Læsetid: 5 min.

Sprogblomster på nettet

25. april 2000

Slut med faste besøgstider og sidste chance for at nå udstillingen, før en ny hænges op.
I afsnitp.dk bestemmer gæsterne selv vejen rundt i galleriet, og det er muligt at vende tilbage igen og igen

Visuel poesi
Allerede ved ankomsten står det klart, at Afsnit P's nye udstillingsrum har en usædvanlig karakter.
I foyeren lokker værker, der spænder fra den franske digter Stéphane Mallarmé (1842-1898) til maleren René Magritte (1998-1967) og den nulevende amerikanske performancekunstner Laurie Anderson. En velhængt blanding af 21 billeder, tekster og sproglige kompositioner, der alle inviterer til at drage videre ind i den enkelte kunstners personlige univers.
Hvis altså ikke man allerede har bevæget sig direkte mod galleriet for at få svar på det nærliggende spørgsmål Hvad er visuel poesi? Eller har ladet sig friste af Gode intentioner og de inviterende røde bogstaver, der opfordrer til et Kig forbi.

Grænserne nedbrydes
De tre selvstændige udstillinger udgør tilsammen kernen i www.afsnitp.dk. Et udstillingsrum, der ikke kræver betaling ved indgangen, og som bedst indtages ved brug af en god portion nysgerrighed samt lysten til at opleve kultur i et nyt univers.
For det virtuelle udstillingsrum stiller i høj grad krav til de besøgende. Og det er vel, som en af de tre ide-magere bag www.afsnitp.dk, Christian Yde Frostholm, udtrykker det, "egentlig meget godt."
Grundstenene til Afsnit P's virtuelle udstillingsrum blev lagt i boghandelen og galleriet af samme navn i Nansensgade fra 1994-98. Selvom det skrevne ord ligger forfatteren Christian Yde Frostholm naturligt på sinde, var der også i det fysiske rum plads til at eksperimentere med poetiske sprogblomster i en kombination af billeder og tekst.
"Det nye virtuelle rum udspringer af en interesse for området, der ligger mellem billedkunst og litteratur. Hvor digte bliver bevidste som form, og hvor billedkunsten interesserer sig for sprog," lyder den korte version af baggrunden for Afsnit P på nettet, der åbnede i efteråret 1999.
Ifølge Christian Yde Frostholm er det netop mulighederne for at bryde de gængse grænser, der er udfordringen på nettet. Det nye medie gør det lettere, mener han, og nævner sig selv som et eksempel:
"Fra at aflevere et maskinskrevent manuskript er jeg nu begyndt at arbejde med grafik og billeder, så tingene smelter sammen, og jeg i realiteten kan lave hele min bog selv," lyder forklaringen med slet skjult begejstring.

Litterær udfordring
Selvom valgene af bidrag til Afsnit P's udstillinger ofte lander på folk, der i forvejen er "lidt grænseoverskridende", mener Christian Yde Frostholm, at specielt litteraturens bagmænd kan have godt af, at lade sig inspirere af de nye muligheder.
"Med billedkunsten har grænserne allerede rykket sig i form af, at kunstnere laver ekstremt litterære værker, og en videoinstallation i realiteten ofte nærmer sig en film. Litteraturen har derimod været mere puritansk og lukket inde i sig selv," forklarer han.
Men der er masser af tværæstetiske oplevelser at hente blandt Afsnit P's skrivende udstillere. Som når
Niels Lyngsøs digte snor sig rundt på siden i en melodisk symfoni i den seneste udstilling hvad er visuel poesi?, og det forviste laotiske skrifttegn får nyt liv med Benedicte Bojléns hjælp samme sted - for blot at nævne et par eksempler.
Selvom de udstillende kunstnere har hvert sit rum at boltre sig i, sikrer en overskuelig indretning, at det altid er muligt at finde tilbage med et enkelt klik på musen

Alle veje fører til ...
Vejen rundt i det store udvalg er til gengæld ikke givet på forhånd. Ifølge Christian Yde Frostholm er det en af de ting, man som udstiller skal vænne sig til at tænke i og - ikke mindst - til at acceptere.
"Vi griner meget undervejs, fordi vi stadig kommer til at sige 'hvis man først... og så bagefter...'. Men i det virtuelle rum er ikke noget først og bagefter. Det kan jo lige så godt være, at de besøgende vælger at gå en anden vej," erkender han.
Og hvorfor bestige trappen trin for trin, når man kan springe direkte til tops og få et kig ind ad vinduet, som det er tilfældet på Afsnit P's første fotoudstilling Kig forbi af Frank Sebastian Hansen. Begge dele er muligt, men er man primært interesseret i udsigten over søen og den smukke aftenhimmel, bringer et let tryk på knap nummer 14 fra venstre den besøgende direkte til målet.
"Udfordringen ligger i at udnytte de mange lag som nettet giver mulighed for," forklarer Christian Yde Frostholm.
Trækker musen i stedet i retning af den øverste palet, afslører diskrete anvisninger da også vejen til udstillingens tilhørende tekster af Jeppe Brixvold og Pia Juul.

Et flygtigt medie
Selv en overskuelig indretning kan dog ikke råde bod på den ventetid, der følger med en langsom internet-opkobling i 'myldretiden.' Som på en lang tom museumsgang er der derfor tid til at gøre sig sine egne forestillinger om, hvad der gemmer sig bag næste 'hjørne'. Hvis altså ikke man lader sig friste af ventetiden til at søge nye veje.
"Det er klart, at det er et problem, fordi internettet er et ekstremt flygtigt medie, og man typisk starter med at zappe," tilstår Christian Yde Frostholm. Han mener derfor, at en af udfordringerne er at få de besøgende til at blive hængende.
"Vi øver os i at fatte os i korthed og bygge tingene op, så man kun får en lille bid med mulighed for at bladre videre til en lille bid mere."
Afsnit P's ubetingede styrke er da også, at de enkelte værker synes at være målrettet til det nye medie. Teksterne er indbydende, og derved forhindres printerknappens forstyrrende fristelse i at tage overhånd.
"Noget giver sig selv, som det eksempelvis er tilfældet med Vagn Steens digte fra 60'erne. Det er gamle tekster, men det er som om, de hele tiden har vidst, at de engang skulle være animationer. De har ligget og ventet på, at nogen skulle gøre det her, så det eneste, vi har gjort, er at anbringe dem i en rækkefølge," griner Christian Yde Frostholm.
Mens bogstaverne drillende skifter form, dukker nye ord op for straks efter at forsvinde igen. "UM - sagde sproget - jeg vendte hende om - MU - sagde hun." Og tilbage står kun UM og MU på den rene hvide baggrund...
Selvom mulighederne kan synes uendelige i det nye udstillingsrum, er de dog langt fra udnyttet til fulde, vurderer Christian Yde Frostholm.
"Vi er kun lige begyndt, og det kan man mærke. For så begynder tingene at ske."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her