Læsetid: 4 min.

Spleen og splittelse

4. april 2000

Langt om længe er Tjekhovs første stykke nået frem til en dansk scene

Teater
Firsernes særlige Tjekhov-sult, der hurtigt sagt dækkede over en selvspejling i hans senborgerlige desorientering, førte - med bl.a. Peter Brook i spidsen - til et nyt syn på Tjekhovs indtil da lavt vurderede første udspil i fire-akter klassen, Ivanov. Og siden da har stykket konstant de sidste tyve år været på plakaten et eller andet sted - i udlandet.
Her var Radioteatret som så ofte før først ude med sin version, men at det blev Klaus Hoffmeyer, der som den første bød på en dansk sceneopførelse, ligger i logisk forlængelse af skuespilchefens øvrige repertoire i denne sæson; et repertoire, der har bestået af genopdagelse, afstøvning og oppudsning. Fra Kærlighedens narre over Hr. Bengts hustru til Ivanov - en konsekvens, man næsten uanset graden af vellykkethed, må tage hatten af for.

Teatrets kronprins
Uden en indlysende Ivanov går det ikke. Det hænger sammen med, at den pragmatiske teatermand Tjekhov justerede sin Ivanov med henblik på den 'kedelige' skuespiller, der var udset til uropførelsen i 1889 og som efter dramatikerens mening tvang ham til at skrue blusset ned til "en kortere og kedeligere" dialog. Rollebesætningen kom i den grad sin forfatter på tværs, så han i bakspejlet knurrede, at stykket retteligere burde have heddet Sasja efter den ene kvindelige hovedperson; noget adrenalininflueret sludder, eftersom stykket permanent har Ivanov som om ikke motor, så centrum.
Motor er der nemlig ikke meget af i denne godsejer, der skønt han er 35, er handlingslammet som en 70-årig, der har overladt scenen til den yngre generation.
Rollen er mere end almindelig svær, fordi vi i dag er så langt fra datidens forståelse, at den nødvendigvis må nydefineres. Den deler publikum i to: de, der med baggrundskendskab, kan se figuren i historisk perspektiv og de, der med nutidige øjne ser en forkælet, spleenramt neurotiker, tømt for følelsesliv, fremtidstro og tro idet hele taget. En mand, der en dag har følt efter og kun mærket selvforagt der, hvor der engang var noget andet.
Når han kalder sig selv en Hamlet og et overflødigt menneske, hører de første genlyden af en russisk debat, navngivet af Turgenjev, der efter de fejlslagne reformforsøg umiddelbart før stykkets tilblivelse, handlede om skuffede, tilbagetrukne og goldt selvanalyserende intellektuelle. Mens de sidste stadig ser en forkælet, spleenramt osv. - en mand, der langt ude på den russiske lars tyndskids mark trænger til de psykoanalytiske begreber, Freud er ved stykke sammen i Wien, samt et los i røven. Noget af en antihelt og en gestaltisk byrde, som Birkkjær løfter fornemt, træt og grå af selvhad og med forpint noblesse, så man meget passende huskes på hans Hamlet hos Danterne.

Moralsk nedtur
Ivanovs kummer er baggrundsstøj for en større krise. Hans jødiske kone Anna, hvis forældre slog hånden af hende, da hun konverterede for at gifte sig, er døende uden at han kan opvise anden sindsbevægelse end irritation i den anledning. Hans kuldslåethed frastøder den unge kompromisløse læge Lvov, og Lvov blir manden, der i sidste akt indirekte rækker ham selvmordsvåbnet.
Anledningen er Sasja, distriktrådsformandsparrets fremfusende datter, hvis erotiske attak fratager Anna hendes sidste livskraft. Sasja ser i Ivanov en hæderlig mand, der skal reddes; kvindelig kærlighed er en form for sygeplejetænkning, driller forfatteren.
Rundt om den tragiske trekant, der også rummer et økonomisk hængeparti, svirrer et klassisk tjekhovsk galleri af drømmere, desperadoer, nassegæster og naragtigheder. Forenede af kedsomhed, distriktssladder og vodka på hundrede måder.

Stemningsudsving
Opsætningen har lige så mange facetter som det melanko-sangvinske russiske temperament. Første akt er skuffende bedaget teater med lovligt store håndbevægelser fra Peder Holm Joensens side (som forvalter) og en Aksel Erhardsen (grev Sjabelski), der runger. Kun når Bodil Jørgensen som Anna smutter frem fra sin stuearrest, kommer der et menneske på scenen og Birkkjær er endnu ikke trådt i karakter.
Anden akt former sig først og fremmest som en småborger- og embedsmandsskildring, instruktionsmæssigt anlagt som farce med Jørgensen, Birkkjær og Stine Stengades Sasja som de eneste mennesker med ægthed bevaret.
Tredje akt har den skjulte undertitel "fra herreværelset" - scenografisk henlagt til en grim rød (revolutionen lurer...) kukkasse inden i Nye Scenes kukkasse. Her forspilder herrerne symptomatisk en lejlighed til at tage de politiske diskussioner, de burde engagere sig i, men bevidstheden om Annas sidste timer i naboværelset sobergør tonen i hele akten. Og sidste akt - regnskabets time før brylluppet med Sasja - strammer Ivanovs skæbne sådan til, at stykkets alvor endelig får den plads, den behøver. Et forløst hele kan der dårligt blive tale om, men tankegangen bag er forståelig nok.

Svært at lykkes med
Også spillet tenderer splittelse. Jørgensen er fremragende, Stengade nogen gange tæt på og Birkkjær detonerer enerverende langsomt, men er værd at vente på. Fra Henning Jensens marinerede Lébedev over Erhardsens greve, der vokser i menneskelighed, går en stigende linje af karrikatur - Holm Joensen, Karen Margrete Bjerres påholdende guldgås, Birgitte Simonsens kornfede enke, Vera Gebuhr og Asger Reher - og helt for sig selv kæmper Jens Jacob Tychsen med moralisten Lvov, der er svær at hale i land.
Så fik vi demonstreret, at stykket fra Tjekhovs hånd er svært at lykkes med og samtidig en ikke uspændende Danmarksintroduktion.

*Ivanov af Anton Tjekhov, oversat af Kjeld Bjørnager. Bearb. & instr.: Klaus Hoffmeyer. Scen.: Kim Witzel. Kost.: Kirsten Lund Nielsen. Det kongelige Teater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu