Læsetid: 2 min.

Teater uden rynker

17. april 2000

Hvor går man hen, hvis man vil opleve det helt unge teater?

Teater
Det meste 'unge' teater herhjemme skabes af kunstnere i 30'erne. De helt unge er enten ved at uddanne sig på teaterskolerne - eller ved at tabe modet. Eller også giver de systemet fingeren og slår sig sammen med energi, fælles talent og samarbejdsånd for resten.
Weekenden bød på en premiere på Teater Styhr og Kjær med det nystiftede Theater Katharsis - med manifest og det hele - som består af 25 unge i 20'erne. Deres forestilling Omstigning handler om deres eget liv - om forelskelse, sex, tøj, neglelak og den ubændige trang til at score.
Skuespillerne er de 21-årige Kitt Maiken Mortensen og Kristina Maryshak, (som også har skrevet og instrueret årets Studenterrevy), og de 25-årige Martin Geertz og Benjamin Kitter, (stykkets forfatter, som skrev sidste års Studenterrevy, og som er gaftlet af Zentropa).
Den 27-årige instruktør Josefine Nørby Fogtdal har valgt at lade forestillingen gå i fuldstændig modsat retning af det øvrige 'unge' teater, hvor det visuelle og lydlige er så dominerende. Her er kun ord.
Forestillingen er også en påmindelse om, hvordan de nyskabende sfærer hele tiden flytter sig. For nogle år siden var Kanonhallen de unges sted i København - så blev den invaderet af hyperproffe. Samtidig var Københavneren/Kaleidoskop stedet, men denne åbne scene er nu kun yngre og absolut prof. Rialto Teatret plejer kun sin egen kreds af etablerede kunstnere i 40'erne, men til gengæld har f.eks. Mammut Teatret netop åbnet sin lille scene i Livjægergade for Det Traumatiske Teater. Det ellers unge Teater Grob har kreeret sin egen lille baggårdsscene i Viktoriagade, men selv her flokkes berømthederne allerede. Så hvor skal man gå hen, hvis man er rigtig ung og teatertrængende?
I øjeblikket er Teater Styhr og Kjær i Magstræde et godt bud. I sidste uge spillede det lige så unge Teater Talisman Danny og det dybe blå hav, og nu spilles altså Omstigning. Ellers kan man i påsken opsøge Teater Terra Novas scene under Vesterbro Kulturhus, hvor det nystiftede Mute Company spiller Galefyrsten fra på tirsdag.
Man skal gribe den unge chance, mens den er der - og uden for mange forbehold. For som de siger i Omstigning:
- Vil du med?
- Hvorhen?
- Bare med ...

*'Omstigning' af Benjamin Kitter. Instruktion: Josefine Nørby Fogtdal. Theater Katharsis på Teater Styhr og Kjær, Magstræde, København, til 22. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu