Læsetid: 2 min.

Tegninger, der tænder

11. april 2000

Tegningen er kunstens ursprog. Den oplever for tiden en renæssance

Udstilling
"Noget om tegninger" hedder en udstilling med såvel klassiske, modernistiske kunstnere som nogle af de næsten helt ubeskrevne blade på kunstscenen. Med ganske få undtagelser er de alle 'i stald', som det hedder, hos Mikael Andersen: Fra Sonja Ferlov Mancoba, Mogens Andersen og Poul Gernes over Dorte Dahlin, Henrik B. Andersen og Morten Stræde til Kaspar Kaum Bonnén, Anna Fro Vodder og Tal R. m.fl.
Det er en mangesidet udstilling, der dels vidner om, hvor rummeligt begrebet tegning er, og dels giver os lejlighed til at kigge ind i det allerhelligste i den kunstneriske skabelsesproces: Selve værkets første, spæde 'materialisation', dvs. vi ser den prøvende og vaklende streg på papiret, tæt på den krop, som har undfanget ideen.
Med andre ord: Vi bliver vidner til et billede, der bliver født.
Men udstillingen standser i sagens natur her, idet den jo forlener tegningen med samme betydningsfuldhed, som var der tale om det fuldt færdige værk.
Nogle af kunstnerne arbejder således med tegningen som et værk på linje med et maleri eller en skulptur, mens andre bruger den som en af flere faser på vej hen imod det færdige værk.

Tryk på fantasien
Der er tryk på og næsten ingen ende på fantasien. Nogle kunstnere tegner med computer, mens andre laver en slags idékatalog eller diagram over en tankeproces. Det gælder den filosoferende billedkunstner, skulptøren Henrik B. Andersen, der formår at gøre et sådant idékatalog både illustrativt og dekorativt.
Poul Gernes laver fuldt færdige, orientalsk inspirerede tegninger af f.eks. Eva og Adam med æble og slange. Hans tegninger vidner om et uhyre sikkert tegnetalent. Også Mogens Andersens tegninger synes inspireret af det orientalske. De er ligeså lette og dekorative som skrifttegn.
Jesper Christiansen driller i sine store, farvelagte tegninger og giver en rum bag rum-oplevelse. Her er store, barok-forhæng og noget, vi blot aner bagved, mens den unge Anna Fro Vodder med sin sorte pensel-skrift får fortalt surreelle, gådefulde historier om livets forgængelighed.
Det interessante ved udstillingen er også, at vi her møder skulptører og malere, hvis tegnetalent, vi slet ikke kender. Én enkelt kunstner skiller sig særligt ud: Tal R., der i sine fortættede billedhistorier, udført med blå kuglepen, genoplader han virkeligheden og giver den en syret og til tider latrinær-infantil, men ofte oversanselig og humoristisk energi.
Udstillingen er øjenåbnende med hensyn til tegningens muligheder og rig på oplevelser, leveret af værker i små formater.

*Noget om tegninger. Galerie Mikael Andersen. Bredg. 63, Kbh. Ti.-fr. 12-17, lø. 10-14. Til 22. apr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her