Læsetid: 8 min.

Stadig pres på pressen

29. april 2000

De unge demokratier og deres Nixon-adepter. Om europæisk pressefrihed i det 20. århundrede

Når man ser tilbage på det 20. århundrede, må man indrømme, at i store dele af verden, herunder også i Europa, har der været meget få muligheder for at udøve demokrati og pressefrihed.
Nogle lande, og blandt dem navnlig Rusland, har kun i enkelte tilfælde været i stand til at give plads til, at de kunne udfolde sig.
Andre lande, inklusive de centraleuropæiske, har kun oplevet relativt frie samfundsformer i den helt tidlige og den helt sene del af århundredet.
Når vi bruger udtrykket 'demokratiets vagthund' om pressen, må vi ikke glemme, at en fri presse også er afhængig af demokratiet. Et åbent samfund og et velfungerende demokrati er det eneste miljø som vagthunden kan trives i - og overleve i.
Men forholdet mellem en fri presse og et demokratisk samfund, består af mere end et simpelt forhold mellem en hund og dens herre. Det udgør en symbiose, der sikrer begges overlevelse. Hvis balancen ødelægges, f. eks . når et samfund bringer sin pressefrihed i farezonen, starter der en proces, som kun kan ende med, at samfundet bliver omdannet til en snylter.
Europæiske vagthunde
For de mennesker, der levede under totalitære styreformer, var samfundet ikke stort andet end en sådan snylter. Da undergrundspressen, som med et russisk hverdagsudtryk gik under navnet 'samizdat', endnu var ung, ønskede den blot pressefrihed til gengæld for sin indsats. De journalister der bidrog til disse blade risikerede fængselsstraffe.
Moderne teknologi gjorde siden hen distribution og trykning lettere, og gjorde den illegale presse mere mobil og avanceret. Det var meget vanskeligere at kontrollere de tusindvis af kopier, end det havde været at holde øje med de klodsede reprografiske anlæg af ældre dato. Efter kommunismens fald har dissidenter spøgefuldt bemærket, at kopimaskinen havde været en af de mest heroiske systemkritikere. Undergrundspressen var nu blevet meget mere end blot en vagthund. Den angreb de undertrykkende regimer og svækkede dem. De totalitaristiske ledere var måske mere bange for den ucensurerede presse end for folkemængden i gaderne.
Men da Berlinmuren var slået sønder, forandrede mainstream-pressen sig ikke automatisk til den famøse vagthund. Frie valg, ophævet censur og legalisering af undergrundspressen var ikke nok til at ændre på den officielle presse, der nu var adskilt fra den regering, som den havde tjent så længe.

Og hvad så?
Unge demokratier adskiller sig fra de ældre, ved at de endnu mangler at udvikle en vekselvirkning mellem politik, medier og befolkning.
Den frie presses rolle er at undersøge og offentliggøre, men dens opdagelser sætter ikke automatisk skub i en forandring af samfundet.
Mennesker der har levet under totalitære styreformer, kan tildels stilles tilfredse med blot at få kendsgerninger at vide, og er ikke entydigt skeptiske over for deres egne manglende muligheder for at opnå indflydelse. De udøver ikke pres på politikerne for at få dem til at handle efter deres ønsker, og de unge demokratiers små udgaver af Nixon træder kun sjældent tilbage, selvom de jævnligt bliver grebet med hænderne nede i den forbudte kagedåse.
H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder er en oplagt parrallel til den frie presses status i de post-kommunistiske lande.
Den meget unge tilskuer røber sandheden, men folkemassen trækker bare på skuldrene. "Ja, han har ikke noget på, og hvad så? Måske er han godt selv klar over det. Og i øvrigt: Skal vi absolut kritisere ham for det?"
Dette skal ikke betyde, at jeg er skeptisk over for den udvikling vi er inde i. Jeg håber bare, at det barn er et billede på demokratiet, og at det vil vokse sig stort og stærkt, hvis det vil at mærke bliver passet ordentligt.

Modent demokrati
I 1989 syntes vi, at det første tillæg til den amerikanske forfatning lignede en billet til pressefrihed i et offentligt miljø, der i så mange år var blevet redet som en mare af foragt for civilsamfundet. Men vi kom snart til den erkendelse, at vi prøvede at indhente en verden der endnu lå langt ude i fremtiden. Det duede ikke blot at overføre the first amendment til et retssamfund, der havde helt andre rødder end det amerikanske.
Det første tillæg til den amerikanske forfatning fastslår at ingen, hverken staten, regeringen eller selv parlamentet, kan lægge begrænsninger på pressefriheden. De unge demokratiers konstitutioner fastslår derimod at stat, regering og parlament skal garantere pressefriheden.
Der er en subtil, men meget grundlæggende forskel her.

Indflydelse
De topjournalister der besøgte Prag i foråret 1990 kunne ikke forstå Jiri Ruml, den legendariske repræsentant for undergrundspressen i Tjekkoslovakiet og chefredaktør på avisen Lidove Noviny, da han prøvede at forklare, hvorfor han ønskede at forlade sin stilling til fordel for en plads i parlamentet, hvor han ville "tage del i virkelighedens politiske liv," som han sagde.
Det lykkedes ingen at give ham en forståelse for den amerikanske virkelighed, hvor en redaktør på en af de store og seriøse aviser, kan opnå mere i henseende til offentlig indflydelse end et parlamentsmedlem.
Og selv havde jeg efterfølgende store problemer med at prøve at forklare amerikanerne, at vores læsere, efter et halvt århundrede med orwell'ske tilstande, foretrak en meningstilkendegivelse frem for nyheder og analyser.
Blot et år senere, i 1991, forsøgte jeg at overbevise mine kolleger på redaktionen om, at nøjagtige og objektive nyhedsreportager kunne være det sted, som læserne kunne starte fra, når de skulle danne sig deres egne meninger.
Nøgne kendsgerninger er godt avisstof, sagde jeg til dem. Vi må skelne mellem nyheder og synspunkter, mellem news and views.

Formode-journalistik
Men det er i modstrid med de dybt rodfæstede traditioner, der omlejrer os, forsvarede mine kolleger sig. Vores læsere ønsker at få at vide hvordan vi fortolker de nøgne kendsgerninger, de forventer af os, at vi leverer den vare.
I den blandede mediekultur som vi lever i nu, er der i pressekredse en stigende opmærksomhed mod den tendens, at det man kunne kalde 'verifikationsjournalistik' bliver erstattet af en 'formodningsjournalistik'. Medier leverer nyheder døgnet rundt, og kommenterer udviklingen i højere grad end de indsamler nyheder.
Jeg er bekendt med dette forhold, og jeg er ikke uskeptisk over for udviklingen af den europæiske presse, men i løbet af overgangsperioden har jeg lært, at en virkelig fri presse hverken kan udvikle sig eller overleve uden kvalitet og ansvarlig journalistik. Det giver bonus i både modne og unge demokratier.

Hund med mundkurv
Når man ser på Europa, er der tegn på at selv de 'demokratiske' politikere i de tidligere kommunistiske lande, betragter pressen som deres modstander, og er parate til at give vagthunden mundkurv på.
Typen af denne mundkurv kan variere. Lad os tage udgangspunkt i det der skete, da Tjekkiets præsident Vaclav Havel inviterede Radio Free Europe til at forlade München for i stedet at komme til Prag. Denne invitation kom ikke kun, fordi det var let for Prag at optræde som værtsby for radioen. Den kom også som en tak for, at Radio Free Europe havde været medvirkende til at knække det sovjetiske styre.
Kort efter at radioen var flyttet til Prag, begyndte den at sende persisk sprogede udsendelser til Iran og Irak. Saddam Hussein var naturligvis utilfreds, og protesterede. Den irakiske regering truede endda med, at Irak ville nægte at betale sin gæld, og systematisk udelukke alle tjekkiske firmaer, hvis den tjekkiske regering ikke lukkede radiostationen.
Det var hvad man kunne have ventet. Det der imidlertid kom som en overraskelse, var den reaktion dette udløste hos nogle tjekkiske politikere. De glemte hvad Radio Free Europe havde gjort for at bringe kommunismen til fald, og udtrykte ønske om at få radioen lukket ned.
En af ministrene i regeringen foreslog tilmed, at den tjekkiske republik skulle bede USA og andre vestlige lande, om at godtgøre de udgifter og skadevirkninger, som uenigheden havde medført, og sågar dække de tab, som i fremtiden måtte påregnes som følge af denne interessekonflikt!

Faren lurer
Med den sidste krig i Tjetjenien er det tydeligste eksempel på det skrøbelige forhold, der eksisterer mellem en fri presse og dens stat.
Den russiske presse, som under den første krig fra 1995 til 1996 var meget kritisk over for regeringen, var nu ganske tam.
Det er korrekt, at de terroraktioner Rusland oplevede, og som muligvis blev udført af de tjetjenske oprørere, gik forud for denne krig. Men det duer ikke som en forklaring på, hvorfor den russiske presse, som roser sig af sin uafhængighed, begyndte at optræde som regeringens eftersnakker.
Hvis de journalister der for tredive år siden rapporterede fra Vietnams krigszoner havde bakket op om deres regeringer, ville krigen formentlig have kunnet fortsætte et godt stykke tid længere end den gjorde, og have krævet langt flere dødsofre blandt uskyldige civile, som netop er den form for tab, som vi for tiden er vidner til i Tjetjenien.
Men i Tjetjenien er der kun et lille antal af hovedsageligt udenlandske journalister, der sender kritiske reportager og objektiv nyhedsdækning fra begge sider i konflikten.
Jeg er stolt af at kunne sige, at Epicentrum, et lillebitte og meget arbejdsomt tjekkisk nyhedsbureau, er til stede blandt dem.

Handel med journalist
Historien om journalisten Andrej Babitskij fra Radio Free Europe er skrækindjagende.
Efter at være blevet arresteret af den russiske hær og anklaget for at samarbejde med de tjetjenske oprørere, blev han senere udvekslet for tre russiske soldater. Hans eneste forbrydelse var hans journalistiske virksomhed.
At udveksle en journalist, der dækker en krig for et internationalt pressebureau, i bytte for sine egne soldater er et overgreb på alle pressefrihedens principper, og kaster et pinligt lys over de russiske politikeres lovprisninger af begrebet pressefrihed.
Ved at handle med en journalists liv og førlighed, har de russiske myndigheder erklæret åben krig mod de uafhængige journalister.
Andrej Babitskijs sag beviser at regeringer i Europa fortsat vil række ud efter mundkurvene, og fortsat vil udfordre journalister verden over.

Jaroslav Veis er journalist, oversætter og skribent. Indtil 1998 skrev han om videnskab og science fiction, og fra 1990 til 1994 arbejdede han som politisk kommentator på avisen Lidove Noviny. Han er nu free-lance kommentator for forskellige publikationer og for radiokanalen Czech Public Radio.

Denne artikel er oversat fra en lille artikelsamling udgivet af World Association of Newspapers, i serien World Editors Forum. Anledningen er den internationale pressefrihedsdag den 3. maj.

Oversat af P.C. Mollerup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu