Læsetid: 10 min.

Sartre vækker ikke længere kvalme

14. april 2000

En overset og uforstået tænker. Sådan betegner de nye franske filosoffers evige bannerfører Henri-Bernhard Levy eksistentialismens fader, Jean Paul Sartre. 20 år efter sin død og langt inde sin delvise glemsel fortjener Sartre ikke alene at blive læst. Der er også brug for ham i dag, skriver Levy i en sværvægter af en biografi

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION

Filosofi
Hvem skulle have troet, at når man vågnede op med tømmermændene fra et eller to årtusinder, og i al fald fra et ømfindtligt århundrede, så var det Sartres fjæs, man skulle se i morgenlyset. Sartres skæve ansigt med de mærkelige øjne, der kikker mindst to veje på én gang, og cigaretten i flaben? Og hvis man så ikke var færdig med at gnide sine egne glukker, var det sidste, man havde forventet i al fald, at det var Bernhard-Henri Levy, der skulle hente det gamle koryfæ ud af stalden igen.
Bernhard-Henri Levy, Frankrigs evindeligt nye filosof, der i de sene 70'ere med opknapppet hvid skjorte og for alle åbne skærme, gjorde mediestærkt oprør mod det barbari med menneskeligt ansigt, som Sartre i de sidste 30 år af sit liv havde været ypperstepræst for.
Ikke desto mindre var man næppe trådt ind i årtusindet, før dette umage par var på forsiderne af alle aviser og tidsskrifter, og optrådte i litteraturprogrammer og tv-aviser i hele Frankrig. Bernhard-Henri Levy nu i sober sort t-shirt, fordi han stadig er så medievant, at han godt ved, at skjorten, den går altså ikke mere. Og så med denne sværvægter af en biografi i hånden om en Jean-Paul Sartre, der ellers havde rejst sig en mur af glemsel om, efter den overvældende begravelse i 1980, hvor 50.000 mennesker fulgte eksistentialismens og kommunismens Janushoved-filosof til sit sidste hvilested på Montparnassekirkegården.

Støtten til Sovjet
En mur, der syntes endnu mere uigennemtrængelig, efter at den anden mur var faldet sammen med den sidste illusion. Der var ligesom kun en odeur tilbage, en hengemt lugt af engageret intellektuel, som visse avisredaktører stadig nostalgisk kunne finde på at efterlyse i avisledere. Og samtidig især noget skammeligt på grund af Sartres monumentale fejltrin: at have støttet endnu et rædselsregime, Stalins Sovjet - med en uforbeholden, nærmest blind støtte, som for de flestes vedkommende netop gjorde den intellektuelles særlige, årvågne og agtpågivende rolle fuldkommen udlevet, umulig og uønskværdig.
Men inden nogen andre havde fået sutterne på og kaffen sat over i det ny århundrede, lå denne murstensbiografi der så: Le siècle de Sartre (Sartres århundrede). 663 siders fortumlet indsigt i en filosof, som Bernhard-Henri Levy selv indrømmer, han aldrig læste i sin egen tid. Bernhard-Henri Levy har taget stort set alle på sengen, eller med bukserne nede om hælene, og man kan ikke gøre andet end at humpe tøjet på, stikke i skoene og møde op på den café, hvor Bernhard-Henri Levy irriterende morgenfriskt udfolder sit retoriske mesterværk.
Det man så forventer at høre fra Bernhard-Henri Levy, er en proces, en domfældelse og en endelig likvidering af den evindelige modstander. Det er en forventning, der gøres til skamme.
Den Sartre, som Bernhard-Henri Levy spørger, taler og sine steder nærmest messer sig frem til i sin ulmende bog er en filosof, han mener har været skammeligt overset og uforstået. Og som ikke alene fortjener at blive læst igen, men som der stadig er brug for.

Frihedsfilosofien
Det 20. århundrede var ifølge Bernhard-Henri Levy Sartres århundrede. Han var ikke alene gennemsyret af århundredet, han prægede det selv, og var på godt og ondt repræsentant for det. Han skabte sin eksistentialisme, sin store frihedsfilosofi, og blev alligevel fanget ind i totalitarismens fælde. Dermed står han som symbol for århundredets forliste utopier, og tankens nederlag.
Sartre var som menneske repræsentant for det 20. århundrede, han blev født ind i i 1905.
Men Bernhard-Henri Levy går videre. "En filosofisk undersøgelse" kalder han sin biografi og ved godt, at han dermed leder tankerne hen på alle empiristernes 'undersøgelser', Hume og Lockes, men også Wittgensteins og Husserls. For noget af det mest spændende i Bernhard-Henri Levys filosofiske portræt af Sartre er måske, at han viser, hvordan Sartre så at sige filosofisk set følger århundredet fra dør til dør. Hvordan han tager afsæt i, og vikler sig fri af filosofien fra det forrige århundrede, men også hvordan han - og det er dette, Bernhard-Henri Levy mener er så overset - fra starten har alle de intuitioner med, der, i al fald i fransk filosofi, lukker op mod det 21. århundrede.
I den ene ende af århundredet tog Sartre livtag med Bergsons filosofi. Men hvad den anden ende angår, var Sartre forud for sin tid med de tanker, der senere bragtes til torvs af folk som Althusser, Lacan, Derrida, Deleuze og Foucault. Det er Sartre, der er moderne, påstår Bernhard-Henry Levy. Eller, som man måske snarere ville sige det nu: Det er Sartre, der er postmoderne. Og hvis ikke denne spand vand i hovedet har fået alle de klassiske Sartrefortolkere til at vågne op, så kan man i det mindste ikke forestille sig, at påstanden ikke har fået enhver hæderlig postmoderne tænker til at få kaffen galt i halsen.

Den evige dannelse
Hvordan er det, man 'plejer' at læse Sartre? Man læser Væren og intet fra 1943, som er Sartres første filosofiske hovedværk, og man påpeger, hvorledes det grunder sig på de tre store H'er, den tyske filosofis triumvirat, Husserl, Heidegger og Hegel, men især de to sidste. Det er i Væren og intet, at Sartre udfolder sin bestemmelse af frihedsproblemet, og fastlægger menneskets eksistens som havende grund i en radikal frihed. Mennesket er ikke bare noget givet, det skaber hele tiden sig selv gennem sine valg.
Det særlige hos Sartre er så hans betoning af subjektet, hvilket i denne læsning gør ham til endnu en subjektivist, med et jeg, der betænkeligt ligner Descartes' majestætisk isolerede jeg, der tænker: cogito ergo sum. Blot med den forskel, at Sartres 'jeg' altså er i evig dannelse.
Dannelsesideen står så til gengæld i gæld til Hegel og rykker Sartre henimod en humanistisk idé, hvor mennesket via disse subjektive valg, virkeliggøres gennem tiden i den sociale og kulturelle verden. Alt dette giver god mening og sammenhæng med Sartres andet store filosofiske værk Kritik af den dialektiske fornuft, der betragtes som Sartres program for, hvordan engagementet, den aktive deltagelse i en praksis ud fra en given situation, er den egentlige udfoldelse af menneskets frihed. Sartre viderefører bare de selvsamme eksistentialistiske ideer, holder sin berømte tale Eksistentialismen er en humanisme, og bliver kommunisternes bannerfører og håndlanger.
Bernhard-Henri Levy påstår, at lige meget hvad Sartre nu ellers selv siger i sin tale om, at eksistentialismen er en humanisme, så passer det ikke. I et filosofisk set dybt inspirerende kapitel, med den provokerende titel: Eksistentialismen er en anti-humanisme (der må være en guldgrube for enhver emne-søgende filosofistuderende) påstår han, at der er mindst to forskellige Sartre'er, ganske som der findes to vidt forskellige Wittgenstein'er. Og at det er den eneste måde, hvorpå man kan forstå Deleuze's og mange jævnaldrendes skuffelse over, at Sartre med sin humanisme-tale i 1946, henter alle de spøgelser ind i filosofien igen, som han ellers lige havde lært en hel generation at tage sig i agt for.

At røre med talen
For at forstå den første Sartre ret skal man for det første indse, at ganske vist er der de tre tyske H'er i Sartres historie, men først og fremmest er der Henri Bergson. Bergson som det store filosofiske dyr i åbenbaringen, han var i Sartres ungdomsår. Det er ham, man på en gang tænker med og derefter må tænke mod, for at slippe ud af denne århundredstartsfilosofi. Det er så Bernhard-Henri Levys påstand, at når Sartre gakker til fænomenologien, først og fremmest Husserl, for at hente sin inspiration i den autentiske oplevelse af fænomenet selv, så er det et skalkeskjul for indflydelsen fra Bergson. For Sartre er nemlig dybt interesseret i at have med fænomenerne at gøre, eller ganske simpelt: Verden, objekterne, det glas, der står lige dér på bordet.
I sine erindringer gengiver Simone de Beauvoir, hvordan Aron præsenterer Sartre for fænomenologien: "Vi tilbragte en aften sammen på Bec de Gaz, rue Montparnasse, og bestilte husets specialitet: abrikoscocktails. Så pegede Aron på glasset og sagde 'ser du min lille ven, hvis du er fænomenolog, så kan du tale om den cocktail og det er filosofi'. Sartre blev nærmest bleg af ophidselse; det var præcis dette, han havde ønsket i alle disse år: at tale om tingene, sådan som man rører dem, og at det var filosofi."
Den anden ting, man skal forstå, er, at Sartre både var filosof og forfatter, og at disse to aktiviteter er uløseligt forbundne. Sartre filosoferer med sine romaner, og grunden til, at romanerne lykkes, er, at der er noget filosofisk, han har forstået.

Både forfatter og filosof
Og det fører så til den tredie pointe: Man kan slet ikke forstå den første Sartres filosofi, hvis man ikke samlæser litteraturen og teorien. Den første Sartre er at finde i gennembrudsromanen Kvalme læst sammen med Væren og intet. Det er ved læsningen af romanen, man forstår, hvor langt Sartres radikalt frie, og handlingsvælgende 'jeg' er fra Descartes'.
For ganske vist er Sartre dualist, der er på den ene side tingene og på den anden side jeg'et. Og ganske vist er subjektet primært i valget af handling. Men tingene er der i al deres voldsomhed over for et subjekt, der intet er uden dem.
Genstandene, den materielle reelt eksisterende verden, trænger sig netop hele tiden kvalmende ind på subjektet og understreger, at det er radikalt anderledes. Der er, skriver Bernhard-Henri Levy denne Sartre "vildt forelsket i tingene og samtidig rædselsslagen for dem, og næsten endnu mere fascineret af deres 'charme' og 'frygtelighed', end fascineret af andre mennesker".
Men Sartres subjekt eller jeg er netop et, der skabes i mødet med disse uhyggeligt anderledes ting. Selvfølgelig skabes det også i mødet med andre mennesker, 'helvede er de andre', som Sartre så berømt siger på Kirkegaardsk vis. Men også i mødet med fænomenernes kvalmende materialitet. Hvorfor er dette subjekt så så anderledes end Descartes'? Fordi det netop ikke har nogen kerne, det er konstant skiftende, når det fyldes op af verden og andre mennesker, når det spejler sig, hvirvler rundt og vælger.

Totalitær maskinkraft
Det er her, vi første gang står med det senere så berømte postmodernistiske subjekts opsplittethed, og uendelige foranderlighed. Der er ikke nogen hjemme så at sige, der er intet at fange, og der er intet at forandre. Der er noget, der ikke kan reduceres til noget 'naturligt' eller materielt, men heller ikke til en oprindelig ånd. Der er ingen grobund for en humanisme, den første Sartres filosofi er en antihumanistisk filosofi helt på linje med Deleuzes diffuse begærende maskine, Lacans 'intet' eller det 'menneske' som Foucault hævder er dødt.
Det er denne antihumanistiske eksistentialisme, Bernhard-Henri Levy mener, at vi stadig kan bruge til noget. Og det er den, Sartre svigter, når han giver humanismen kunstigt åndedræt, og samtidig bærer ved til et af århundredets værste totalitarismer.
For som Bernhard-Henri Levy påstår det, og allerede gjorde det i sin bog fra 1977 Barbariet med menneskeligt ansigt, så skal der paradoksalt nok en drøm eller en utopi om en menneskelig kerne, noget oprindeligt eller forbedreligt til, for at de totalitære maskiner, om det nu er nazisme eller stalinisme, kan køre afsted.

Rehabiliteringen
Kaffen er blevet kold. Hvorfor svigtede Sartre sin oprindelige idé? Bernhard-Henri Levy kommer med forstående tolkninger. Fordi det var meget sværere midt i begivenhedernes tåge at se, hvor galt det gik. Fordi Sartre opdagede, hvor trættende det var at være dette hvirvlende subjekt, og lagde sit snurrende hoved til hvile på det fællesskab, han havde opdaget muligheden af under krigen. Og at det så med Hegel i hånden blev til den forståelse og forlig med marxismen, som findes hos den senere Sartre.
Bernhard-Henri Levy snakker videre. Le siècle de Sartre er en utrolig snakkesalig og vidtfavnende bog. Den er ikke alene et portræt af Sartre, men også af hans tid, og samtidig kan man i Bernhard-Henri Levys mange spørgsmål og forsøg på overtalelser høre, hvordan det parisiske intellektuelle parnas stadig kværner videre.
Der er et helt kapitel om Heidegger med en interessant analyse af forholdet mellem hans filosofi og hans nazistiske tilhørsforhold. Der er et fuldkommen rørende portræt af Althussser, der står tilbage som en af bogens perler. Der er indledningsvis en smuk skitse af forholdet mellem Simone de Beavoir og Jean-Paul. Der er omfattende analyser af Sartres omfattende litterære rødder, Flaubert, Stendahl og især Gide. Der er øven i købet et forsøg på at antyde en tredje Sartre, der opstår lige inden, han dør.
Alt i alt udgør det en myldrende rehabilitering af både Sartres filosofiske projekt og hans litteratur, der får en til at glemme monolitten Sartre, der allerede var blevet en overgroet gravsten, og i stedet får et menneske fra det sidste århundrede til at træde lyslevende med ind i det næste.

*Bernard-Henri Lévy 'Le siècle de Sartre. Enquête philosophique', Grasset, 663 s, 148 F.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu