Krigen i Vietnam og modstanden mod den gav den amerikanske rock en kunstnerisk vitaminindsprøjtning, men få af protestsangene kunne holde til freden
Musikkens krig
Ét billede, én lang selvudforskende tone, er blevet hængende her, hvor de fleste sange mod USA's krig i Vietnam for længst er blevet stof for folkemindeforskere eller nostalgiske støvsamlere: Jimi Hendrix en tidlig morgen på Woodstockfestivalens sidste dag, foran en tapper, gennemvåd skare på ca. 30.000 tilbageblevne weekendhippier, i færd med at vende vrangen ud på den amerikanske nationalhymne Star Spangled Banner. Det var ikke rock i frit fald. Det var ikke jazz. Det var ikke avantgarde. I hvert fald ikke bare.
Det var på en gang en rituel offerhandling og ren ikonoklasme, som ville Hendrix sige, at nok var der en fornemmelse af revolution i gaderne og nok var krigen og afskyen for den på alle hippe læber den sommer, men man redder ikke verden ved at sidde i mudderet og ryge den fede for bagefter at tage hjem til mor og få vasket sine Levi's. Man må leve sin vrede og frustration helt ud. Det gjorde Hendrix med det våben, han mestrede: Fender Stratocaster.
Tidligere på året, da Hendrix begyndte at spille sin Star Spangled Banner offentligt, blev han i LA Times beskyldt for "billig sensationalisme". Næh, den ærlige Vietnam-protest fandt man hos folk som Country Joe, Phil Ochs og Joan Baez ...
Lejlighedssange
Tiden har imidlertid ikke været for venlig ved de Vietnam-sange, der udtrykkeligt handler om krigen. De er og bliver topical songs, følt hundrede procent i øjeblikket, men kun i sjældne tilfælde båret af det afgørende ekstra, der gør dem, nå ja, universelle. Her tænker jeg ikke kun på staff sergeant Barry Sadler, der i 1966 blev landeplage i USA med krigsheltehyldesten Ballad Of The Green Berets. Men en af datidens populæreste protestsange Country Joe's Feel Like I'm Fixing To Die Rag fortoner sig nu som en underholdende, men alligevel tam Tom Lehrer-pastiche med sin hurtigt overståede sarkasme om kappestriden om at blive den første i sin blok, der får en af gutterne hjem i en boks.
Så er der mere fandenivoldsk alvor i de litterære dilettanter The Fugs, som allerede i 1965 lancerede deres kostelige Kill For Peace. Siden opførte de et helt musikalsk tableau, Fucknam, som også nåede til København, og delvist inspirerede den unge kunstmaler Troels Trier til at skifte mårhårspenslen ud med en akustisk guitar.
I efteråret 1970 indspillede han med bl.a. sin bror under navnet Røde Mor et par af de mest blivende anti-Vietnam-sange på ep'en Johnny Gennem Ild Og Vand med den dæmoniske og medfølende Du Flyver Dag Og Nat På Vietnam, som gik ind i mennesket bag den soldat, der bare parerer ordrer. Et tidligt højdepunkt og ulige mere interessant end de senere sange i anti-imperialismens navn.
I det hele taget er de bedste af periodens sange, dem, der ser Vietnam som en sindstilstand, og kobler krigen sammen med den sociale og racemæssige ustabilitet, der dengang gjorde det amerikanske samfund til en let antændelig krudttønde.
Tv-krig i popcornland
Selvfølgelig er Edwin Starrs W-A-R stadig effektiv i sin blokbogstaverede krigsprotest - War, what is it good for? Absolutely nothing, og The Doors fik en pointe eller to hjem på deres radikalisering af Unknown Soldier, inspireret af Buffy Saint Maries Universal Soldier. The Doors opruller et moderne scenarie om tv-krigen, set fra sofarækken derhjemme i popcornfabrikken.
Det er dog først med Marvin Gayes What's Going On fra 1970, at man fatter, hvilke undertoner, Vietnam har aflejret i USA. Det er fortsat en stor, smuk, livsbekræftende sang som samler angsten, frustationen, vreden og det utopiske livsmod til en i bogstaveligste forstand afvæbnende fremadrettethed.
Lige så påkaldende, omend knapt så evangelisk-inderlige er sange som John Fogerty Who'll Stop The Rain og før den, Dylan's A Hard Rain's A-Gonna Fall, som selv har beskrevet Jimmy Cliffs Viet Nam, som en af de bedste protestsange nogensinde.
Smukke navler
Amerikanerne tabte krigen i Vietnam, men for rocken var krigen en kunstnerisk gevinst. Den tvang middelklasseungdommen til at løfte blikket fra egen eller kærestens smukke navle. Pludselig blev verden mere hel og sammenhængende i al sin splittethed ...
Det var dog ikke til at høre på hitlisterne, da Saigon faldt. De populæreste sange i USA var da He Don't Love (Like I Do) med Tony Orlando & Dawn, Shining Star med Earth, Wind And Fire og ikke mindst B.J. Thomas og hans hitlistetoppende Hey, Won't You Play Another Somebody Done Somebody Wrong Song.
Den handlede ikke om det officielle USA's overgreb på det vietnamesiske folk.
