Læsetid: 5 min.

Han skabte aldrig før hørte klange

26. april 2000

Den toneangivende danske komponist gennem et halvt århundrede, Niels Viggo Bentzon, er død efter længere tids sygdom. Han blev 80 år

Nekrolog
Med Niels Viggo Bentzons død har dansk kulturliv mistet en af de mest markante personligheder inden for den nye kompositionsmusik. Gennem sit uhøjtidelige væsen og sin sprælske måde at være kunstner på, blev han den mest kendte danske komponist i Danmark i nyere tid.
Vel var Bentzon en spillet og respekteret komponist i koncertsalene, men det var nok så meget den helt uregerlige kunstnerattitude, der gradvist kom til at løbe som en åre ved siden af eller ligefrem oveni det kreative virke som komponist, som gjorde Bentzon kendt i det ganske land.
Mange danskere husker Bentzons akvariepåhit for åben tv-skærm, hvor han sænkede en legetøjskatedral ned i vandet for at illustrere Debussys værk Den sunkne katedral, eller de helt igennem skrupskøre happenings med barberskum på scenen i Odense Koncerthus, eller det improvisede ga-ga ved klaveret, som han i øvrigt trakterede mere sikkert og mere overbevisende end den mest fuldvoksne klaverløve, eller den mærkværdige tegning af badende politikere, eller tv-portrættet i oktober 1990, hvor Bentzon blev ved med at sige at det hele er noget "fis" til intervieweren. Listen over særligheder, der kommer fra en uudgrundelig klangbund, er meget lang.

Med de bare næver
Det begyndte med klaveret og orglet. Da Niels Viggo Bentzon tog organisteksamen i 1942, havde han allerede skrevet 19 værker, størsteparten for klaver. Undervisningen i klaver på konservatoriet var en pestilens, Bentzon husker sin lærer som en meget ubehagelig person, der ikke forstod at pleje det unge talent.
Ved debutkoncerten i 1943 spillede Niels Viggo Bentzon sin egen Rapsodi op. 15. Den er inspireret af Hindemith, som er den komponist, der har haft størst betydning for Bentzon.
De musikalske evner havde Bentzon ikke fra fremmede: Hans mor var barnebarn af komponisten J.P.E. Hartmann, og det var af hende, at han fik sin første klaverundervisning.
Tidligt viste drengen Niels Viggo, at han var et klavertalent ud over det sædvanlige. Det rent pianistiske i Bentzons klaverværker, hvor hænderne griber kraftfuldt og virtuost i klaveret, har han arvet fra komponister som Chopin, Liszt og Ravel. Den anden inspiration, hvor ideerne og visionerne kommer først, og klaveret er et mid-del til at realisere dem, har Bentzon fra Beethoven og Brahms.
Så er der en tredie vej - det er det vildt eksperimenterende og improviserende, en evne som Bentzon den ældre har ladet gå i arv til næste generation.
"Jeg planter næverne på klaveret og lader det køre rundt. Det er ofte intuitivt konciperet. Hjernen er overhovedet ikke med. Det er snarere den ene fod, eller sådan noget", sagde Bentzon engang til denne skribent.

Det rapsodiske frikarter
Op gennem 1940'rne skrev Niels Viggo Bentzon værker for klaver, der placerede ham som det unge fremstormende geni i musiklivet. Bentzon havde allerede dengang en umættelig appetit på at diskutere, formidle og provokere. Han var med til at spille Arnold Schönbergs musik i Danmark i en periode, hvor Carl Nielsen-traditionen var meget stærk. Bentzon ønskede at forny sig, at suge indtryk fra de nyeste retninger inden for kunstmusikken. Og han lod den fremmede musik få indflydelse på sin egen musik.
Han lod sig påvirke, men han var i sit livs efterår også modig og ærlig nok til at indrømme, at han var "bange for at sakke agterud" Han prøvede alle mulige ting af: 12-tonemusik, jazz-inspirede toner, Hindemith-påvirkning, fluxus, tøjlesløse digressioner, den musikalske tanke på frihjul, det rapsodiske frikvarter hørte med i Niels Viggo Bentzons musik og i hele hans væremåde. Man vidste aldrig med sikkerhed, hvor han ville hen i en samtale. Den gyldne middelvej var for ham utænkelig.
Bentzon fyldte godt ud i landskabet. Fra sidst i 1940'rne til omkring 1950 var Bentzon tårnet i dansk og nordisk tonekunst slet og ret: En fremragende pianist, en sprudlende kritiker og kulturskribent, en skabende kunstner med en udtryksvilje på størrelse med Rundetårn.
Produktiv var Bentzon som ingen anden komponist i sin samtid, skal man sammenligne må man gå helt tilbage til Haydn eller Vivaldi. Ingen som Niels Viggo Bentzon kunne komponere et orkesterværk på rekordtid og endda have til til at putte en ørehænger af en DSB-klang ind til de rejsende - De ved, den der Dumm-Di-Dumm på tonerne D-S-B. 3.000 værker i alt, digte, bøger, happenings, artikler, tegninger, malerier. En blanding af Spike Jones, vittigheder, vaudeviller, Cage, Beuys og Duchamp. Plus en ikke ubetydelig tvivl angående det kunstneriske format nagede hele tiden Bentzon, og han indrømmede det. I et interview i 1988 sagde han: "Den dag idag er jeg momentvis bange for ikke for at være moderne nok.

Jeg er genial
Niels Viggo Bentzon sagde engang til denne skribent: "Kunsten er metier, det er livet der er svært. Det er tilværelsen der er svær, men sgu ikke det at lave noget." Nej, det grænseløse udtryksbehov satte de mentale svingninger i gang hos Niels Viggo Bentzon. Og når han ikke var
i den musikalske højtrykskedel, var han til gengæld i faretruende nærhed af den kældergrå mismodighed.
Tvivlen satte sig som et ar hos det produktive menneske. Denne tvivl blev forstærket i begyndelsen af 1960'erne, hvor der skete en omvæltning i ny dansk musik. Den næste generation begyndte at trænge sig på. Per Nørgård, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ib Nørholm komponerede værker, der kunne måle sig med den ældre generations nyskabelser. Den udvikling skabte en frugtbar turbulens i musikmiljøet. Vagn Holmboe sagde at det var naturligt og godt, Niels Viggo sagde det, der var rigtigt og det, både Holmboe og Bentzon følte: At de var hamrende kede af at se næste generation tage scenen.
Senere fik både Holmboe og Bentzon en revival. Det er ikke mindst festivalen Musikhøst i Odense, der med stædighed har været med til at pege på det genialske i Niels Viggo Bentzons værker. Men vi kender endnu ikke vingefanget af Bentzons kunst. Først på afstand af hans virke og med flere cd-indspilninger, kan vi se geniet. Selv kunne han sagtens se det - det var det, der gjorde ham så forbandet menneskelig: Han turde sige det, alle de andre drømte om at have mod til at sige: "Jeg er genial".

Fakta - Niels Viggo Bentzon 1919-2000
*Studier hos teoretikeren Knud Jeppesen og pianisten Chr. Christiansen. Store eksamen i teori og eksamen i klaver i 1941 ved Det Kgl. danske Musikkonservatorium. Organisteksamen i 1942. Debutterede som pianist fra solistklassen i 1942. Fra 1950 var Bentzon selv lærer ved musikkonservatoriet, hvor han fortsatte til 1988, fra 1960 som docent.

*Fra den første komposition, Klaverfantasi op. 1A, i 1939 det blevet til mere end 600 musikværker. Hans store klaverværk, Partita op.38, vakte stor international opmærksomhed ved Verdensmusikdagene i Københavns i 1947, og siden er det blevet til 24 symfonier, ni klaverkoncerter, 14 strygekvartetter, godt en snes klaversonater plus en mængde andre klaverværker.

*Ikke mindst det stort anlagte klaverværk Det Temperede Klaver, er en milepæl i klaverlitteraturen. Bentzons musik er bl.a. udgivet på plademærkerne Classico Records, Kontrapunkt og dacapo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her