Læsetid: 6 min.

Stedet hvor Ho Chi Minh-stien slutter

29. april 2000

Var vi 'nyttige idioter' dengang i Vietnambevægelsen? Det var vi vel nok indimellem, nogle mere end andre. Men hellere det end at være unyttig idiot

Trænede, københavnske cyklister ved, at der findes en lang ensrettet strækning i Indre By, som det ofte er praktisk at cykle illegalt imod, for der er plads nok. Det er ligemeget, hvor det er. Men den kan kun befærdes med forsigtighed, for politiet kan dukke op når som helst. Den illegale cykelrute hedder mand og mand imellem Ho Chi Minh-stien. Den ligner ikke meget, men den findes.
På samme måde er det med den globale modstandskamp, som Vietnam-bevægelsen i 60'erne gav os en forsmag på.
Det var et kapitel i verdenshistorien, der blev skrevet færdig i disse forårsdage for 25 år siden, da de sidste, desperate tabere blev hentet af helikopterne fra taget af den amerikanske ambassade i Saigon. Det var også et kapitel i Danmarkshistorien, der sluttede.
Det var begyndt 15 år før med Kampagnen mod Atomvåben. Protesten mod det afsindige rustningskapløb blev for mange af os i den første efterkrigsgeneration en slags indvielse til en ny tilværelse som verdensborgere. Indtil da havde koldkrigens rigide tunnelsyn og principielle uflyttelighed blokeret for globalt udsyn og kritisk fornuft. Pludselig var man med i forreste linie i en international manifestation af humant fællesskab. Det gav en helt ny slags kræfter.
De kræfter havde ligget stille i et par år, da USA i februar 1965 begyndte at bombe Nordvietnam. Den amerikanske protest imod krigen greb om sig og forplantede sig meget hurtigt til Danmark. De første teach-ins og små demonstrationer på Dag Hammarskjölds Allé blev organiseret.
Krag-regeringen udpegede os fra starten som fjenden. Det var af vital betydning for Danmark, at USA overholdt sine traktatmæssige forpligtelser overalt på kloden, sagde udenrigsminister Per Hækkerup. De danskere, der protesterede mod Vietnamkrigen, var følgeligt kun "ti forvildede kommunister."
Det var fra først til sidst noget forbandet sludder. Og det blev ved. Bortforklaringer, fortielser og almindelig uvidenhed om f.eks. napalm- og klyngebombernes virkninger, tabstallene og det korrupte, brutale Saigonstyre flød i en lind strøm fra de officielle kilder. De var endda lette at afsløre. Vietnamkrigen var den første krig, der blev transmitteret direkte til hele kloden fra et fuldt udbygget tv-netværk. Navnlig det kritiske, amerikanske pressekorps gav os læssevis af informationer og baggrundsstof, der modsagde regeringen og den store, lydige klump af danske massemedier.
Opdagelsen af denne massive uhæderlighed fik skæbnesvangre følger i den stadig voksende protestbevægelse. Et spørgsmål meldte sig næsten automatisk - især hos de politiske nybegyndere: Når løgnen er så stor angående Vietnamkrigen, hvad så med Kina - og Sovjetunionen for den sags skyld ? Måske er den vestlige verdens skrækhistorier om de kommunistiske stormagter lige så løgnagtige. Et skalkeskjul for den af USA dominerede verdensimperialisme og dens lakajer i Danmark.

Den tankegang bredte sig til en vis grad i hele Vietnambevægelsen. Men gradsforskellene og uenigheden om metoder i kampen var lige fra begyndelsen tæt ved at splitte den.
På den ene fløj stod de, der mente, at protestens formål var at presse den danske regering til en anstændig holdning over for USA. For at opnå det måtte Vietnam løftes op over koldkrigsretorikken. Der var brug for mange antikommunister. Frihedsrådets Frode Jakobsen var den, man samledes om på den fløj.
På den anden fløj var der forskellige kommunister, trotskister, andre slags marxister-leninister og mere fritsvævende revolutionære. De var de mest energiske aktivister og organisationsfolk, og derfor synede de af flere, end de var.
Otto Sand og Finn Ejnar Madsen var blandt de samlende figurer. De anså Vietnamkrigen for at være en fase i den meget større antiimperialistiske, revolutionære kamp. Og de mente ikke, at kampmetoderne skulle dikteres af behovet for at indynde sig hos det borgerlige Danmark.
Vi var en del, der prøvede at sætte os mellem de to stole for at holde sammen på bevægelsen. Manøvren bestod i at finde projekter, som de to fløje kunne samarbejde om uden at komme for meget op at slås. Det lykkedes meget godt, først med en landsdækkende underskriftindsamling, og siden med dannelsen af Dansk Bertrand Russell-råd, der i oktober 67 afholdt det andet internationale krigsforbrydelsestribunal i Roskilde. Under forbitret modstand og chikane fra regeringen.
I mellemtiden var demonstrationerne på Dag Hammarskjölds Allé vokset til femcifrede skarer, og de første tilskadekomne demonstranter og politibetjente var i ambulancer kørt væk fra de voldelige sammenstød.
De foregik i en sær, drømmeagtig atmosfære. Det var lige så meget grotesk ballet, som det var borgerkrig, og heldigvis var der jo ingen, der døde. Men kampen var en realitet. Man skaffede sig flugtveje, som uvægerligt hed Ho Chi Minh-stier.

Den oprindelige Ho Chi Minh-sti spillede en hovedrolle i den amerikanske mytologi angående Vietnam. Det var den snedige rute gennem ufremkommelige skove i vilde bjerge, ad hvilken kommunisterne i nord smuglede våben, agenter, ideologi og krigeriskhed til det uskyldige, pro-vestlige folk i syd.
For at standse det oversprøjtede amerikanerne fra luften skovene med defoliant-gift. Med frygtelige bivirkninger for både vietnamesere og amerikanere.
Men den sti spillede i virkeligheden ingen stor rolle i krigen. Sydvietnameserne selv var enten underkøbt af amerikanerne - eller med i sidste fase af det vietnamesiske folks lange frihedskamp. De første blev færre, og de sidste blev flere, efterhånden som USA blandede sig mere og mere brutalt. Stien blev symbolsk. Den viste, at amerikanerne ikke vidste, hvad de foretog sig. De var dømt til at tabe i det lange løb.
Da dette i 60'ernes sidste år begyndte at stå klart, faldt den danske Vietnambevægelse lidt efter lidt fra hinanden. De mest revolutionære aktivister foretog en række hærværksaktioner imod amerikanske firmaer. Den vej blev betrådt, som endte med Blekingebandens forbrydelser.
De sovjettiske tanks i Prag gjorde samarbejdet med kommunisterne næsten umuligt.
De midtsøgende, 'respektable' demonstranter holdt sig væk. Deres job var for så vidt også gjort. Regeringen havde opdaget, at den tabte terræn ved at være USA-lakaj.
Den begyndte ligefrem at udtale sig kritisk imod den amerikanske krigsførelse. Der blev efterhånden fred på Dag Hammarskjölds Allé.
Men der var jo det med verdensimperialismen.
Den internationale monopolkapitalismes greb om verden blev stadig stærkere, ganske uanset at det vietnamesiske folk var i færd med at vinde sin befrielseskamp. Det var vi stadig mange om at mene, og vi samledes i 1970 til demonstration imod Verdensbankens kongres i København.
Den endte i de voldsomste slagsmål med politiet indtil da (rekorden blev siden slået på Nørrebro). Der blev smidt molotovcocktails og skudt med skarpt. Borgerkrigen var alvor, og det havde vi ikke lyst til. Vi gik hver til sit.

Det tog fire år efter det, før amerikanerne blev smidt endegyldigt ud af Vietnam. Ekkoet fra sejren nåede naturligvis også Danmark, men det var, så vidt jeg husker, alligevel et mærkeligt antiklimaks.
Hvorfor skulle der gå så lang tid og spildes så meget blod, før en så oplagt retfærdighed skete fyldest? Og hvorfor var Vietnambevægelsen i mellemtiden blevet splittet til atomer i groteske mængder af partier, partiforberedende organisationer, hippier, debatgrupper, aktionsceller, græsrodsbevægelser, junkier og almindelig ligegyldighed ?
Jeg kender ikke de præcise svar på de spørgsmål. Men når jeg i dag på tv ser reportager fra demonstrationerne ved WTO-møderne i Seattle og Washington, mærker jeg suset fra dengang. Det er jo notorisk, at både vietnameserne og verdensimperialismen vandt. Og det er livsbekræftende, at ikke alle har bøjet sig for det sidste.
Protesten er endnu mere nødvendig nu, end den var dengang. Den er bare sværere at fokusere. Det folk, der kæmpede tålmodigt og tappert mod overmagten, mangler.
Men det var jo et kommunistisk ledet folk. Var vi 'nyttige idioter' dengang, sådan som en udbredt form for politisk korrekthed i dag hævder? Det var vi vel nok ind imellem, nogle mere end andre. Men hellere det end at være unyttig
idiot.
Den vietnamesiske Befrielsesfronts sejr var, set fra en vis vinkel, verdenskommunismens uigenkaldeligt sidste sejr. Men den var meget andet. Den var på flere måder begyndelsen til en human, global solidaritet, som er blevet akut nødvendig nu, hvor spekulationskapitalen forlængst er global.
Forresten er det med Ho Chi Minh nogenlunde, som det er med Che Guevara. Det er ikke muligt at miskreditere og dæmonisere ham på samme måde, som man retfærdigvis og alt for let kan gøre det med Lenin, Stalin, Mao og de andre.
Nok var Ho en hård negl i krigen, men han var ingen blodig tyran. Nok var han kommunist, men han var også digter og tænker. Bedre end Mao. Først og fremmest var han folkets frihedshelt.
Han står sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu