Læsetid: 2 min.

PRESSEKORT

22. april 2000

Pris til Information o.a.
*Hvert år toppes de nordiske aviser om priser for layout og design, og igen i år hentede Information en pris. Denne gang var det en særpris for den bedste millennium-forside. Siden fra 31. december 1999 er tegnet af Per Marquard Otzen og layoutet af Torben Bille og vandt i konkurrence med 26 andre konkurrencebidrag. Et par andre danske aviser hentede også priser, bl.a. fik Aktuelt en sølv-pris for en forside helt domineret af et billede fra Kosovo-krisen. Inf.

Seerne: Glem alt om seertallene
*Hvis Danmarks Radios ledelse tror, at de skal konkurrere med de kommercielle kanaler på seertal, så tror de fejl. I hvert fald ifølge seerne.
Hver tredje dansker - 36 procent - mener nemlig slet ikke, at DR skal skele til seertallene i sin programplanlægning. Og kun hver femte - 20 procent - mener, at DR burde tage højere hensyn til seertallene. Det viser en meningsmåling, som Greens Analyseinstitut har lavet for Børsen. Undersøgelse viser også, at det er de unge, der synes, seertallene er vigtigst, mens det er de ældre og de, der har de højeste indtægter, der lægger mindst vægt på seertallene.
Også politisk er der forskel: 31 procent af de borgerlige vælgere mener, at der skal tages mere hensyn til seermålingerne, mens det kun gælder for 14 procent på venstrefløjen.

Første rene netavis snart 'på gaden'
*Mens de danske dagblade tøver i tilløbet, sendes den første rent internet-baserede nyhedsavis 'på gaden' i løbet af sommeren, skriver Computerworld. Avisen, der får navnet 25timer.dk, skal udelukkende producere nyheds til Internettet, og den vil ifølge Computerworld satse på nyhedsstof inden for erhverv, sport og alment nyhedsstof. Bl.a. regner avisens bagmænd med at internet-dække euro-afstemningen i september. Avisen vil fra starten beskæftige 30 journalister, og har første år et budget på 30 mio. Indtægterne skal komme fra bannerreklamer og fra rubrikannoncer.
Også den verdensomspændende netudbyder World Online er også på vej med en ren Internetavis, skriver Computerworld.

Stiften fik et minus på 86 mio.
*Det var slemt i 1998, men det blev værre i 1999. Århus Stiftstidende kom ud af året med et underskud på 86 mio. kr. - 6 mio. mere end året før.
Regnskabet er endnu ikke godkendt af generalforsamlingen, men der er altså tale om et minus, der er 41 mio. større end budgetteret.
Bladets administrerende direktør, Ulrik Merrild, siger til Børsen, at underskuddet ikke får nogen betydning, fordi der er taget højde for det i budgettet for 2000. Her regner bladet - trods det pauvre 1999-regnskab - med at ende med et lille underskud på højest 15 mio.

Succes for nye uddannelser
*Mens studerende på de to nye journalistuddannelser næsten alle fik praktikplads, måtte omkring en tredjedel af de journaliststuderende på DJH erkende, at udbudet af pladser slet ikke svarer til efterspørgslen.
Det er resultatet efter den fælles praktikansættelsesdag i denne uge. Omkring 40 af 120 DJH-studerende fik ikke plads, otte af 60 fra Syddansk Universitet fik ikke plads, og seks af 24 fra RUC fik ikke plads, skriver Dansk Journalistforbund på sin hjemmeside.
Forbundet mener - på linje med arbejdsgiverforeningen Danske Dagblades Forening - at antallet af studerende nu bør sættes ned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu