Læsetid: 4 min.

Portrætportræt

18. april 2000

De seneste år har budt på stribevis af filmportrætter af danske kulturpersonligheder.
I sin film om radiomennesket Frederik Dessau har Henning Carlsen sat sig for at undersøge, hvad et portræt egentlig er for en størrelse

Ny film
"Portrættet varer 51 minutter," står der i filmens pressemateriale. Men hvor lang tid tager det at lave et portræt? Og hvordan forener man summen af et livs erfaringer i et antal penselstrøg på et lærred?
Spørgsmål som disse ligger til grund for Henning Carlsens prunkløse og på flere måder velgennemtænkte film om forfatteren, dramaturgen og radiomanden Frederik Dessau. Filmens afgørende styrke ligger i et snedigt dobbeltgreb: Carlsen følger Dessau i en periode, hvor denne stiller sig til rådighed for portrætmaleren Niels Winkel. Carlsen ser på Winkel, der ser på Dessau.
Når konceptet fungerer så godt, skyldes det malerens ualmindeligt grundige arbejdsmetode. Niels Winkel, der foruden ca. hundrede danske kulturpersonligheder står bag flere portrætter af det danske regentpar, lægger vægt på at lære sit motiv at kende, før han sætter penslen til lærredet. Han fører lange samtaler med Dessau, lytter til hans radioprogrammer, læser hans bøger, fotograferer ham og optager ham på video. Altsammen med Carlsen som tavst vidne.
Filmholdet får således hovedpersonens historie, livssyn og personlighed mere eller mindre forærende. Med sin velmodulerede radiorøst beretter Dessau om vejen fra et forlist jurastudium over læreårene ved Fyens Stiftstidende til hovedstaden, hvor han efter en kort visit på Dagens Nyheder som teateranmelder fandt sin første væsentlige metier som dramaturg, først ved DR's teaterafdeling, siden ved Det kgl. Teater. Herfra gik det i 1974 videre til radioen, hvor Dessau i mere end 600 udsendelser over de næste 23 år opbyggede en trofast lytterskare.

Et portræt er samarbejde
I 90'erne har han desuden lagt et forfatterskab til sit virke. Dessau er en af de få eksemplariske forfattere, der har ventet med at skrive, til han havde noget at skrive om. Og siden debuten i 1990 med en bog om Anton Tjekhov er det blevet til en pæn stak essay-, rejse- og erindringsbøger, hvoraf En lille bog om kærlighed (1996) er den mest læste.
At Dessau herudover viser sig at være vokset op i den ejendom på Østerbro, hvor portrætmaleren holder til, er blot en ekstra gave for filmen.
Undervejs gør den portrætterede sig overvejelser omkring portrættets natur. Dessau møder op til første session i atelieret hos Niels Winkel med et sæt forestillinger, som bliver gjort ganske til skamme.
At male et portræt handler for Winkel ikke om blot at kopiere det ydre. Et portræt er resultatet af et samarbejde; man kan ikke male et menneske, der bare sidder og glor, som han udtrykker det. Man må kende mennesket bag.
Malerens grundighed kaster Dessau ud i en serie overvejelser om, hvorledes maleren ser alt det, man forsøger at skjule, og går uden om alt det, man forsøger at vise. Og han skræmmes en smule ved tanken om, at selv en nænsom portrætmaler ikke vil "kunne skjule, at her ser I et menneske, der giver sig ud for at være noget andet, end det er. Eller endnu værre, her ser I et menneske, der forsøger at skjule en hemmelighed, han ikke har."
Nok gælder et portrætmaleri de ydre træk. "Men," indser Dessau, "ideen med et portræt er jo ikke bare at opnå en naturalistisk lighed. Det er en sag for pasfotografen. Eller politiet, hvis man skulle være uheldig. (...) At lade sig male er virkelig at tage chancen. Bliver det skønmaleri eller sjælemord? Bliver jeg lige så vidunderlig eller lige så rædselsfuld, som jeg er i virkeligheden? Man løber en stor risiko. Ikke for at portrættet skal komme til at ligne dårligt; måske snarere for at det skal komme til at ligne alt for godt."
Man kan hævde, at ethvert portræt rummer elementer af et selvportræt. Tanken bekræftes indirekte af Winkel, der - på trods af Dessaus stribe af selvreflekterende bøger - mener at finde mest af forfatterens personlighed i hans bog om Tjekhov!

I godt selskab
Så vidt maleriet. Hvad angår filmen, rammer Dessau noget centralt, når han siger: "Hvis man tager noget for givet, har man givet afkald på at forstå det." Carlsen er tæt på at tage sit emne for givet. Bevares, det er en klog film, fordi hovedpersonen er en klog mand, men dybest set er det ikke meget nyt, man ved om mennesket Frederik Dessau efter 51 minutter.
Det hjælper selvfølgelig, at man undervejs er i godt og kultiveret selskab. Der siges mange begavede ord, og en malerisk udflugt til det skønne Toscana, som læsere af Dessaus bøger vil have fået ind under huden, bliver der også tid til. Men efterhånden som flere afstikkere fra selve portrætsituationen føjes til, sniger der sig en fornemmelse af slaphed ind i filmen. Lige så skarp Dessau kan være i formuleringerne, lige så doven kan filmen føles i sin sympati for manden.
Dessau siger det selv: "Hvis man har meget at dække over, og hverken selv vil se det, eller have andre til at se det, så skal man ikke lade sig male." Spørgsmålet er, om man skal lade sig filme.

*Portrættet. Instr: Henning Carlsen. 2000. 51 min. Distr.: Det Danske Filminstitut. Vises i Filmhuset, København, 18.-23. apr. kl. 17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu