Læsetid: 3 min.

En stjerne i svøb

15. april 2000

Den unge amerikanske violinist Hilary Hahn mødte Radiosymfoniorkestret og Michael Schønwandt. Det kom der - med en jysk underdrivelse - en god koncert ud af

Koncert
Allerede som 16-årig var hun udstillet som papfigur i 1:1 i Tower Records i New York. Det var i forbindelse med hendes første cd på Sony Classical. Hilary Hahn plays Bach stod der på papudgaven af kunstneren og på forsiden af cd-udgivelsen. Denne skribent fik fat i disse Bach-fortolkninger og skrev begejstret om dem i denne avis.
Tidligt - meget tidligt - fandt pladebranchen ud af, at denne unge violinist kunne noget helt særligt med sit instrument. I løbet af et halvt årti er Hahn blevet et stort navn.
Torsdag aften spillede hun Mozarts Violinkoncert nr. 4 med Radiosymfonikerne og Schønwandt i Radiohusets Koncertsal.

Holdning og klang
Hahns varme tone og helt igennem perfekte teknik kan høres på pladeindspilninger. Når man så ser hende spille, forstår man, hvorfor det lyder så godt. Hahn stryger på samme måde som David Oistrach og Gidon Kremer. På fotos af Oistrach og Kremer som violinspillende drenge, kan man se, at også de er skolet i at lade bueføringen være naturlig i forhold til armens op og ned-bevægelse. Som når man plukker et æble fra et træ, stritter man heller ikke ud til siden med albuen for at nå frugten.
Derfor er det også en udsøgt nydelse at se Hilary
Hahn spille. Alt virker så plastisk og homogent, og måske netop derfor kan hun spille selv staccato hos Mozart, som får lov til at klinge ud. Hendes E-streng er lysende brillant, G-strengen varm og fløjlsblød.
Når alt går op i en højere enhed, som det er tilfældet hos Hahn, kan musikken folde sig ud som en vidunderlig blomst. Hos Hahn sker det ikke i den brede russiske stil, men heller ikke flyvsk med buen hoppende på strengen. Kun lige præcis de bevægelser, som er nødvendige - intet unødvendigt lir. Endelig lader Hahn ikke, som mange orkestermusikere, violinen glide ned, så den nærmest antager karakter af hagesmæk, hvilket igen kan have uheldige konsekvenser for bueføring og klangkvalitet.

Det lyttende orkester
Blandt de mange ting, der virker slående i Hahns spil, er den modenhed, hvormed den 20-årige foredrager musikken. Der er end ikke tegn på den mindste usikkerhed eller nervøsitet. Hun overskuer situationen og musikken på en rent ud sagt forbløffende måde.
Man fornemmer, at hun tidligt har været sin egen: Hahn skriver selv sine pladenoter og spiller den musik, hun ønsker at spille. Det fortælles, at læreren ikke fandt det rigtigt at Hahn skulle spille og pladeindspille Bernsteins Serenade. Det ville Hahn, og hun gjorde det (på Sony Classical).
Den amerikanske musiker har indledt en karriere, der kan blive historisk. Hun ser ud til at kunne tåle cirkusset omkring hendes person, og gode rådgivere vil vide at udgøre et filter for de dårlige sider, der følger i kølvandet på en markant succes.
En væsentlig del af æren for, at aftenen blev mindeværdig, skyldes Radiosymfoniorkestrets hele måde at være lyttende klangkrop på i forhold til solisten. Under Schønwandt spillede især orkestrets strygere så indfølt rigtigt - så musikalsk slet og ret - at Hahns efterfølgende applaus til kollegerne i orkestret ikke føltes som en pligtgestus.
Schønwandt og hans musikere spillede også I.P.E. Hartmanns Tre karakterstykker og Schumanns Symfoni nr. 2. Ikke mindst fortolkningen af det sidste værk viser en dirigent og et orkester, der er nået meget langt i hinandens selskab. Hvor var det en nydelse at høre blæsere afstemt i forhold til de øvrige instrumenter, smukkest og mest bevægende i den udtryksfulde adagiosats.

*Radiosymfoniorkestret under Michael Schønwandt. Solist Hilary Hahn. Værker af Hartmann, Mozart og Schumann. Radiohusets Koncertsal, torsdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her