Læsetid: 13 min.

Den store fortrængning

22. april 2000

Debatten om grænser for vækst startede med oliekrisen i 1974. I dag synes den forstummet. Til gengæld giver den ny netværksøkonomi løfter om et voldsomt vækstboom. Går vi mod gyldne og bæredygtige tider eller mod det sammenbrud, miljøeksperter advarede om for 25 år siden

Den ny økonomi har ingen hastighedsgrænser. Fart er alt. Du er enten hurtig eller glemt. Den ny økonomi har kaos som eneste ordensregel. Du kan hyre så mange managementkonsulenter, du vil - de kan ikke give dig tryghed, højst trøst.
Den ny økonomi er for de snarrådige. Er du uopmærksom, er du ude. "Hvis du deltager, er der 99 procent chance for, at du taber. Hvis du ikke deltager, er din chance for at tabe 100 procent."
Den ny økonomis mantra er 'mere'. Mere innovation, mere prisfald, mere omsætning, mere forbrug. Den ny økonomi er en verden af vækst og overflod.
Sådan taler den ny netværkskapitalismes guruer. Folk som Kjell A. Nordström, 32-årig handelshøjskoleprofessor fra Stockholm og medforfatter til bogen Funky Business. At dømme efter hans egen succes har han ret. Nordström siges at tjene 60.000 kr. pr. gang for at skræmme livet af træge forretningsfolk med sine foredrag om den ny økonomi. Småpenge mod hvad han tjener som medejer af det fremstormende svenske IT-firma Spray, der praktiserer ny netværksøkonomi - som da Spray i sidste måned opslugte det danske succesfirma Jubii for et milliardbeløb.
"Der er ikke den mindste tvivl. Vi vil se en formidabel vækst i velstand de kommende år," siger Nordström.

Sceneskift. Vi skriver 1974. Et verdensbillede er ved at bryde sammen. Efter 20 år med hastig teknologiudvikling, stærk økonomisk vækst og betydelig materiel fremgang er udviklingen pludselig truet. Efterkrigstidens optimisme afløses med ét af rådvildhed. Fremskridtstroen krakelerer.
Det er oliestaternes olieembargo, den ledsagende tredobling i olie- og benzinprisen samt miljøets stadigt mere synlige overbelastningsreaktioner på industrisamfundets ekspansion, der skaber tvivl om den vestlige civilisations udviklingsprojekt. Fiskene vender bugen i vejret, træerne går ud, bilerne i stå, og arbejdsløsheden sætter ind.
Fremtrædende økonomer, biologer og teknikere begynder at skrive bøger med skræmmende titler. Dommedag, Før naturen dør, Hvis vi skal overleve, Grænser for vækst bliver pludselig bestsellere i en offentlighed, der i to årtier har hyldet forestillingen om materiel velstandsvækst i det uendelige.
"Hvis de nuværende tendenser får lov at fortsætte, er samfundets sammenbrud og det uigenkaldelige sammenbrud af de livsnærende systemer på vor klode uundgåelige, muligvis inden århundredets udgang og i hvert fald i vore børns levetid," lyder en karakteristisk formulering i en af bøgerne, Blueprint for Survival.
"Hvis vi med spørgsmålet 'Er der noget håb for mennesket?' spørger, om det er muligt at imødegå fremtidens udfordringer, uden at der skal betales en frygtelig pris, så må svaret blive: Nej, der er ikke noget sådant håb," skriver den fremtrædende amerikanske økonom Robert L. Heilbroner i sit bidrag til den civilisatoriske selvransagelse anno 1974.

I år 2000, et kvart århundrede senere, risikerer man at blive stenet for den slags udsagn. Godt nok er verdens forbrug af miljøbelastende fossilt brændsel fortsat med at vokse - med 40 procent - siden de dystre udsagn i 1974, forbruget af kemiske sprøjtegifte er steget 70 procent, anvendelsen af kunstgødning 75 procent, den samlede industriproduktion omkring 75 procent.
Men trods det fortsat voksende pres på klodens ressourcer og miljø og trods den globale temperaturs faretruende stigning er udsagn, der anfægter den vækstbaserede udviklingsmodel, blevet tabu. Verden er påny grebet af vækstoptimisme, bøgerne, der sælges, handler ikke om grænser for vækst, men om at sprænge enhver grænse. Europa-Kommissionen har netop skruet sin vækstprognose for i år op til 3,4 procent - den højeste EU-vækstrate i ti år - mens den internationale valutafond IMF venter en global vækst på 4,2 procent. Det internationale samfund har igen fået vækstfeber, ikke baseret på billig olie, men på forventningerne til en IT-teknologi, der falder i pris dag for dag.
Hvad pokker er der sket mellem 1974 og år 2000? Er de dystre analyser fra oliekrisens tid gjort til skamme? Eller er de fortrængt, fordi de er for dystre og den udfordring, de rummer, for krævende?
Midtvejs i perioden, i 1987, kulminerede det internationale samfunds bestræbelser på at finde en ny udviklingsmodel med Vor Fælles Fremtid fra FN's Brundtland-kommission, ledet af Norges daværende statsminister Gro Harlem Brundtland. 'Et globalt program for ændringer' var kommissionens opgave, og dens svar var visionen om en bæredygtig økonomi, en model for økonomisk vækst, der ikke belastede miljøet.
Siden har det mest handlet om at udvikle og effektivisere teknologien, så den muliggør vækst i økonomi uden vækst i ressourceforbrug og miljøbelastning. Et 'teknisk fix' på vækstøkonomiens problem.
Danmark har formentlig verdensmesterskabet, når det handler om at afkoble den økonomiske vækst fra væksten i klimabelastende energiforbrug. En vindmølleindustri, der er globalt førende, og en stor indsats for at mindske energispildet i alle processer betyder, at der i dag går 40 procent mindre fossil energi til samme aktiviteter som i 1974.
En opsigtsvækkende bedrift, der imidlertid falmer, når den sammenstilles med den samtidige vækst, der har fundet sted i den underliggende økonomi.
Danskernes produktion og forbrug er nemlig sammenlagt vokset så meget, at det helt neutraliserer gevinsten ved den forøgede energieffektivitet - det nationale energiforbrug har ligget på samme høje niveau i hele perioden fra 1973 til nu.
En ledende ekspert i energibesparelser, civilingeniør Jørgen Nørgaard, Danmarks Tekniske Universitet, gør opmærksom på, at det ikke alene er umådelig svært at opnå varige reduktioner i energiforbruget, når samfundsøkonomien bliver ved at vokse, men at energibesparelserne i sig selv kan stimulere et øget energiforbrug, så længe danskerne har ambition om fortsat materiel fremgang.
En besparelse på 100 kr. på elregningen betyder, at man vinder for 100 kr. ekstra købekraft. Og bruger man den til at køre mere i bil, købe nyt til boligen eller nyt tøj, ja, så indebærer det i sig selv et vist nyt energiforbrug - i benzinmotoren eller på fabrikken - og det udhuler den oprindelige energibesparelse.
Jørgen Nørgaards pointe er, at så længe vi er underlagt ønsket om at få mere, endnu mere, så vil kampen for at gøre økonomien bæredygtig være forgæves. Og dette ønske om endnu mere næres stedse. Erhvervslivet bruger nu 10.000 kr. pr. dansk husstand pr. år til at reklamere for sine produkter - det dobbelte af, hvad man brugte i 1974.
Jørgen Nørgaard taler - som nogle har gjort siden 1974 - for nødvendigheden af nye værdier. Nøjsomhed - forstået som tilfredshed med det høje velstandsniveau, der faktisk er nået - til erstatning for den grænseløse grådighed, som filosoffen Ole Thyssen har karakteriseret som det 20. århundredes dominerende værdi.
Med stadig mere overbevisende meldinger om uro i det globale klimasystem som følge af voksende CO2-udledninger er konflikten mellem økonomisk vækst og bæredygtighed fortsat lyslevende. De gamle spådomme om uoprettelige skader på miljøet ved fortsat materiel vækst har samme gyldighed som i 1974.

Ind på scenen træder pludselig en gruppe nye profeter. Kronragede yngre mænd klædt i sort, med hang til cola, pizza og leg midt i arbejdet.
Folk som Kevin Kelly. Redaktør af det førende IT-magasin Wired, forfatter til bogen New Rules for the New Economy.
"Boom," skriver Kelly i New Rules. "En endeløs variation af nye former og størrelser af social organisation er pludselig mulig. Ubegribelige former for handel kan nu forenes i den ny økonomi. Vi vil blive vidner til en eksplosion af enheder baseret på teknologi og netværksforbindelser, som i deres mangfoldighed vil kunne sidestilles med livets fremvækst på Jorden."
Denne hype (bragesnak) dækker over den indsigt, at den globale øknomi er ved at skifte radikalt karakter og det i et fuldstændig halsbrækkende tempo.
I dag er der 370 millioner computere på Jorden og om et par år 500 mio. Dertil 6 milliarder chips i funktion uden for computerparken, stigende til 10 mia. i 2005. Alle disse signalgivere, -modtagere og -behandlere kobles nu sammen i varierende netværk - lokale net eller globale som Internettet. Et astronomisk antal forbindelsespunkter opstår - fuldstændig som nervetrådenes synapser i den menneskelige hjerne.
"Vi forbinder alt med alt," siger Kevin Kelly. Og forbindelsespunkter er lig med muligheder. Værdi. Den allerførste telefaxmaskine havde værdien nul, for den havde ingen at sende til. Med maskine nummer to tilførtes begge maskiner værdi. Jo flere faxmaskiner, des mere steg den enkelte i værdi.
"Værdien af et netværk eksploderer i takt med, at dets deltagerantal stiger. Og værdien tiltrækker endnu flere deltagere."
Succes avler mere succes, forspring skaber mere forspring - mens de, der er bagud, sakker endnu mere bagud, noterer Kelly.
Med sin stærkt eksponentielle natur er netværksøkonomien, for første gang i historien, "biologisk vækst i et teknologisk system." Det ændrer alt.
F.eks. den fundamentale regel i industrisamfundets markedslogik, at knaphed betyder høj værdi. En flaske vand kan sælges til højere pris i en ørken end i et supermarked, hvor hylderne er fulde. Omvendt i netværksøkonomien: Her stiger værdien af en pc, en WAP-mobiltelefon, en telefax, desto flere andre den kan kommunikere med. Jo flere informative hjemmesider en journalists computer kan nå, desto større værdi kan journalisten tilføre den resulterende artikel, og desto større værdi får computeren som arbejdsredskab.
Men samtidig falder dens pris stedse. I 1950 kostede en enkelt transistor fem dollar - i dag koster den en hundrededel af en cent. Tilsvarende med prisen på computere, mobiltelefoner, faxmaskiner: Nedad, stedse nedad.
Perspektivet får én til at tabe pusten: For stadig færre omkostninger kan der skabes stadig mere værdi. Stik mod gammeldags økonomisk logik. Et potentiale for en gigantisk ny vækstbølge åbner sig med den netværksøkonomi, der har kommunikation som sit egentlige indhold.
Det er en vækst, som endnu kun i begrænset omfang har materialiseret sig, hvorimod de blotte forventninger til den allerede har skabt hysterisk vækst i aktiekurserne for de selskaber, der agerer i og skaber netværksøkonomien.

Såvidt Kevin Kelly. Hvor bringer det os hen? Vi står angiveligt over for vækstrater, der siger sparto til de 1-3 procent pr. år, vi har oplevet siden 1974. Den hektiske eufori og optimisme, som i de fleste lejre knytter sig til dette ny perspektiv, gør det ikke lettere at frembære miljømæssig bekymring eller tale om grænser for vækst.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt? Hvis netværksøkonomien baserer sig på køb og salg af information, så er man vel så tæt på en immateriel økonomi og en afkobling af økonomisk vækst fra ressourceforbrug og miljøbelastning, som man kan komme?
Gad vidst. To spørgsmål trænger til analyse.
nVil IT-profeternes forestillinger om netværksøkonomiens stærke vækst materialisere sig?
nI givet fald: Hvad vil udbyttet af denne vækst blive brugt til?
Der er skeptikere, der kalder Kevin Kellys vækstvisioner for hype, bragesnak. For når prisen for både software og hardware går mod nul - og mange ting foræres allerede væk i den ny økonomi: Mobiltelefoner, softwareprogrammer i titusindvis og hjemmeside-indhold i millionvis - hvor skal så profitten, omkostningsdækningen, komme fra?
F.eks. fra tilknyttede ydelser, siger Kelly. Giv din browser væk, men kræv betaling for professionel server-software. Eller for den nødvendige manual. Eller for eksperthjælp. Eller sælg reklameplads på din hjemmeside.
Måske er pointen, at netværksøkonomien bliver en ustabil økonomi. Værdisættelsen af information er en mere labil sag end værdisættelsen af f.eks. en bil. Hvem kan vide, hvornår, hvor længe og i hvilket omfang, der blandt forbrugerne vil efterspørges specifikke typer information?
Netværksøkonomien vil være præget af risiko og dramatik og vil også i den henseende have noget biologisk over sig, hvad Kelly ikke undlader at påpege.
"De samme kræfter, som ved at hente næring af hinanden forstærker netværket, kan også virke den anden vej og trævle det hele op på et øjeblik. De samme kræfter, som samvirker om at opbygge et organiseret system på en så biologisk måde, kan også virke sammen om at rive det hele omkuld. Man må forudse, at når Microsofts held svigter, så vil dets indtjening styrtdykke i en kurve, der er et spejlbillede af dets succeskurve. Alle de selvforstærkende grunde til at tage del i et netværks succes, virker den modsatte vej, når succes forvandles til fiasko, og alle ønsker at komme væk," skriver Kevin Kelly.
Han kunne have nævnt den dramatiske nedtur for WorldOnline eller den hjerteflimmer, der har hjemsøgt Nasdaq-indekset over IT-aktier de seneste uger.

Hvis man antager, at netværksøkonomien bringer et vækstboom, så er spørgsmålet, om det er den ny, immaterielle og bæredygtige vækst, som verden har sukket efter, i og med at den bygger på kommunikation?
Første delsvar er, at den også bygger på produktion af industrielle produkter af plast, metal og komplekse kemiske forbindelser: Computerne, mobiltelefonerne etc.
Én amerikansk undersøgelse, refereret af Worldwatch Institute, fortæller, at fremstillingen af en computer på 25 kilo resulterer i 63 kilo affald, deraf 22 kilo giftigt affald. Og med den aktuelle informationsteknologiske innovation har hardwaren en økonomisk levetid på ganske få år, langt kortere end den materialetekniske holdbarhed, så materialestrømmene i netværksøkonomiens hardware-fundament er ikke til at kimse af. I 1998 smed amerikanerne 20 millioner computere ud, blot for at købe endnu flere nye. Og det informationstekniske paradis på jord, Silicon Valley i Californien, er for længst udpeget som miljømæssigt problemområde med 29 farlige affaldsdepoter.
Det trækker i den anden retning, at en computer i drift er uhyre energieffektiv. En personlig computer bruger ikke mere strøm end et par elpærer, men kan unægtelig præstere noget mere. Et isoleret stykke IT-teknologi er derfor afgjort med til at skabe økonomisk værdi med et lavt input af energi.
Når computere og andet kontorudstyr alligevel står for den største vækstrate i elforbruget, er det fordi, den samlede park af IT-installationer vokser så eksplosivt.
Afgørende er, om den energieffektive IT-teknologi erstatter anden og mere miljøbelastende teknologi eller blot udgør et ekstra element af ressourceforbrug og forurening? På to oplagte områder er der foreløbig ingen miljøgevinst at spore.
"Ingen kommunikationsteknologi i historien har nogensinde kunnet ses at lede til en nettoreduktion i transport," skriver Worldwatch Institute, og både britiske og svenske undersøgelser fortæller, at kurven over IT-teknologiens vækst forløber parallelt med kurven for trafikkens stigning.
Det papirløse kontor er tilsvarende en myte. Herhjemme er papiraffald fra HK-arbejdspladser en hastigt voksende affaldsfraktion, og i USA voksede papirforbruget pr. indbygger med 24 procent fra 1988-98, parallelt med computernes og IT-netværkernes indtog.

I sidste ende er det centrale spørgsmål: Hvad bruges den vækst og merværdi, som netværksøkonomien forventes at skabe, egentlig til?
Ikke kun Gates, Kelly og Nordström får øget velstand ud af netværket. Det gør efter planen de fleste. Hvad vil vi bruge den til? Give den til de fattige? Aflevere den i skat? Sætte den i banken?
Eller køber vi mon en bil til, en charterrejse, fjernsyn til børneværelset? F.eks. fordi vi er fristede af de reklamebannere eller tv-reklamer for alverdens produkter, som i IT-samfundet rammer os med stadig større effektivitet, fordi vi bruger stadig flere timer foran skærmen.
Hvis netværksøkonomiens forventede vækst leder til en saltvandsindsprøjtning til vort materielle forbrug, så vil den ny økonomi blot bringe os fra asken i ilden. Og tilbage til den grundkonflikt, der blev formuleret med Grænser for vækst for 25 år siden og efterfølgende er blevet gentaget for stadigt mere døve øren af bekymrede sagkyndige.
I starten udsendte de appeller om grundlæggende holdningsskift. Siden er de gået over til blot at stille spørgsmål. Som Dennis og Donella Meadows, to af forskerne bag Grænser for vækst. I 1992 udsendte de efterfølgeren Hinsides grænser for vækst, hvori de spørger:
"Er nogen af de forandringer, vi slår til lyd for i denne bog, fra større ressourcebesparelser til mere menneskelig medfølelse, overhovedet mulig? Kan verden virkelig lirke sig ned under grænserne og undgå sammenbrud? Er der tid nok? Er der penge, teknologi, frihed, klogskab, visioner, fællesskab, ansvarlighed, fremsynethed, disciplin og kærlighed nok på et globalt plan?"
I sin bog om den fremstormende ny økonomi slutter Kevin Kelly med en beskrivelse af det moderne menneske, der er stillet over for disse udfordringer:
"Eftersom det ligger i netværksøkonomiens natur at skabe uligevægt, opsplitning, usikkerhed, malstrøm og relativisme, er faste holdepunkter i form af mening og værdier en mangelvare. Vi er simpelthen ude af stand til at håndtere spørgsmål, der ikke kan besvares ved hjælp af teknologi."
"Den stereotype moderne forbruger er allerede en temmelig svag karakter. Han eller hun er som en ballon: I besiddelse af et oppustet ego og en tynd identitet, der er trukket til det yderste. De ved ikke, hvem de er, men de er sikre på, at de er meget vigtige. Det mindste prik kan sprænge deres beskyttende hinde."
"I det store meningstomrum, i de uformulerede værdiers tavshed, i fraværet af noget betydende at stå for, vil noget større end en selv - teknologien - forme vort samfund. Til det bedre eller til det værre."

Fakta
*Pejlemærket for de moderne samfund er væksten i bruttonationalproduktet, BNP. Hvis BNP stiger, går det godt. Derfor indrettes politikken på fortsat BNP-vækst. Men BNP måler alle økonomiske aktiviteter som positive bidrag. Behandlingskrævende kræftsygdomme, sagførerkrævende skilsmisser, politikrævende forbrydelser og teknologikrævende forurening indebærer BNP-vækst.
I erkendelsen af at BNP som pejlemærke er egnet til at afspore udviklingen mod øget menneskelig trivsel og miljømæssig bæredygtighed har det amerikanske forskningsinstitut Redefining Progress udformet en alternativ målestok: Genuine Progress Indicator, GPI, der korrigerer BNP for negative udviklingstræk som skade på miljøet, tab af fritid, øgede indkomstforskelle, kriminalitet, familiers opløsning m.m. Instituttet har beregnet GPI for alle år siden 1950 og finder, at tiden fra 1950-74 var den amerikanske civilisations gyldne år. Siden 1974 har BNP og GPI bevæget sig hver sin vej. Mens væksten stiger, har velfærden været faldende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu