Claus Beck-Nielsens 'Ci-vi-li-sa-tion' er en brændende vrang-utopi om et samfund, der lemlæster sig selv. Men på scenen futter tankerne med op i egne flammer
Teater
Der er ingen tvivl om, at Claus Beck-Nielsen er bekymret for menneskeheden. Der er heller ingen tvivl om, at hans engagement brænder - hans trang til at udpensle sine undergangsvisioner ender simpelthen som en uoverskuelig dystopi, en vrang-utopi om et samfund, der lemlæster sig selv.
Eller som titlen kunne antyde det: Ci-vi-li-sa-tion, den tidligere sejrende, vestlige samfundsform, ender med at negere sig selv.
Som dramatik er stykket imidlertid en uhåndterlig hoben ord - glødende ord, der blusser i skræk og formaning, men hvis dommedagsbuldren ender med at blive selvantændende. Tankerne futter med op i egne flammer.
Optakten til historien er ellers glimrende: En ung mand beder om at låne en tændstik, så han kan sætte ild til sig selv på Rådhuspladsen - og en ung pige løber omkring i polterabend-udstyr og sælger kys for en krone. Nysgerrigheden er vakt, og en indlevende sympati er mulig.
Men tre kvarter senere har kun en forhutlet Ole Ernst tændt yderligere interesse på tilskuerpladserne - hjemme som han er i rollen som flaskesamleren, som den stolte sut, som lystløgneren, autisten og den evige Jeppe... Og efter mere end to en halv time er scenen nærmest splittet ad.
Motorvejsdyrkelse
Tidskorrekt foregår stykket i noget, der minder om viadukten under en motorvejssløjfe, og som hos både Lars Noréns (Personkreds 3) og Ole Bornedal (Gud Bevare Danmark) har samfundets udskud kun hinanden at varme sig ved.
Enhver illusion er sprængt væk - brændt, snittet, slået, sparket... Og samtlige rationelle drabsmetoder er gennemgået: Halshugning, dolkning (med springkniv), korsfæstelse, bålbrænding... (hængning antydes dog kun). Af selvmordsmetoder nævnes dog kun benzinafbrænding og den mere besværlige selvkorsfæstelse - "det er den sidste hånd, der er problemet".
Måske ser Beck-Nielsen sig selv som sin tids Kaj Munk. Måske ønsker han at mane til medmenneskelighed og tvivl, til omsorg og måske til kærlighed - men i hvert fald til tro. (Nadveren er da med, men selvfølgelig udgør skraldespandspizza det for 'brødet'.)
Det er bare svært at se, hvordan han vil opnå sådan en reaktion hos sin tilskuer, når der absolut intet er at føle for i hans stykke. Når ingen af personerne vækker hverken 'frygt eller medlidenhed', og når ingen af handlingerne vækker andet end midlertidigt ubehag. Selv et voldeligt overfald på polterpigen med voldtægt af forskellig art kunne ikke afstedkomme andet end en trækken på skuldrene på tilskuerrækkerne. Eller som en tilskuer sagde: "Hun kunne jo bare være gået sin vej."
Rottweiler-kæleri
Beck-Nielsens pointe er velsagtens, at vi netop ikke kan gå - fordi vi ikke har andre steder at gå hen end rundt i denne selvdestruerende civilisation. At vi har ødelagt vores egne muligheder for at videreudvikle os. At vi har tabt som art. Eller for at blive ved de religiøse overtoner: at vi har vendt os bort fra Gud.
Disse tanker er imponerende store. Men i stykkets nuværende konstruktion er de alt for formløse til, at de kan tackles dynamisk på en teaterscene. Forcen ved Beck-Nielsens tidligere teaterforestillinger - det intime, det ironiske, det intellektuelt finurlige, det perfide - bliver dermed underligt fraværende.
Instruktøren Alexa Ther har ellers indlagt utallige variationer over spillet og bunker af gags. Og scenografen Rikke Juellund har sammen med lysdesigneren Pernille Plantener skabt en lysblinkende underverden udsat for kronisk vejarbejde med åbninger lige lukt ned i Helvede.
Dramatikerstirren
I dette univers er rottweileren et kæledyr og mennesket en uddød race. Kun psykopaten har overlevet kampen mod sig selv. Dermed bliver forestillingen snarere en oplevelse af dommedagsprofeti end af teater.
Men ja, det kongelige skuespillerensemble spiller fortræffeligt. Olaf Johannessen og førnævnte Ole Ernst har skiftet problemløst fra Ibsen til Beck-Nielsen, mens Thure Lindhardt og Lars Mikkelsen brillerer videre i deres rolleregistre over bizarre eksistenser. Ida Laub Oksen lyser op som polter-pigen, sært robust og uimodtagelig for mændenes ydmygelse - fremtidens og borgerkrigens hardcore-kvinde?
Og så skumler Henrik Koefoed, Martin Hestbæk og Mads M. Nielsen omkring som voldsbande med speciale i samfundsordens-likvideringer.Koefoed er udstyret med to ansigter, både sit eget og en maske af Beck-Nielsens stirrende kontrafej - hvis nu nogen skulle blive i tvivl om
pointen.
Det sker næppe. Problemet er snarere, at pointen ikke er særlig fordøjelig som teater. Teksten er ikke pirrende eller fængende; den er knap nok underholdende. Til gengæld er den meget lang og tænksom og bekymret. Eller som en replik lyder, efter at demokratiet er blevet aflivet:
"Hvorfor tror I allesammen, at det er nogle andre, der bestemmer?"
Det socialt indignerede teater i 50'erne fik tilnavnet 'den unge vredes tid'. Teatret i det nye årtusind flammer måske op om 'det unge sortsyn'.
*'Ci-vi-li-sa-tion' af Claus Beck-Nielsen. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Rikke Juellund. Lysdesign: Pernille Plantener. Lyd: Jonas Vest. Det Kgl. Teater i Turbinehallerne til 18. maj
