Læsetid: 4 min.

Røgsignaler

29. april 2000

En stor profet og en hel masse små. Den amerikanske undergrundspoesi i 1960'erne

Vietnampoesi
Den amerikanske poesi har andre æstetiske regler end den vesteuropæiske. Faktisk minder den meget om den sovjetiske poesi. Amerikas Forenede Stater og den med dem forbundne frihedskrig var en model for Majakovskij i 1917. Det var den også for stencildigterne i Leningrad i 1987. Den slags poesi er tit baseret på dagligsprog, som det tales. Danske diskussioner om knækprosa og bekendelsespoesi bliver ret meningsløse, hvis man forsøger at anvende dem definitorisk på William Carlos Williams, Charles Olson, Robert Creeley eller Kenneth Koch.
Den moderne amerikanske poesi har sin start i dels Edgar Allan Poe, dels Walt Whitman. Det åbner både for de traumatiserede, næsten psykotiske rytmer hos Robert Lowell og for de helt store hymniske vejrtrækninger hos Allen Ginsberg.
Et mere stilfærdigt spor kommer fra Emily Dickinson. Amerikansk poesi har to fædre og én mor.
Afstanden mellem poesien og det store brede folk på de vidtstrakte prærier, er desuden langt større, end man i hvert fald helst vil se den slags i Europa. Der findes et Amerika, og der findes et andet.
Det Andet Amerika voksede sig meget stort op igennem 1960'erne, og man skal ikke glemme, at den tids unge amerikanere, hvad enten de nu var studenter, bilmekanikere eller digtere, allesammen stod over for en mulig indkaldelse til hær eller flåde med derpå følgende udkald til Vietnam, hvilket for mange af dem kunne blive både den første og den sidste store udenlandsrejse.
Herhjemme sang Røde Mor om det, om hvordan "Lil' Johnny vender hjem". Men mens vi så det udefra, så de det indefra. Også det giver andre æstetiske regler og andre signalværdier.

Lidt historie
Sidst jeg hørte fra Todd Gitlin var på tv for et godt stykke tid siden. Det handlede om Internettet og den slags, og han var professor i noget med kommunikation på New York University. Jeg kender kun det til ham ellers, at han i 1971 redigerede en bog med digte fra Amerika i 1960'erne. Der er kun få "kendte digtere" med i den bog, Allen Ginsberg selvfølgelig, Gary Snyder og Paul Goodman, hvis nogen da stadig kan huske ham:

Fever is beautiful the
twinkling
campfires of the resistance
the scorched earth and the
strait pass,
though it is terrible to watch
the history of the disease
and the wrong banner flying...
- og det hedder bogen også. Antologien. Ikke hele digtet, bare anden linje: Campfire of the resistance, for sådan en var det. Og en undertitel: Poetry from the Movement. For sådan en var det også.
Modstand mod hvad? Og hvordan bevægelse? Et par dateringer:
1961: Første sit-in mod raceadskillelse i North Carolina og dannelsen af SNCC (Student Nonviolent Coordinating Committee).
1961: Kennedys invasion i Svinebugten og de første Freedom Rides sydpå. En del myrdede, ingen domme. Kun ganske få retssager.
1962: 8.000 demonstrerer mod afprøvning af atomvåben i Washington D.C.
1964: Tonkinbugten. "We seek no wider war", siger Lyndon B. Johnson. 800 studenter arresteret i Berkeley, Californien, for deltagelse i en "Free Speech Movement".
1965: Johnson starter totalbombning af Vietnam. Malcolm X bliver myrdet. Martin Luther King har en drøm. 25.000 demonstrerer i Washington mod krigen. Sort oprør i Watts. De første afbrændinger af indkaldelser. Tre brænder også sig selv.
1966: Huey P. Newton og Bobby Seale stifter Black Panther Party.
1967: 500.000 demonstrerer mod krigen i New York City. Organiseret masseafbrænding af indkaldelser. De første kvindefrigørelsesgrupper.
1968: Sorte studenter myrdet af politiet i South Carolina. Martin Luther King myrdet i Memphis. Oprør på Columbia University i New York City. Massiv politivold smadrer demonstrationer ved det demokratiske konvent i Chicago. Soldater demonstrerer mod krigen i San Francisco.
1969: En million mennesker i håbløs protest mod krigen i Washington og Chicago.

Digte fra deltagerne
Digtene i Todd Gitlins antologi er skrevet af dem, der var med. De handler om fællesskab. De er meddelelse. De er udråb. Hvisken. Ofte desperate. Det er ikke i enhver tænkelig forstand den største og dybeste poesi, der nogensinde er skrevet, men tilsammen har de som udsagn alligevel en vis vægt. I den historie, der måske er glemt.
Hvad siger de så?
De siger:

Like tumbleweed before the
wind we moved
across the continent's huge
heedless face.
Fat sheriff's radios kept hot
with news
of our invasion. Squad-cars
tailed the walk.
(John Beecher)

You gave me the bottle and
taught me to empty
its burning inside my body. I
gave it back stuffed
with the rags you made me to
wear, kerosened with
my sweat.
(Charlie Cobb)

But who will tell the story
of anger in ashes and deserts
that burn.
The travelling children who
lost their sweet lives.
(George Paul Csicsery)

Find the world, it's right there
in front
of you, and if you need help,
well, 500 mikes
will help you clear the shit
away.
(John Sinclair)

CIA havde garanteret mindst 500 mikrofoner i togkupeen, da Allen Ginsberg i juli 1966 rejste hjem til New York City fra Californien og undervejs skrev sit digt Iron horse. Det er langt, splintret og slingrende digt, der ind imellem også taler om Vietnam:

Cut commentary from
Newscast
you'll see a mass of madmen
at murder.
Chicago train soldiers chatted
over beer
They, too, vowed to fight the
Cottonpickin Communists
and give their own bodies to
the fray.
Where've they learnt the
lesson? Grammarschool
taught'em Newspaper
Language?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her