Læsetid: 10 min.

Det tabte åndeland

8. april 2000

Odin Teatret, et barn af 60'erne, er på evig jagt efter værdier, der ligger hinsides tidsånden - og omgivet af noget, der ligner andægtighed på den danske teaterscene. Men indimellem kan det være svært at følge med - og svært at holde masken

I en lysstråle træder seks skuespillere ind, nødtørftigt påklædt. Hver enkelt stiger op på en af de skrå forhøjninger, der er gennembrudt af tremmer. Disse bliver kraftigt oplyst indefra, hvad der giver en virkning som fra et bål. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Artaud's bemærkning: 'Skuespillere bør være som martyrer, der bliver brændt levende, og som endnu gør tegn til os fra deres bål.' Langsomt og med bevægelser som kosmonauter i vægtløs tilstand kreerer de for øjnene af os deres kostumer ved så at sige at modellere de længder af uforarbejdet klæde, som lå for fødderne af dem, omkring kroppen."
Sådan skrev en fransk teaterkritiker, Marc Fumaroli, om Kaspariana, en forestilling af Odin Teatret, den første, gruppen skabte i Danmark, i 1967.
Sådan et scenebillede, sådan nogle skuespillere - det må have været en åbenbaring af nyskabelse i et land, hvor de vildeste udskejelser på teatret var, når fotografierne på væggen begyndte af tale med hinanden, som det var sket i 30'erne i Melodien, der blev væk. I et land, hvor teater umuligt kunne være andet end en bygning med en scene og en sal og en foyer, hvor man kunne købe chokoladeknapper.
Der var brug for fornyelse af teaterkunsten i Danmark.
Det skulle ikke vare længe, før den kom. Sidst i 60'erne blev der vendt op og ned på ethvert begreb om dramaets kunst. Hundreder af teatergrupper blomstrede, på gader og torve, i gymnastiksale, på ladet af en lastbil...

Odin Teatret var den første gruppe, der begyndte at bane andre veje for teatret i Danmark - som ikke var dens fædreland. Skuespillerne var nordmænd, instruktøren italiener med kunstneriske rødder i Polen og Indien.
Eugenio Barba havde stået i lære hos den tre år ældre polske teaterkunstner Grotowski, der ønskede at føre teatret tilbage til dets oprindelse i myter og ritualer. Barba mener, Grotowski var manden, der omformede teatret til "en ny provins i et tabt åndeland."
Senere rejste Barba til Indien, hvor han stiftede bekendtskab med en teaterform, Kathakali, vidt forskellig fra vestlig skuespilkunst.
"Skuespillerne virkede med deres pragt og luksuriøse kostumer som guder, der var steget ned på jorden," fortæller han i Iben Nagel Rasmussens bog Den blinde hest.
Det var dog først og fremmest den uddannelse, disse scenekunstnere fik, der optog ham. De startede tidligt, som børn, og blev trænet med stor strenghed.
"I skolen i Kerala forstod jeg, at kun når du yder dit yderste, dit allerbedste, er det, du gør værdigt til at repræsentere guderne og deres gerninger."
I 1964 samlede Barba en gruppe unge, der var dumpet til optagelsesprøven ved teaterskolen. Selv havde han, med sin fremmede baggrund, måttet opgive at blive instruktør ved et almindeligt norsk teater.
Odin Teatret startede som en gruppe af udstødte, under vanskelige vilkår. Men ambitionerne var der ikke noget i vejen med. Heller ikke med arbejdsmoralen. Disciplin og selvdisciplin var kodeord fra begyndelsen. Barba styrede sine tropper med hård hånd. Jagten på de værdier, der ligger hinsides tidsånden, var gået ind.
Det var ikke en tilfældighed - det var tidsånden - der ville, at gruppen to år senere kom til Danmark. Odin Teatret er et ægte barn af 60'erne - ikke af flipperkulturen eller de politiske vækkelsesbevægelser, men af den danske kulturpolitik, som den så ud i de år: Generøs over for alt nyt i kunsten og kulturen, uimodtagelig for rindalisternes knurrende protester. Det var en tid med økonomisk overskud og mod til eksperimenter.
Forrest i kampen for fornyelse gik den lille jyske flække Holstebro. En dag midt i 60'erne diskuterede byrådet, om de skulle invitere Odin Teatret til at slå sig ned i byen.
"Tja," sagde borgmesteren, "det her kan jo godt blive en fiasko, men det kan også godt blive det helt store. Det er nok vanskeligt at vide i dag. Det her må blive et rent lotterispil. Vil I spille, eller vil I lade være?"
De spillede. Og vandt.
Nogle år senere mødte forfatteren Thomas Bredsdorff en mand i Peru.
"Nå, så du er fra Danmark," sagde han. "Bor du i selve Holstebro, eller er du fra provinsen?"

Gennem deres forestillinger, gennem et hav af seminarer og kurser, fik Odin Teatret indflydelse på teaterlivet i Danmark, både det eksperimenterende og det etablerede. På rejser rundt i hele verden fik de kontakt med al slags teaterkultur, spillede på gader og scener, lavede kulturelle byttehandler i fængsler i Italien, i fattigkvarterer i Latinamerika. De skabte inspiration og vakte begejstring, hvor end de drog hen. I de fattige lande, hvor den brede befolkning hungrer efter teater, som efter brød. I de rige lande, hvor små grupper af feinschmeckere samler sig om eksperimenterende kunstformer.
Store kulturelle initiativer er udsprunget af Odin Teatrets virksomhed, folk fra teatrets og dansens verden er valfartet til Holstebro fra alle klodens egne. Der er livlig udveksling af ideer og idealer, kundskab og erfaringer.
I de 33 år, gruppen har opholdt sig i Holstebro, har den lavet 22 forestillinger. De er, i Danmark, blevet set af ca. 40.000 mennesker. Odin Teatret har aldrig anglet efter det store publikums gunst. De laver teater for deres egen skyld - og for den enkelte tilskuer. Det er meget personlige udtryk, skabt på grundlag af de medvirkendes individuelle egenskaber og de resultater, de er nået frem til gennem den træning, som er selve hjertet i Odin Teatrets kunstneriske virksomhed.

I snart tre uger, siden den 18. marts, har der været Odin Teater festival i Århus. Aften efter aften har et lille publikum samlet sig om gruppens forestillinger.
Den 10. april, når festivalen slutter, har den været igennem hele sit nuværende repertoire, otte forestillinger i alt.
Der er en meget ærbødig stemning omkring Odin Teatret. De fleste af deres forestillinger er højtidelige, næsten sakrale i deres udtryk.
Publikum sidder musestille med tilbageholdt åndedræt, som konfirmander i en kirke - bange for at skramle med støvlerne, eller for at komme til at nyse. Eller tænk, hvis man kom til at le, det ville være det allerværste!
Ved en af forestillingerne sad publikum ved borde med levende lys. Der var brød og oliven, og en gavmild Barba hældte vin i vores glas. En smuk og sjælden indledning til en teaterforestilling. Men ingen turde drikke. Ingen turde spise. Først da der var gået en time, var der en, der tog mod til sig og nippede til vinen. Resten fulgte trop, med forsigtighed. Det skete der ikke noget ved. Lettelsen bredte sig.
Respekten for Odin er stor.
Den forestilling, der blev spillet flest gange ved festivalen, var Mythos, Odin Teatrets nyeste produktion.
Scenebilledet er blændende smukt, i konstant forvandling: Et bord ved en begravelse, med hvide duge og blomsterranker, viser sig at kunne skilles ad. De to halve borde rejses på højkant. Nu er de tårne i hver sin ende af et mytisk landskab, med en stribe grus imellem sig. På gruset ligger et lig.
Den døde er en soldat - den sidste revolutionære fra det 20. århundrede. Han skal forvandles til myte, i selskab med Medea, Ødipus, Odysseus og alle de andre, der går rundt i gyldne kostumer, med horn i panden, opslugt af hver sin fortælling, hver sin tragedie.
Figurerne taler ikke sammen, de synger, reciterer digte og slynger løsrevne replikker ud. Det er ikke teksten, der bærer denne forestilling. Det er det aldrig hos Odin. Det er helheden, det gælder, ordene i samspil med lyset, kostumerne i samklang med gruset, hvor figurerne sætter deres spor og visker dem ud igen - og gruset i dialog med de hundreder af afhuggede hænder, der strøs hen over scenegulvet, så et nyt billede dannes: Skelettet af et stort, uddødt dyr.

Hos en enkelt af figurerne var der ansats til komik. Jeg var i hvert fald nær ved at more mig, da han kom ind. Men jeg lod være, da jeg opdagede, at jeg var den eneste.
Det var den revolutionære soldat, der kom marcherende, med harmonika i hænderne og revolutionssang på læben. I kasketten brænder et levende lys - et lysende håb. Klar i konturerne som en tegneseriefigur kommer han vandrende ud af menneskenes historie, ind i evighedens og myterners land. Men også denne skikkelse er domineret af Odin Teatrets store, dybe alvor.
Det ville være forkert at sige, at de medvirkende spiller godt. De gør mere end det. De giver sig hen i totalt nærvær. De brænder sig op og gør tegn fra bålet, som de skuespillere Artaud talte om. Jeg kan sagtens se deres lidenskab - hvordan de binder og behersker den. Men følelsesmæssigt påvirker det mig ikke. Jeg sidder som en fremmed på min bænk og kommer aldrig ind i det univers, der bygges på scenen, mens figurerne går rundt i gruset, lukket inde i sig selv, afgrænset af hver sin myte. Man kommer let til at kede sig, når man sidder og føler sig udenfor.
Lige inden forestillingen slutter, slukkes lyset i salen. Da det tændes igen, er der hængt et forhæng rundt om hele spillepladsen, gennemsigtigt, så man kan se det overdådige scenebillede, der er blevet skabt i forestillingens sidste minutter. Det er, som om der helt håndgribeligt er blokeret for kontakten mellem scene og sal. Publikum klapper desorieneteret. De medvirkende er gået. De lader sig ikke kalde frem.

Men Odin Teatret har også en anden side. Den kom til udtryk med Ode til fremskridtet om huldrefolket, der hylder menneskeheden i anledning af årtusindskiftet. Det var en lidt længere version af den forestilling, der blev spillet ved festivalens åbning i Musikhuset den 18. marts.
Det var skønt, efter så mange alvorlige aftener, at se disse skikkelser igen: De to dødninge, narren, klovnen, heksen. Og isbjørnen med skottehuen. Den spiller harmonika og tuba, den står på hovedet, og den spytter på publikum.
Odin Teatret fornægter ikke komikken. De behersker også denne udtryksform suverænt. Men de vælger den fra, når de har noget stort og alvorligt på hjerte. Den kan ellers bruges med held, også til seriøse udtryk. Det har både Shakespeare og Ibsen demonstreret.
De var ikke pjattede, men de ønskede at vise livet og menneskesindet i alle dets facetter.
Jeg savner noget i Odin Teatrets mytiske forestillinger, trods al pragten, trods de formidable udfoldelser med krop og stemme, trods alle skuespillernes anstrengelser for at delagtiggøre tilskuerne i deres indre liv. Jeg savner et sprog, som er helt, ikke hakket i stykker og sat sammen til nye, dunkle betydninger. Jeg savner en dialog, en historie, der handler om mennesker, ikke om arketyper. En historie om livet, som det udfolder sig ikke kun i sjælen, men også i den ydre verden, om hverdagen, måske endda om samfundet og - tidsånden. Den hverdag, det samfund og den tidsånd, Odin Teatrets kunstnere har kæmpet så hårdt og så længe for at komme på afstand af.

Der er også noget andet, jeg savner, noget Odin Teatret heller aldrig har lovet at levere: Underholdning - dette lurvede begreb, der lugter mere af gøgl og markedsplads end af ritual og myte. Men som, ifølge teaterkunstneren og -teoretikeren Bertolt Brecht, ikke desto mindre er en nødvendighed for kunsten: "Det har altid været teatrets bestilling, som det også har været alle andre kunstarters, at underholde folk. Denne bestilling forlener det altid med en speciel værdighed. Den behøver ingen anden legitimation end morskaben, men den behøver det også ubetinget."
Det er ikke fordi, vi mangler underholdning i en tid som denne. Men underholdende teater på højt kunstnerisk niveau - det er en sjældenhed.
Man kan bare håbe, at tiden snart er inde til, at den rene fornøjelse igen kan folde sig ud i teaterrummet. Sammen med latteren - ikke det flade grin, men den store latter, der giver genlyd fra den ene ende af universet til den anden. Den, som har bundet publikum til teatret gennem tusinder af år.
Måske er det det nye, der skal ske i det nye årtusind: At den umådelige alvor og andægtighed i det nyskabende, forskende teater erstattes af noget andet, noget mere respektløst. Vi trænger i hvert fald til det - lige så meget som vi trængte til en omdefinering af hele teaterbegrebet dengang i 60'erne, da Odin Teatret voksede frem.
Men én ting er sikker: Den forandring vil ikke komme fra Odin. De har gjort deres, og gør det stadig - og det er i grunden ikke så lidt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her