Læsetid: 5 min.

Symfoni for stemmer hinsides graven

11. april 2000

Gælisk hovedværk genskaber livet i en af Irlands vestligste egne ved at give ordet til de døde på kirkegården

Ny bog
"Satans legetøj har sandelig travlt i kæften på dig i dag, Lille Nóra... Jeg lyver, siger du. Det er dig der lyver forbandet, Lille Nóra med de Sure Tæer...
Tyksak.
Rappenskralde.
Luder.
Slægten med de Sure Tæer... Folk der malker ænderne...
Husker du den aften Neil sad i favnen på Jaic Husmandssøn? 'Du kan få Store Briain, Caitríona...'"
Så livligt går det til blandt de døde i Máirtín Ó Cadhains gælisksprogede roman Kirkegårdsjord fra 1949. En bog, som aldrig er blevet oversat til engelsk på grund af forfatterens sproglige nationalisme, men som paradoksalt nok står på UNESCOS liste over stor litteratur på minoritetssprog, som burde oversættes til andre sprog. Den findes i forvejen i norsk oversættelse - og nu på dansk. Ole Munch-Pedersen har oversat direkte fra gælisk og gør i et nyttigt efterskrift rede for sine overvejelser og valg.

A capella
Allerede fra første side bliver man klar over, at her er tale om en usædvanlig tekst, der måske bedst kan sammenlignes med flerstemmig irsk sang uden instrumentledsagelse, tilsat den mundtlige fortællekunsts overdrivelser og et kraftigt pulver af satire.
Her på kirkegården, måske et sted i Conamara, ligger de døde under græstørvene og venter på det næste lig, der kan fortælle om, hvordan livet går videre deroppe i det lille landsogn. Vigtigst er, om der er blevet sat et kors af grønsten på ens grav, og om man ligger begravet på Etpunds- eller Femtenshillingspladsen. Det er selvfølgelig også vigtigt, hvor godt det går de efterladte - og især hvor skidt det går ens gamle fjender.
I mellemtiden taler de døde mest om sig selv. De har alle en tendens til at gå i selvsving, blive fanget i slynger af evige gentagelser, næsten som vagabonderne hos Beckett, der hele tiden vender tilbage til at vente på Godot. De døde slår tiden ihjel med samtaler, eller snarere enetaler, om emner, der er blandt ethvert landsogns klassikere: slægtsfejder, strid om jord, arv, kærester og position. Tidsmæssigt er vi i første halvdel af forrige århundrede.
Caitríona Pháidín er jaloux på sin endnu levende søster, der scorede Jeaic Husmandssøn, allerede da de var unge. Heldigvis høstede hun tre gange så mange kartofler som søsteren sidste år, før hun selv døde. De fleste gange går det dog søsteren godt, og så ender Caitríona enetalerne med et Jeg eksploderer! Jeg eksploderer!
Også den afdøde Førstelærer er rasende af skinsyge, fordi Regeringspostbudet har taget sig så godt af hans efterladte kone.
De døde taler i munden på hinanden; en kakofoni af stemmer, der kappes om at blive hørt, for her er ikke tale om gravens fred. Som én siger: "Oppe på jorden kunne man gå sin vej og trække sig tilbage hvis selskabet ikke passede én. Men ak og ve, den døde kan ikke forlade kirkegårdens jord." En anden bliver ved at råbe: Jeg forlanger ordet. Jeg forlanger... - og kommer aldrig igennem.
Det er Morten Korch tilsat satiriske grovheder og udsat for Schönbergs tolvtonesystem - vi får gentagelser med variationer over et begrænset antal emner, men i skiftende tonelejer. Umiddelbart burde det afskrække enhver, men det er fordi en sådan karakteristik ikke får musikaliteten med.
Kirkegårdsjord er virkelig en symfoni for stemmer. Tempo og rytme skifter. De fraser, personerne gentager, fungerer som ledemotiver, og uforskammethederne får lov til at tage til i styrke og afsluttes med en sjofel trumf, som var der tale om crescendo i et stykke musik.

Undren
Selv i dansk oversættelse kan man sagtens fornemme, at det gæliske originalsprog har en usædvanlig kraft. Derfor er det selvfølgelig mere end tåbeligt, at forfatteren har forhindret en oversættelse til engelsk, der ville gøre værket tilgængeligt for alle irere. Men O Cadhain ville ikke oversættes til engelsk, fordi det engelske sprog blev brugt som undertrykkelsesmiddel frem til Irlands selvstændighed først i 20'rne. Før den tid blev børn slået for at tale irsk i skolen.
Efter selvstændigheden og endnu i dag undervises der i irsk-gælisk i alle skoler, også selvom kun et par procent, helt ude vestpå, bruger det som hovedsprog. Børn fra f.eks. Dublin, som aldrig taler irsk uden for skolen, kommer på lejrskole i disse områder og sendes hjem, hvis de ikke overholder reglen om kun at tale irsk.
O Cadhain, der døde i 1970, var præget af sit engagement i IRA i 30'rne og af interneringen under 2. Verdenskrig, hvor Irland satte sine revolutionære nationalister i lejre i et forsøg på at holde sig neutral.
Det skærpede desværre kun deres ekstreme nationalisme og hadet til England. Selv i Kirkegårdsjord, findes personer, der ytrer deres begejstring for Hitler - tydeligvis fordi også han hader englænderne. Det er denne forfærdende borgerkrigslogik, der, uanset hvad de bedriver, gør 'mine fjenders fjender til mine venner'.
Ligesom der stadig findes politiske fundamentalister, der ikke kan se andre muligheder end et kompromisløst forenet Irland, findes der sproglige purister, som også i praksis vil ophøje irsk til nationens hovedsprog. Visse smarte mellemlag i de større byer sender for tiden deres børn i irsk-gæliske underskoler. Men ikke alle nulevende forfattere, der skriver på gælisk, har noget imod at blive oversat til engelsk; for de vil hellere læses, også på dét sprog, end slet ikke.

Den irske verden
Der er stadig mange paradokser i irsk sprog- og kulturpolitik. Dét kan man læse mere om i Den irske verden fra 1997. Michael Böss fra Århus Universitet, der i en årrække har lavet programmer for DR, har skrevet denne lettilgængelige bog om det moderne Irland, der giver mange aktuelle eksempler på, hvor vanskeligt det er at komme overens med sin historie, kultur og identitet i den moderne verden.
Det kan være nyttig læsning og giver perspektiv på vores egne identitetsforestillinger her umiddelbart før endnu en EU-afstemning. Nationale myter er ofte besynderlige, når de betragtes udefra. Gad vidst, hvad de EU-begejstrede irere ville sige til de forestillinger om os selv, som vi skal trækkes med herhjemme i de kommende måneders debat? Bogen har netop været på udsalg og kan varmt anbefales.

*Máirtín Ó Cadhain: Kirkegårdsjord, oversat af Ole Munch-Pedersen. 348 s., 298 kr. Husets Forlag S.O.L.
*Michael Böss: Den irske verden. 95 kr. ( på udsalg). Samleren 1997

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her