Læsetid: 2 min.

Til spyt og til vægs

12. april 2000

P&T deltager i hyldestkoret for den royale fødselar med et nyt frimærke med monarkens kontrafej

Modelarbejde
Breve er mange ting. Nogle skrives med dyre Mont Blanc-fyldepenne og puttes i tykke kuverter af bøttepapir. Andre behandles mere lemfældigt og smides ned i en tynd og sjasket konvolut med fedtpletter på. Fælles for denne efterhånden - synes det - antikverede kommunikationsform er, at der skal frankerering til.
Og ligesom DSB, der overlader det til kunstnere (og den evige plage; grafitti-drengene) at dekorere togvogne, stationer og affaldsposer, så er post-etaten ikke sen til at invitere kunstnere til afgive deres visuelle 'duftspor' på de små, firkantede papirstykker.
Dem, som filatelister samler på som guld, men som vi andre næppe ænser, når vi slikker dem på plads i kuvertens øverste højre hjørne.

Lysår imellem
Mandag blev Jørgen Bobergs blågrønne og knivskarpe portræt af dronningen, omsluttet af et stort, tomt rum, afsløret på Frederiksborg Slot i forbindelse med udstillingen Danmarks dronninger fra Margrete I til Margrethe II, som netop er åbnet sammesteds. Og i dag udgiver så P&T to nye frimærker med monarkens kontrafej.
Det er godt nok det samme portræt, der går igen på de to takster til 4 kr. og 5,25. Portrættet er udført af kunstneren Pia Schutzmann, som er født samme år som hendes portrætoffer.
Der er lysår mellem Bobergs og Schutzmanns fremstillinger af monarken. Den royale fødselar beskrives i øvrigt af alle de mange kunstnere, som efterhånden har foreviget hende, som den ideelle model.
Schutzmanns særkende er det tyste portræt, udført i blyant. Sådan arbejder hun. Hun nærmest hvisker sine mennesker frem. Det har hun bl.a. vist i sine antydningsvise portrætter af bl.a. dronning Ingrid og Rigmor Mydtskov. Hun starter altid med næseroden for at udfolde de øvrige ansigtstræk derudfra i en cirkelbevægelse.
Kunstnere som den italienske maler og grafiker Giorgio Morandi har inspireret hende til dette antydningsvise og anelsesfulde udtryk i grå toner, der får modellen eller objektet til at stå og svinge mellem at komme til syne og at forsvinde.

Ved at forsvinde
Dronning Margrethe er der med andre ord - og dog er hun næsten ved at forsvinde. Eller er hun lige ved at ankomme? Det er en viljesakt at se hende, og kun fordi vi kender hendes ansigt så godt, lader det sig gøre at digte det manglende til.
Har de trykt frimærket for svagt? vil mange sikkert spørge sig selv. Højre kind henligger i lys og går i et med det hvide papir. Hertil kommer, at hendes hals er lang som en svanes, og her kan man ikke undgå at tænke på Amedeo Modiglianis langhalsede og smalhovede modeller.
Margrethe som giraf, vil skeptikere uden tvivl fremføre. Alligevel må det indrømmes, at hun vinder i længden. Ikke svinder, læs nu rigtigt, kære læser. Opfør dig ordentligt! Dronning Margrethe ligner her en ganske ung pige med svanehals, uhyre fine træk og glat hud. Hun er æterisk, ligesom gjort af drømmestof. Indadvendt, kontemplativ.
Med Sophus Claussens ord: Hun er blevet til Drømmemusik. Meget langt fra den modne, kloge og handlekraftige 60-årige, vi kender fra medierne.
Men måske er hun også sådan? Når mørket falder på, når hun dagdrømmer, eller når hun falder i staver ved sit staffeli?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu