Læsetid: 5 min.

Til stadighed på vej mod det næste

14. april 2000

Villy Sørensens erindrende essays, som udkommer i næste uge handler om livet med sproget gennem 25 år

BOGTILLÆG/ANDEN SEKTION
Essays
Mit Liv bliver dog en Digter-Existents. Kan der tænkes noget Ulykkeligere? spørger Søren Kierkegaards æstetiker sig selv. Den unge Villy Sørensen svarer: Her syntes jeg måske nok at der kunne tænkes noget endnu ulykkeligere, nemlig ikke at blive digter. Det sker under skildringen af hans møde med filosoffen ved Billeskov Jansens forelæsninger, da han i de første studieår vaklede mellem to brødløse leveveje, digtningen og filosofien. Selv om essayet logisk nok hedder Enten - Eller, blev det med tiden til et sørensensk både - og.
Om livet med sproget handler det hele tiden tværs gennem alle de emner, han tager op i et fint sammenhængende udvalg af essays og taler gennem 25 år, alle med selvbiografiske indslag. Titlen På egne veje er karakteristisk for Villy Sørensen, der altid udtrykker sig med en sådan præcision, at over- og undertoner klinger med, her om hans vej til at kunne tale på egne vegne også om andres anliggender.
Det individuelle, det sociale og det eksistentielle er de tre kategorier eller stadier på livets vej, han som skribent har arbejdet sig igennem med det særlige talent, at det ene ikke udelukker de andre, men nærmest implicerer dem.
Villy Sørensen formulerer sig knapt, med en humorens logik, der fører ham til tankens endestation, som så står dér uden pyntelister, men med en fabuleringens sløjfe. Han begyndte med aforismer dengang, "men det var ikke Søren Kierkegaard der fik mig til at skrive aforismer, det var snarere ham der fik mig til at holde op; det var jo gjort - bedre før."
Sørensen var manden, der fra begyndelsen styrede mod det ny, det vil sig det, der på en ny måde førte det gamle videre, for at korrigere det, han opfattede som misvisninger. Han udgav bl.a. den unge Marx' skrifter i 1962, "lidet anende at han, da ungdomsoprøret fik brug for autoritære fædre, hurtigt skulle blive meget ældre". Han så selv hurtigt det autoritære i det antiautoritære oprør.

Erindringen
Det sidste citat stammer fra artiklen "Synspunkt på mit forfatterskab", og det kunne hele bogen sådan set også hedde, da forfatterskabet er hans liv og her fungerer som det objektive korrelat for erindringen. Hvor andre i tiden og hans generation skriver memoirer og erindringsbøger, dokumenterer han i stedet sin subjektivitet i tankelivet og morer sig - og os - ved at vise en fremadrettet konsekvens i valget af arbejdsopgaver, fortællinger, oversættelser, filosofiske monografier.
Et er at sammenskrive og fortolke sin udvikling i én artikel, som han også gør, mere sigende er det, at han har kunnet udvælge disse i alt 18 stykker, skrevet ved tid og lejlighed, mest på bestilling, og få dem til at udgøre en livskronologi. Digtning som sandhed, eller er det omvendt?
Det er en nydelse at læse.
Ved siden af al tænkelig beundring og hyldest har hans forfatterskab mødt megen skepsis, kritik, ideologisk mod- og mistolkning. Han påstår et sted, at han aldrig svarer på anmeldelser. Glemme dem gør han imidlertid ikke, og ved tid og lejlighed rydder han med tør og vellystig ironi op i modstandernes argumenter, øm om sin humanistiske logik og dialektik over for politisk og religiøs fundamentalisme hos filologer, kritikere, grundtvigianere og teologer.
Et af de stærkeste stykker i stadierne på hans egne veje er det om de "Tre mytologier", den nordiske, den græske og den bibelske, apropos hans værker om Ragnarok, Apollons oprør og Jesus og Kristus. Her redegør han ikke kun for sin oplevelse af "pudsige sammentræf" - der kendetegner både paranoia og produktiv virksomhed, "dér hvor man risikerer at forveksle egne metaforer med kendsgerninger" - men for, hvordan han drives videre i arbejdet med fænomenet myte, hvor gamle planer udkrystalliseres og krydser hinanden. Balder, Apollon og Kristus har fællestræk som myter, med den forskel, at myten Kristus er baseret på en historisk person og myten gjort historisk. "Kan man i den græske mytologi og især i Apollons historie se en tendens til at forvandle eros til agape, menneskekærlighed, kan man i den kristelige se en tendens til at rense agape for eros." Kønnet er for farlig en magt.
Villy Sørensens konklusion, at Kristus-myten må afmytologiseres for at give plads for den historiske Jesus' eget, humane budskab, er naturligvis egnet til forargelse, ligesom konklusionen, at i den konflikt om magt og kærlighed, som alle de store myter handler om, dér er den nordiske og især den græske rigtignok rigere og mere mangfoldig end den bibelske.
Det morsomste stykke er den vittige "En vognmandshistorie", som ikke før er trykt. Et studenterjob på et obskurt forlag består i at samle materiale til en jubilæumsbog om danske vognmænds historie gennem 500 år. Og det gør han så grundigt, at det kommer til at ligne en færdig bog, som i øvrigt er en ren forretningsfidus. En såkaldt forfatter overtager papirerne, men gør ikke andet end at ændre retskrivning. Og de to manuskripter er de eneste eksemplarer af det famøse værk - der til gengæld rumsterer i Sære historier, blandet op med Sørensens uhyggeligt muntre søvndrømme, kendt fra hans Dagbogsværk.

Atmosfære
Der er megen lun og tæt tidsatmosfære hele vejen igennem, i beretningen om folkeskolen og dens gode og onde lærere, om gymnasiet i 1940'erne på Vestre Borgerdyds eliteskole, fra studieårene i nordisk filologi og filosofi, som ikke var lykken, om hans "Strindbergår" med den digter, han var mest tiltrukket og frastødt af: Strindbergs forurettelse, men også på andres vegne, om inspirationerne til debutbogens sære historier, som han i første omgang fik i hovedet fra forlaget med beskeden om, at han skrev et artistisk plastic- og babysprog efter H.C. Andersen. Videre om Vindrosetiden med modernismen, om de store inspiratorer Thomas Mann, Herman Broch. Og om Formynderfortællingerne, der ledte ham videre til Seneca-studierne, om humanisten ved Neros hof.
At digte er ikke så meget at finde på som at finde og udlægge, er en af hans konklusioner om forfatterskabet, hvis sammenhæng og personlige forudsætninger han her har givet et både blufærdigt og selvbevidst billede af i en form for saglig intimitet.
"Når et menneske virkelig yder noget godt, føler det ikke, at det er dets egen fortjeneste; det har på det æstetiske, etiske og religiøse område karakter af inspiration, selvforglemmelse og den mystiske oplevelse som fortolkes i mytens og kunstens symboler og forrådes i religionernes dogmer."
Villy Sørensens form for selvforglemmelse er ikke sådan at glemme.

*Villy Sørensen: På egne veje. Erindring, kommentar, polemik. 172 s. kr. 195. Gyldendal. Udkommer 19. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu