvor pensionen skal udbetales, end hun ville have været, hvis hun var blevet i den samme medlemsstat hele tiden, vil der være en god chance for, at EF-Domstolen vil give hende ret og dermed kræve, at hindrede bestemmelser i de nationale retssystemer ændres eller ophæves."
Ifølge kontorchef Åse Kogsbøll fra organisationen for forsikringsselskaber og pensionskasser, Forsikring & Pension, kan retssagen komme meget hurtigt.
"Vi oplever i øjeblikket, at flere engelske advokater tilbyder at føre sag om pensionsbeskatningens sammenstød med EU-traktatens regler om fri bevægelighed," siger hun.
Kontorchef Carsten Vesterø Jensen fra Skatteministeriet er da heller ikke i tvivl om, at EU-Kommissionen meget gerne så en sag. En tidligere sag fra begyndelsen af 1990'erne gav nemlig EU-landene lov til at fastholde de nationale regler for beskatningen af pensioner. Men med udviklingen i EU-samarbejdet kan en ny sag falde anderledes nu. Sker det, vil det have store konsekvenser for det danske skattesystem.
"Det vil betyde en omformning af det danske system, og det kan ikke udelukkes, at det vil gå ud over de fradragsregler, vi kender i dag," siger Carsten Vesterø Jensen.
Ifølge Britt Blichfeld Frederiksen ville det ideelle være at gå endnu videre. Hun betragter en harmonisering af både pensionsregler og skatteregler i alle medlemsstaterne som den mest effektive måde at løse problemerne på. Men hun erkender, at de politiske pile ikke peger den vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu