Læsetid: 3 min.

Tak til Jesus - og til vores kæledyr

4. april 2000

Nordjyske Creamy og deres dance-udgaver af danske børnesange var værter ved verdens største børnefødselsdag i Cirkusbygningen i København

Landeplager
Allerede en halv time før koncertstart blev Robert Jacobsens jern- og skrotskulptur på pladsen foran Cirkusbygningen i København brugt som klatrestativ af et flyverdragtfarvet mylder af børn, og pølsemanden kunne hurtigt melde om udsolgt af dem med håndtag (for ikke-forældre: Absolut uøkologisk rød pølse, som for halvdelens vedkommende er uhyre praktisk indpakket i pølsepapir, red.).
Det var Creamy-tid. Ca. 220.000 børn (og deres forældre) kan ikke tage fejl. Så mange eksemplarer har Rannva Joensen fra Aalborg og Rebekka Matthew fra Hirtshals nemlig til dato solgt af den debut-cd, der bare bærer duoens navn, og som rummer dansable techno light versioner af børne-evergreens som "Min Kat Den Danser Tango", "I En Kælder Sort Som Kul" og ikke mindst "Æblemand, Kom Indenfor".
Cd'en var sidste års mest solgte på det danske plademarked overhovedet. Og de professionelle bekymrere, der er latent bange for McDonaldiseringen og BR-ensretningen af dansk børnekultur, burde have haft en fribillet til Cirkusbygningen. Her kunne de nemlig få dementeret, at succes hos børn hænger sammen med spekulation.

Blussende æblekinder
Er I med?, spurgte Rannva (den leverpostejslyse) og Rebekka (den eksotisk mørke). Det var vi, og dét i den grad. Den medbragte fire-årige havde blussende æblekinder allerede efter andet nummer. Et godt tegn. Hendes søster på snart syv skrålede med og kiggede forelsket på en pink soltop med påskriften Creamy, som var ved at smyge sig på en 10-årig et par sæder væk.
For en voksen iagttager er det klart, at en stor del af
Creamy-hemmeligheden må ligge i "det ku' osse være mig"-effekten. Popstjerne for en dag, hverdags-Barbie og hvad man ellers kan diske op med af Fortolker-Holger'ier, som bliver helt til grin, når først trommemaskinerne og lyset kører. Og tusind børn rendyrker kunsten at klappe i takt uden at slippe taget i slikposerne.

Jesus og kæledyrene
Showet, hvis man da kan tale om et show, er ikke overdrevent timet og tilrettelagt, men minder mest om en aerobic-time for entusiastiske begyndere. Det hæver sig ikke over enhver anden talentkonkurrence, men Creamy er indtagende på en helt almindelig, charmerende måde. Publikum er deres spejl, og omvendt.
På pladeomslaget skriver de "Den største tak af dem alle, vil vi give til dig, Jesus ... tak for de talenter og de gaver, du har givet os, og tak, fordi du altid er der!" I samme åndedrag sendes en 'sidst men ikke mindst'-tak til "vores kæledyr."
Her er to piger, der går i 8. klasse på henholdsvis Mellervangskolen (home of Snapshot!) og Ulkjærskolen, og som har deres candyflossfarvede 15 minutter i rampelyset, og som benovet-blufærdigt nyder det, så ingen kan have ondt af, at deres børneopsparinger er de mest bugnende i landet. Og så er det ikke til at stå for, at deres sanglærer, "Sabinaaaaaa", synger kor, og en, der ligner og lyder som deres gamle SFO-pædagog, tager sig - kompetent - af congatrommer og tilskuerinstruktion.

Kæmpekrabber
Scenografien begrænser sig til en diskokugle og oppustelige kæmpefigurer som en mus, en gigantisk sko-rutsjebane, sponsoreret af Wrangler, og som klimaks en lyserød krabbe til illustration af hittet "Krabbesangen", Poul Kjøllers udødelige med de barske rim "og krabben var så sød, på maven var den rød, den lå så stille og nu er den faktisk rigtig død", som kun kan forstås af de indviede, der kan krabbetegnet. Det lærte vi alle sammen ret hurtigt.
Bagefter var der udsolgt af stribede sugerør i baren, og soltoppe, plakater og hvide Creamy-benvarmere gik som varmt brød ude i salgsboden, som blev bestyret af en nordjysk familie. Gulvet lignede resterne af verdens største børnefødselsdag, soltoppene fandtes kun i størrelse 10, men en sort t-shirt gjorde også lykke.
Hjemme på værelset blev cd-afspilleren fodret med Creamy og indstillet på repeat.

*Creamy runder Danmarksturneen af i Aalborg den 8. og i Herning den 9. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu