Læsetid: 6 min.

Snapshot af et gennembrud

14. april 2000

I 1960 ramte maleren og filmmageren Alfred Leslie tidsånden med en aparte antologi i tabloidformat. Nu er 'The Hasty Papers' genudsendt i en luksus-udgave

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION

Dokument
Willem de Kooning kaldte den 'et snapshot af os alle'. Fidel Castro afslog først at være med, men lod sig senere overtale til at bidrage med det komplette manuskript til sin fem timer lange opsang til USA, holdt som tale for FN's delegerede i september 1960. Og hele generationen af yngre digtere, der samledes under betegnelsen The New York School - John Ashbery, Frank O'Hara, Kenneth Koch - tog med kyshånd mod tilbudet om at få trykt deres litterære eksperimenter, side om side med koryfæer som Jean-Paul Sartre og Allen Ginsberg.
The Hasty Papers, en særdeles stofrig antologi i tabloidformat udsendt i slutningen af 1960, var et enmandsprojekt, finansieret med penge som ophavsmanden Alfred Leslie havde tjent ved at sælge sine malerier. Den foregreb således 60'ernes amerikanske undergrundspresse, de mange stencilkopierede gør-det-selv magasiner med kunstnerisk eller politisk indhold.
Men ikke blot strategien var fornyende. Også indholdsmæssigt var der umiddelbart tale om en uhåndterlig størrelse. Modernistisk lyrik vekslede med tekster som den danskfødte maler Alfred Jensens overvejelser om farver eller kuriøse indslag a la Hannelore Hahns fremstilling af stylternes historie. Jack Kerouacs drømme var optrykt side om side med avantgardistisk dramatik, f.eks. Terry Southerns Love is a Many Splendored, der starter med, at Kafka i sit hjem i Prag bliver ringet op af Freud.
En hel obskur roman om eksperimenter med cannabis - Fitzhugh Ludlows The Hashees Eater (1857) - var der blevet plads til. Og i et essay reflekterede den berømte svenske museumsmand Pontus Hulténs over Hitlers, Churchills og Eisenhowers evner som billedkunstnere.
Hultén skrev: "Udtrykket fortæller os, hvem vedkommende er som menneske: Churchill modesnobbet og tom, Hitler pedantisk og manisk, Eisenhower helt og aldeles uintelligent. Og det er ikke noget godt tegn, når de, der styrer verden, udviser så infantile forestillinger om kunst."
Da Hultén lod disse bemærkninger falde, sad republikaneren Dwight D. Eisenhower stadig i Det Hvide Hus. Og afstanden mellem subkulturelle bevægelser som beatgenerationen og den officielle amerikanske drøm var endnu så stor, at et tiltag som The Hasty Papers havde en betydning, som det kan være svært at sætte sig ind i dag.

Litteratur i opbrud
Da antologien kom på gaden, blev den øjeblikkelig værdsat blandt New Yorks kunstneriske og litterære avantgarde som et udtryk for en udbredt fornemmelse af æstetisk og bevidsthedsmæssigt opbrud, der endnu ikke var slået bredt igennem.
I Paris arbejdede William Burroughs og Brion Gysin i samme periode på at overføre billedkunstens collageprincipper på litteraturen - den såkaldte cut-up teknik - og en ny generation af forfattere mente som Gysin, at litteraturen formmæssigt var et halvt århundrede bagud for billedkunsten.
Samtidig havde den amerikanske billedkunst bevæget sig væk fra abstrakt ekspressionisme, dels mod en ny realisme, dels mod tidens store nyskabelse: Pop Art.
Kort sagt: 50'erne var ved at blive til 60'erne, og som det ofte er tilfældet, fandtes de nye udtryksformer i kimform i undergrunden, inden de nåede op til kulturens overflade.
Det var disse kimformer, The Hasty Papers samlede op. En bestseller blev den naturligvis ikke. Godt 1.000 eksemplarer blev solgt, omtrent lige så mange foræret væk, og i 1966 brændte resten af oplaget. Siden har publikationen cirkuleret som et samlerobjekt, en slags undergrundsklassiker, der dokumenterer en vital periode, hvor billedkunsten og litteraturen befrugtede hinanden på nye måder.

Anarkistisk strategi
Om det kulturelle klima i slutningen af 50'erne har digteren Frank O'Hara sagt, at billedkunstnerne var lyrikkens eneste "generøse publikum". O'Hara, John Ashbery, James Schuyler og mange andre i deres generation hentede inspiration i billedkunstens avantgarde - kubisme, collage m.m. - og flere af digtene i The Hasty Papers er senere blevet kanoniseret som nogle af periodens hovedværker.
Det gælder O'Haras To the Film Industry in Crisis, en hyldest til Hollywood i en tid, hvor filmen tabte terræn til fjernsynet. Det gælder James Schuylers Freely Espousing, der næsten ti år senere gav titel til hans gennembrudsdigtsamling. Og det gælder Kenneth Kochs langdigt i 100 strofer á 24 linier, When the Sun Tries to Go On, skrevet i 1953, men først fundet værdigt til selvstændig udgivelse i 1969.
At The Hasty Papers på mange måder ramte plet, kunne ingen have forudset, idet antologien var redigeret efter anarkistiske principper. Men helt tilfældigt var det alligevel ikke. Initiativtageren Alfred Leslie havde selv en baggrund som filmmand, maler og forfatter, han var anerkendt på flere fronter, og netop korrespondencerne mellem forskellige kunstarter, og mellem 'fin' kunst og populærkultur, var temaer, der havde optaget ham siden 40'erne.
Leslie blev født i 1927, han voksede op i The Bronx, og under Anden Verdenskrig begyndte han at lave eksperimentalfilm, der brød med tidens surrealistisk orienterede avantgarde. Hans første større værk, Directions: A Walk After the War Game, blev vist på Museum of Modern Art i 1949, og omtrent samtidig slog han igennem som ung lovende maler, der udstillede sammen med de abstrakte ekspressionister og fik ros af den toneangivende kritiker Clement Greenberg.
I starten af 50'erne valgte han at satse på maleriet, fordi det på det tidspunkt var ildeset at brede sig over flere medier. Imidlertid kunne han ikke holde fingrene fra filmmediet, og i 1959 lavede han sammen med Jack Kerouac og fotografen Robert Frank den banebrydende kortfilm Pull My Daisy.
I de følgende år fulgte flere film, men i 1966 blev Leslie ramt af en tragedie: Hans atelier på hjørnet af Broadway og 22nd Street brændte, og han mistede alle sine malerier, manuskripter, fotografier og råfilm. Først i 90'erne begyndte han at rejse sig efter dette slag, og i en alder af 73 år arbejder han for tiden på at rekonstruere nogle af de tabte værker. Genudgivelsen af The Hasty Papers er en del af denne proces.

Brev til Castro
I forbindelse med millennium-udgaven af The Hasty Papers har Leslie benyttet lejligheden til at foretage mindre ændringer. På grund af en aldrig afklaret konflikt med Robert Frank omkring ophavsretten til Pull My Daisy har Leslie været nødt til at fjerne Franks fotografier. I stedet har han forsynet antologien med 400 nye fotografier, 'parafraser' kalder han dem, sort/hvide billeder skabt ud fra erindringen om mistede værker.
Dernæst har han indføjet Jean Genets langdigt Condemned to Death, som han i sidste øjeblik måtte udelade fra originaludgaven, fordi en offentliggørelse dengang med stor sandsynlighed ville have ført til beslaglæggelse og måske også fængselsstraf. Man må huske, at en bog som Burroughs' Nøgen frokost først helt blev frikendt af retten i USA i 1966.
Endelig er den nye version af The Hasty Papers forsynet med dokumentation omkring antologiens tilblivelse, dels Leslies egen fremstilling, dels en stor del af brevvekslingen med de mange bidragydere.
Specielt brevene er underholdende læsning. For det første fremgår det, at Leslie i ungdommeligt overmod har skrevet til nærmest Gud og hvermand: Tennessee Williams, T.S. Eliot, Faulkner, Hemingway, Camus, Cocteau, Céline og mange flere. Hertil kommer de mange kuriøse indslag. Som når Allen Ginsberg, lykkelig over at have modtaget extrahuge royalties fra City Lights, indfletter følgende hilsen: "Glem ikke at vaske røvhullet."
Eller når Leslie efter flere rykkere til Fidel Castro skruer bissen på: "Dette brev vil være det sidste jeg vil besvære dig med. På dette tidspunkt føler jeg mig nærmest mere dum end skuffet over ikke at have modtaget svar. (...) Jeg er sikker på, at havde jeg været en stor forlægger ville jeg i det mindste have fået et afslag."
Og så giver dokumenterne en indsigt i den redaktionelle proces. I et brev til Truman Capote hedder det: "Mere end noget andet består The Hasty Papers af materiale, der ikke 'passer' ind i den almindelige, kommercielle og hæmmede majoritet af tidsskrifter - enten fordi det er for kontroversielt, for 'avantgarde', eller slet og ret betragtes som 'uudgiveligt'."
Med The Hasty Papers gjorde Alfred Leslie det 'uudgivelige' tilgængeligt. Nu foreligger så et genoptryk, der måske ikke længere er kontroversielt, men i det mindste et vigtigt historisk dokument. Og efter sigende skulle en samling New Hasty Papers være under forberedelse. Så må tiden vise, om Leslie endnu en gang kan ramme plet.

*Alfred Leslie: The Hasty Papers: The Millennium Edition. Host Publications, Austin, Texas, 1999, 256 sider, 35 USD

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her