Læsetid: 2 min.

Svær fødsel i Italien

29. april 2000

Den nye minister-præsident vandt i går med nød og næppe tillidsafstemning

ROM - Italiens nyudnævnte ministerpræsident Giuliano Amato sikrede i aftes med nød og næppe et flertal for sin centrum-venstreregering, da parlamentet ved en tillidsafstemning med stemmerne 319 for og 298 imod godkendte Amatos nye regering.
Men forud for afstemningen havde Amato uventet svært ved at skaffe parlamentarisk flertal for den nye regering, han fik i opdrag at danne, efter at statsminister Massimo D'Alema forlod embedet i konsekvens af regeringspartiernes nederlag ved regionalvalgene før påske.
Først var det De Grønne, der hidtil har været del af regeringskoalitionen, som truede med at trække sig ud, men deres støtte til en Amato-ledet regering blev sikret i sidste øjeblik inden tillidsafstemningen i parlamentet i går aftes.
Dernæst var det Antonio di Pietros brud med sit parti Demokraterne, også medlem
af regeringskoalitionen, der truede - og fortsat truer - både en Amato-regering på kort sigt og koalitionens liv på længere sigt.
Demokraterne var det parti, som Romano Prodi lige nåede at være med til at stifte, inden han tog af sted til jobbet som kommissionsformand i Bruxelles.
Den tidligere undersøgelsesdommer Antonio di Pietro, folkehelt og Rene Hænder-symbol, nu senator for Demokraterne, har været partiets mest kendte - og mest kontroversielle - skikkelse, han har oftest været på kant med sin partiformand Arturo Parisi og partiflertallet.
I går blev det endelige brud en realitet, da Di Pietro af "etisk-politiske grunde" nægtede sin støtte til en regering ledet af Giuliano Amato. "Et sammenrend af craxianere," som han kaldte den.

Truet fra begyndelsen
Det var Antonio di Pietro, der som statsadvokat fik nu afdøde Bettino Craxi dømt for korruption, og Giuliano Amato var Craxis højre hånd i det daværende socialistparti.
Men Amato gik fri for sigtelser eller domme for korruption, og det var ham, der i 1992 blev leder af den første af en række såkaldte teknikerregeringer, der skulle styre Italien gennem det politiske tomrum som Rene Hænder-afsløringerne havde skabt. Og Giuliano Amato fik faktisk ry for at være en af de mest kompetente regeringsledere i nyere tid.
Amatos regering vil fra fødslen været truet fra to sider: Indefra på grund af stadig voksende ustabilitet og indbyrdes kævl i den centrum-venstrekoalition, der har regeret siden Prodis valgsejr i 1996, og som nu får sin tredje ministerpræsident - uden at der har været udskrevet parlamentsvalg.
Og Amato-regeringen vil være under voldsomt pres fra den af Silvio Berlusconi ledede opposition, der i flere år har hævdet, at en centrum-venstreregering var illegitim, fordi den ikke havde folkeflertal bag sig, og den nylige regionalvalgsejr har givet argumentet vægt.
Højrefløjen kræver udskrivelse af parlamentsvalg nu, men præsident Ciampi har ved at pege på Amato tilkendegivet, at han helst ser den nuværende koalition ved magten valgperioden ud, og det vil sige yderligere et år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her