Ib Michaels nye billedskabende digte fremstår som en ny begyndelse på et forfatterskab,
vi ellers troede at kende så godt
Ny bog
Spar mig venligst for at skulle sige, nøjagtig hvorom Ib Michaels nye digtsamling 'handler'. Forlang ikke et referat eller et systematisk index over dens tematikker. Glem indtil videre alt om 'forfatterens hensigt'.
Spørger du derimod, hvordan Rosa Mundi bevæger sig, og hvad den laver som poesi, kan jeg berette, at digtene synger, og at deres følge former sig som en søgende rejse nedad gennem kulturernes lag, mod kærlighedens gåde, verdensrosens mysterium.
Fra moderniteten eller postmoderniteten med klyngebomber og reaktorkerner kapslet ind i stål og beton bevæger digtet sig til Arthur Rimbauds Paris, til middelalderens katedraler, til romerrigets torve og grækernes hvide templer, ned mod fønikiernes grave og ægypternes chifferskrift.
En rejse med pikken
Samtidig udforsker teksterne kønnets mysterium, i en stadig spørgen efter arketypiske lag, som samtidig danner niveauer i en personlig graven efter identitet.
Bogen bliver billedligt talt en rejse med pikken som stædig retningsviser- og døden som tavs kammerat, et forsøg på at genfinde lysten bag alle forræderierne mod den, et dødfødt projekt for så vidt som vi véd, at mennesket både er kød og ånd og aldrig kan ophøre med at tænke: hvad er det jeg gør lige nu, hvilken betydning har det?
Ib Michael har i flere af sine bøger cirklet om dette at blive mand, men føle sig som en legedreng.
Soldaten og generalen er hos ham altid også en drømmende sanger, kongen var prins, før han blev voksen, den modne mand var knægt, engang.
I sin nye bog spejler han denne dobbelthed i mytologiske skikkelser som
Ikaros og Prometheus og i gamle digterkolleger (foruden Rimbaud eksempelvis Dante), og han finder sin længsel mod lystens lysende renhed artikuleret i gamle figurer som enhjørningen, der som bekendt kun finder endelig ro i en jomfrus skød, eller jagtfalken, der sidder nok så lydig dér, på sin herres sitrende handskehånd.
Ned i kulturlagene
Til tonerne af "lucifærisk" musik arbejder digtet sig ned gennem kulturlagene og dvæler ved Ægypternes Øvre og Nedre riger:
på toppen af krukken
troner
herskeren med høgenæb
mens hans bror sjakalen
kryber over sit bytte
I næste arkæologiske lag finder vi middelhavsfarernes skibe, trukket op, ræling ved ræling, med oprullede sejl:
På stævnen bærer
de gudeøjne
og indvendigt er de malet
med himlens blå.
Digtet strejfer grækeres orgier, hvor mændene "evigt utilfredsstillede" propper sig med hinandens lem:
Mund og tarm
og tarm og mund
mens gødningen flyder
fra alle åbninger
og kønnet smager kraftigt
af sig selv.
Endelig aflægger digteren besøg i romernes oldtidsbyer ved vulkanens fod, hvor gulvenes mosaikker fortæller, hvilken afart af Vanitas, der dyrkes i det enkelte hus:
Satyr med fallos bøjet i jern
jager sin lolita.
På nakken af Pan
med strittende svans
over balderne
svinger et satanisk barn
sin klase.
Rejsens hovedlokalitet bliver Pompeji, hvor tanken står stille på murene og "tiden, frygtelig tom for andet end tid, stirrer mig i møde."
Dante i Kikhavn
Men fra denne konfrontation (hvis rifbjergske aner i citatet ovenfor markeres ved et skjult citat fra det berømte Frihavns-digt), fra dette nysgerrigt dvælende møde med en svunden kultur, dens åbent, ærligt iscenesatte laster og kropslige lyster springer digtet afslutningsvis til Danmark, ja, helt til Kikhavn, hvor digteren stilfærdigt forener sig med sin elskede.
"På midten af din bane gennem livet" ser jeg'et døden i øjnene og aner bag dens rolige blik en kærlighedens nåde.
I denne del skifter digtet form, fra slyngede, ofte komplekse strofer til afklaret enkelhed:
De første lyn løber
fra jord til himmel
bader rosenbedet
i et kunstigt lys
Det er forbi
før det er begyndt
Inden da har Ib Michael opereret i lange, rytmiske linjer ordnet i sæt med tre i hvert, eller i lange, lige arabesker, hvor de ynglende billeder kom silende ned ad siden.
Hvad der egentlig står, aner jeg ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Men spændende er det at gøre ordenes rejse med og mærke Ib Michaels billedskabende fantasi komme til sin ret undervejs.
Rosa Mundi fremstår som en ny, prøvende begyndelse i et forfatterskab, vi mente at kende godt, og som en bekræftelse på poesiens evne til stadig at vække undren.
For i din mund skal
sange vokse
stærkere end vinden
Og din sjæl skal bære bud
dybere end lykken.
Tonen er højstemt og den digteriske ambition himmelstormerisk, som Ikaros' flugt og Prometheus' oprør. Sådan må en ny bog gerne ind imellem gerere sig, og generere åbne spørgsmål hos hver den, der læser.
*Ib Michael: Rosa Mundi. 92 s. Kr. 175. Gyldendal. Udk. i dag
