Analyse
Læsetid: 4 min.

Tillykke, Helmut

3. april 2000

Den store fest er aflyst. Helmut Kohls 70 års fødselsdag fejres i en snæver kreds, fordi de gamle venner fra CDU lægger afstand til ham. Men der er egentlig meget at fejre...

En stor statsmand fejrer fødselsdag i dag. Helmut Kohl fylder 70 år, og den gamle kan se tilbage på en imponerende karriere:
Syv år som ministerpræsident for delstaten Rheinland-Pfalz, tysk forbundskansler i 16 år. Hans største bedrift var den tyske genforening, desuden stod han fadder til Euro'en.
Ærværdige bedrifter - naturligvis kårede hans partikammerater ham til æresformand i 1998, da han trådte tilbage efter 25 år som CDU-partiformand. Og på fødselsdagen i dag den 3. april skulle der intet mangle; kæmpefest, festskrift, hyldest uden ende.
Men i november sidste år gik forberedelserne til festdagen i stå. En CDU-medarbejders banale skattesag førte statsadvokaten på sporet af en tvivlsom våbenhandel og videre til partiets væv af hemmelige konti og bagmanden Helmut Kohl.
Efter ugers pres tog han endelig ansvaret for affæren i slutningen af november 1999. Under pressemødet virkede han rystet, nærmest skrøbelig, men det var han bestemt ikke - 'såret' skulle vise sig at være den rigtige betegnelse.
Såret over den utaknemmelighed han pludselig blev mødt med. I 25 år havde han puklet for partiet, sørget for alle og bekæmpet 'socialisterne'. Ingen havde bekymret sig om, hvor han hentede pengene, men nyde godt af dem, det kunne de.
Helmut Kohl nægtede at give op. Vælgermøder i Hamborg og Bremen bekræftede ham i, at partiet - de menige partimedlemmer - stadig elskede ham stormende.
Han iværksatte sine modangreb.

Under fortrolige møder med journalister fra den konservative avis Die Welt leverede Helmut Kohl de giftpile, som skulle lamme partiledelsen med den ny formand, Wolfgang Schäuble i spidsen - og bane vejen for hans tro væbnere.
"Mine folk er klar," blev han citeret.
I januar afslørede Süddeutsche Zeitung hans kupplaner. Kohl dementerede straks og stillede sig demonstrativt bag Schäuble.
"Efter min tilbagetræden foreslog jeg Wolfgang Schäuble som formand, og jeg støtter ham med eftertryk i dette vanskelige hverv," påstod han.
Men en tjeneste som at nævne sine anonyme bidragydere og dermed afslutte udersøgelserne, gjorde Kohl ham ikke.
Denne passive obstruktion fældede til sidst Schäuble. Kohl kom dog ikke til at nyde triumfen, for partiet gled fra ham. Nok væltede CDU Schäuble som formand, men skylden for hans fald blev tilskrevet Kohl.
Der var heller ingen tvivl om, hvem der havde skylden for den livstruende bod på 158 millioner kroner, Forbundsdagens formand Wolfgang Thierse idømte CDU som straf for de sorte penge: Helmut Kohl.
Bruddet var en realitet - og den store fødselsdagsfest meningsløs. Men der er alligevel meget at ferje i dag:

Først og fremmest tvang Helmut Kohls fald CDU til at påbegynde en fornyelsesproces, som der indtil november 1999 ingen grund havde været til at tage fat på. Ingen behøvede at have besvær med at formulere en tidssvarende konservativ politik, så længe SPD og De Grønnes kaos-regering var det bedste argument for at stemme CDU.
Affæren betød også, at det generationsskifte, der kunne have slæbt sig afsted i årevis, skete med ét hug - og ved tilfældighedernes ironi bliver CDU i næste uge så moderne, at det får en kvindelig formand!
For et par måneder siden tydede intet på, at det ville lykkes den organisatoriske leder Angela Merkel at køre sig i stilling til formandsposten. Kun en velvillig presse og en voksende skarre af bestyrtede græsrødder muliggjorde kunststykket. Med de daglige afsløringer voksede råbet på forandring, og som en række af dominobrikker faldt delstaternes mandlige parti-ledere i magtkampen.
Glædeligt er det også, at sagen om Helmut Kohls lov-brud og hemmelige konti ikke fik den ødelæggende effekt på demokratiet, som journalister og valgforskere spåede. I tiden op til delstatsvalget i Slesvig-Holsten i februar frygtede mange, at de skuffede konservative vælgere ville vende ryggen til politik - eller endog gå til de højre-radikale partier.
Det skete ikke. Valgdeltagelsen faldt kun en anelse, de højre-radikale endte langt under spærregrænsen og CDU slap for katastrofen.
Selvom både spidskandidat Volker Rühe og medierne forsøgte at gøre valget til en afstemning om hans kanslerambitioner, formåede de nordtyske vælgere at ignorere forventningspresset og stemme efter deres overbevisning.

Gerhard Schröder kan på vegne af sin regering være usigeligt glad over affæren. Siden sin tiltræden i efteråret 1998 har den rød-grønne koalitionsregering især gjort sig bemærket ved kaos, intern splid og tåbelige fodfejl. Først med afsløringerne i november slap regeringen endelig ud af mediernes gabestok. Mens CDU var lammet, kunne Gerhard Schröder endelig koncentrere sig om at lede landet.
Pausen i mediebombardementet er bekommet ham vel, han gør en sikker og arbejdsom figur - selv om det er en billig baggrund at brillere på.
Samtidig har det skrantende liberale parti, FDP, fået kunstigt åndedræt af affæren. Uden at skulle gennem en vanskelig indholdsmæssig fornyelse kan FDP i dag præsentere sig som det lovlydige borgerlige alternativ.

CDU fornyet, regering revitaliseret, folkestyret reddet - Helmut Kohls sorte penge har vist sig at rumme mange sidegevinster, men desværre kan vi i dag ikke fejre selve affærens afslutning.
Selvom CDU fra starten lovede "skånselsløs opklaring," har partiet valgt at nøjes med langt mindre. Det lykkedes ganske vist eksterne revisorer at rekonstruere pengestrømmene i partiet, men hvor pengene kommer fra, er fortsat en gåde.
CDU har taget dette beklagelige faktum til efterretning og sætter nu mange kræfter ind på, at heller ingen andre skal finde frem til sandheden.
Det parlamentariske undersøgelsesudvalg, der er nedsat for at finde ud af, om penge påvirkede kansler Kohls beslutninger, forsøger CDU at sabotere. Udvalgets konservative medlemmer inddrager ufattelige mængder arkivmateriale, så arbejdetstempoet sættes ned. Og de indkaldte vidner, arbejdsmændene i Kohls pengeindsamling nægter at udtale sig.
I disciplinen 'bod og bedring' har CDU valgt at satse på bedring - boden på 158 millioner kr. er uretfærdig, mener CDU. Straffen er anket.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her