Den traumatiske Vietnamkrig har været genstand for adskillige amerikanske film
Vietnamfilm
"Vietnam er stadig et sår. Bush og Reagan har gentagne gange fortalt os, at krigen er forbi, men Vietnam er en sindstilstand. Det er ligesom den franske samarbejdspolitik eller Stalin i Rusland - Vietnam er en syg sindstilstand, som stadig er tydelig i dette land (...) Der døde to millioner vietnamesere. Det var et holocaust for det samfund, og vi havde en stor andel i det."
Oliver Stone til amerikanske filmskoleelever i
begyndelsen af 90'erne.
Den første film, der tog udgangspunkt i Vietnamkrigen, var De grønne djævle fra 1968, havde en aldrende John Wayne i hovedrollen. Wayne, indbegrebet af den stoute, amerikanske helt, var den drivende kraft bag filmen både kreativt (han instruerede selv) og finansielt, og bag dens ubehageligt ukritiske skildring af USA's indsats i Vietnam - filmen spiller som et hyldestepos til de hårde halse, der satte livet på spil for at få skovlen under den røde fare.
Værd at bemærke er det, at De grønne djævle kom det år, hvor, som den tidligere Vietnamkorrespondent Lasse Jensen skrev i Levende Billeder i 1978, "det, der gik under, var en omhyggeligt opbygget myte. Myten om den amerikanske soldats uovervindelighed, fordi han havde ret og kæmpede imod kommunisme, ugudelighed og barbari..."
De grønne djævle er et godt eksempel på, hvordan krigsfilm kan afspejle det politiske klima og i øvrigt sige en del om den amerikanske selvforståelse på et givet tidspunkt. Det var under og lige efter
krigen ikke populært at tage kritisk stilling til USA's problematiske engagement i den - det ville være at sætte spørgsmålstegn ved selve den amerikanske identitet.
Og, som Oliver Stone,
USA's selvbestaltede, moralske vagthund, fastslår i artiklens indledende citat, det er det stadigvæk ikke.
Ad omveje
Typisk er det, at film som Mike Nichols Punkt 22 ('70) og Robert Altmans MASH ('70) ikke beskæftiger sig direkte med Vietnamkrigen, men i stedet satiriserer over henholdsvis Anden Verdenskrig og 50'ernes Koreakrig.
Såret efter den militære og menneskelige fiasko var stadig for betændt til, at man i underholdningsbranchen, der af politiske og økonomiske hensyn som regel bakker op omkring myndighedernes udlægning af enkelte begivenheder, turde kommentere.
I stedet kritiserede man ad omveje, i øvrigt helt i tidens samfundsrevsende ånd.
I slutningen af 70'erne, hvor den kolde krig spidsede til, kom flere yngre instruktører med film, som på deres egen måde prøvede at tage fat i Vietnamtraumet. Bl.a. Hal Ashby med Coming Home og Sidney J. Furie med Rødderne fra kompagni C, begge fra '78. Men mest berømt og berygtet er nok Francis Ford Coppolas Dommedag nu ('79) og Michael Ciminos The Deer Hunter ('78)
Coppolas film er en meditativ og hallucinatorisk studie i den menneskelige psykes mørke sider - instruktøren har selv udtalt, at Dommedag nu "ikke er en film om Vietnam, den er Vietnam."
Og Ciminos Oscarbelønnede drama, der tager udgangspunkt i fire unge arbejdere på vej til Vietnam, er en samfunds- og menneskeskildring med indlagte, bizarre optrin fra den ødelæggende krig.
Men selvom Vietnamkrigens galskab effektivt tydeliggøres, er de to film ikke frontalangreb på selve krigen, men mere personlige historier med en voldsom og forkrøblende krig som bagtæppe.
Lige på og hårdt
Oliver Stone gik mere direkte til værks, da han i '86 begyndte et sorgarbejde med den selvbiografiske Platoon. Han havde fået krigen på tilpas lang afstand til, at han kunne se den ikke så fjerne fortid i øjnene.
Timet og tilrettelagt faldt premieren på Platoon kun et år efter, at man i Washington havde rejst et monument til minde om alle de faldne soldater i Vietnam - 55.000 i alt. Ti år efter Vietnamkrigens afslutning anerkendte den amerikanske offentlighed endelig de mange mennesker, som havde givet liv og førlighed i en overflødig krig på ideologier.
Platoon fik følgeskab af Stanley Kubricks kyniske Full Metal Jacket og John Irvins mere exploitative, men dog brutalt ærlige Hamburger Hill.
Fælles for de tre film er, at de ikke lægger fingrene imellem i deres skildring af en krig, der ingen vindere har, kun tabere. Hvor Stones udgangspunkt er personligt og primært fokuserer på én ung mands skæbne og uskyldstab, så er kernen i Irvins og især Kubricks film den totale meningsløshed i al krigshandling.
Stone har siden fuldendt sit sorgarbejde og sin Vietnamtrilogi med Født den 4. juli, der kritiserer USA's skammelige fornægtelse af Vietnamveteranerne, og Himmel og jord, der med mindre held ser krigen fra en vietnamesisk kvindes side.
Om USA's sorgarbejde er fuldendt er tvivlsomt, men den øgede åbenhed, som 1990'erne og den demokratiske magtovertagelse har medført, er med til at hele de væskende sår, landet over there har slæbt rundt på i så mange år.
På den anden side
Man kan spekulere over hvorfor den vietnamesiske filmindustri, der er noget usynlig, ikke har forsøgt at give sit billede af, hvad der egentlig skete dengang.
Før '75 begrænsede den nordvietnamesiske filmindustri sig til propaganda- og revolutionære film, der skulle styrke den nationale ånd, mens man i Sydvietnam producerede kommercielt orienterede film.
Efter Saigon faldt, og Vietnam blev samlet, fik filmene et mere nuanceret følelsesmæssigt og kunstnerisk udtryk - dog var politik, sex og vold bandlyst fra filmene, hvilket førte til et fokus på sociale emner og dagliglivet i Vietnam.
I midten af 80'erne blev filmindustrien givet mere fri. Men da den stadig restriktive vietnamesiske stat kun støtter fire film om året, er det begrænset, hvor stort et output - i hvert fald kunstnerisk - den lokale filmindustri kan præstere. Og kun få instruktører, som 'socialrealisten' Tran Anh Hung (Rickshaw, Duften af den grønne papaya), er kendt også i udlandet.
