Læsetid: 3 min.

Ikke tid til socialisme

1. april 2000

Primal Scream spillede for godt ved torsdagens koncert til, at man tænkte på oprør

Koncert
I den forgangne uge var der to hårde aftener i træk. Først fik Danmark tæv af Portugal i fodbold onsdag aften, og så blæste Primal Scream ørerne ud på én dagen efter.
Det skotske band har i de sidste ti år til stor begejstring for både kritikere og publikum blandet indierock med dance-rytmer. Med musikalske rødder i den engelske punk og kærlighed for traditionel rhythm'n'blues og gospel fik gruppen med hjælp fra nogle dj-venner i starten af 90'erne et kæmpehit med sangen "Loaded". Og med pladen Screamadelica banede de vejen for det store publikums accept af rockens fusion med techno-musikkens mange undergenrer.
Siden har forventningerne til hver ny Primal Scream-plade været store, og bandet har da også altid været meget opsat på at foregribe tidsånden. Således er nyeste plade, Exterminator (eller Xtrmntr, som den også skrives), en lang kompromisløs udfordring af den gode smag.

Rock og atter rock
Torsdagens koncert var ingen undtagelse. Et par Sex Pistols-akkorder blev slået an, da bandet entrede scenen, og halvanden time efter blev ballet lukket med MC5's "Kick Out The Jams". I mellem disse blev rammerne skabt til et aggressivt angreb på et par tusinde øregange. Forsangeren Bobby Gillespie stod mellem fire guitarister, der gennem hele koncerten lagde en vertikal lydmur. Med meget få undtagelser opslugte den fuldstændigt to blæsere, der i baggrunden stod og pustede alt hvad de havde i sig.
Med den massive overvægt af guitarer formåede Primal Scream alligevel at få en stemning frem, der mere talte til kroppen end til luftguitaren. Der var dog aldrig på noget tidspunkt tvivl om, at Primal Scream primært er et rock-band. Og som sådan et rigtig britisk band bestående af en flok blege, fejlernærede gutter med uredt hår, uren hud og en gå-planken-ud-attitude. Bobby Gillespie, der ser ud til at være håndplukket fra Maria-kirken på Istedgade, opførte sig som alt andet end en klassisk forsanger. Han havde en diskret og ukarismatisk fremtoning, virkede ret upåvirket af rytmerne og mumlede et eller andet uforståeligt skotsk mellem numrene.

Musikalsk revolution
Kontakten til publikum stod bassisten Gary 'Mani' Mounfield imidlertid for, og han var også den, der med sin dybe, mudrede bas, som gennemsyrer bandets musikalske univers, styrede slagets gang. Som forventet stammede de udvalgte numre mestendels fra Exterminator, nogle fra Vanishing Point og først til sidst blev et enkelt fra Screamadelica sluppet løs, nemlig "Movin' On Up". De lange excesser i stilafsøgning og genreoverskridning, der på nyeste plade ikke er helt uproblematiske at lytte til, lykkedes det næsten for bandet at holde sig fra. Var det hele ved at køre af sporet, blev det rettet hurtigt op, når tonerne til de svingende "Rocks" og "Medication" blev slået an. Begge numre holder liv i rockdyret og lyder, som hvis Rolling Stones i dag havde været 20 år.
Apatien og uretfærdigheden, som Primal Scream er ude efter på den nye plade, var der ikke plads til den aften. Der var gang i den fra start til slut, og gruppens socialistiske budskaber blev der ikke tid til at dvæle ved. Det ene flænsende nummer afløste det andet, og som perler på en snor blev de nye dunkende skæringer "Swastika Eyes", "Exterminator" og "Kill All Hippies" afleveret.
Primal Scream spillede simpelthen for tempofyldt til at man blev inspireret til samfundsændrende handlinger, som gruppen i interviews er fortalere for. Til gengæld gjorde de i overbevisende grad deres til at få folks øjne op for ny og anderledes musik. I sig selv et ret revolutionerende projekt, man kun kan hilse velkommen.

*Primal Scream, Den Grå Hal, Christiania, København torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu